Biomedicine in museums

(Her er diskussionsmateriale til Museion-seminar, torsdag den 25. marts 2004 om “Dansk biomedicin efter 1945: en retrospektiv Delfi-studie”)

Hvad er en retrospektiv Delfi-studie?

Som forberedelse til projektet “Biomedicinens kultur og historie efter 1945” har Hanne og jeg talt om at lave en retrospektiv Delfi-studie.

En “Delfi-studie” er en form for fremtidsstudie, som blev udviklet af Rand Corporation i 1960’erne:

The Delphi method is an exercise in group communication among a panel of geographically dispersed experts (Adler and Ziglio, 1996). The technique allows experts to deal systematically with a complex problem or task. The essence of the technique is fairly straightforward. It comprises a series of questionnaires sent either by mail or via computerized systems, to a pre-selected group of experts. These questionnaires are designed to elicit and develop individual responses to the problems posed and to enable the experts to refine their views as the group’s work progresses in accordance with the assigned task. The main point behind the Delphi method is to overcome the disadvantages of conventional committee action. According to Fowles (1978) anonymity, controlled feedback, and statistical response characterize Delphi. The group interaction in Delphi is anonymous, in the sense that comments, forecasts, and the like are not identified as to their originator but are presented to the group in such a way as to suppress any identification (http://www.iit.edu/~it/delphi.html; se videre bilag 1)

Ideen med en retrospektiv Delfi-studie er at bruge en lignende metode til at kortlægge vigtige begivenheder i fortiden. Dvs. man interviewer en gruppe vigtige historiske aktører, samler deres billeder af fortiden sammen til en tentativ fortolkning og præsenterer den for dem igen, etc. Processen skal gentages flere gange (re-iteration) og gerne med et stigende antal interview-personer.

Officielt stræber man efter at opnå konsensus, vel vidende at det aldrig vil være muligt at opnå konsensus. Dels fordi aktørerne har forskellige erfaringer, dels fordi de kan have forskellige interesser i sine udlægninger af fortiden.

Det er vel i princippet samme metode man bruger ved opinionsundersøgelser? Men opinionsundersøgelser plejer ikke at være re-iterative — og de plejer heller ikke at anvendes for at få et billede af fortiden.

Den retrospektive Delfi-studie er selvfølgelig ikke historieskrivning, ikke en gang “oral history”. Men det er en metode til at identificere hvad en gruppe centralt placerede historiske aktører selv mener har været vigtige de begivenheder i det samlede historiske forløb. I vores kontekst er den et middel til at identificere interessante forskningsproblemer til projektet “Biomedicinens kultur og historie efter 1945”.

Spørgsmålet er hvor velegnet metoden er? Hvad får man ud af at tale med folk? Kan man ikke lige så gerne læse sig til de vigtige begivenheder i fortiden i publicerede og upublicerede kilder? Feks. bladre Ugeskrift for Læger og Sygeplejersken igennem. Ligger det også ikke en fare i at basere historierekonstruktionen på aktørernes nutidige hukommelse? Er det ikke tale om efterrationaliseringer?

Jo, i Delfi-studien er det jo de historiske aktørers egen nuværende opfattelse som er udgangspunktet, ikke de samtidige publicerede og upublicerede kilder. Delfi-metoden kan derfor ikke erstatte studier af kildematerialet. Men den kan komplettere — og måske især forberede — kildebaserede studier. Ved at interviewe fremtrædende historiske aktører kan man lokalisere udviklingstendenser og begivenheder som man som historiker ikke ville have tænkt på.

Og selvfølgelig er det tale om en rekonstruktion baseret på aktørernes nutidige hukommelse. Heri ligger alle mulige fejlkilder. Aktørerne kan som sagt have begrænsede erfaringer — feks. har en læge sandsynligvis et andet perspektiv på professionskonflikten mellem læger og sygeplejersker end end sygeplejerske — og aktørerne kan have personlige interesser i at tilrettelægge historien så at deres indsatser fremtræder i et godt lys. Aktører kan have dårlig eller selektiv hukommelse.

Nogle af disse “biases” vil kunne minimeres ved at forøge antallet af interview-personer. Hvis både sygeplejersker, hospitalsdirektører, patienter og læger giver det samme billede af hvad der grundlæggende krakteriserede forholdene på danske sygehuse i 1960-erne så kan man vel med en vis sandsynlighed kunne regne det som en “gyldig” mundtlig “rekonstruktion” af datiden?

Omvendt kan man sige at det måske netop er disse “biases” i sig selv der er interessante. Hvorfor afviger sygeplejerskens og lægens historier fra hinanden? Hvad ligger der bag? Man skal som sagt officielt stræbe efter konsensus, men det ville være naivt at tro at man kan opnå det — fordi der vi altid være dissens, uafhængigt af hvor mange re-iterationer man gennemfør. Og desuden er det måske sådan, at det er i dissensen, som de mest interessante udsagn om fortiden dukker op?

Dvs. det er ikke “sandheden” i den historiske rekonstruktion som er det centrale resultat i den retrospektive Delfi-studie, men identificeringen af mulige, interessante historiske begivenheder og processer.

Jvfr. Wellcome Witness Seminars

Den her foreslåede studie ligner de Wellcome Witness Seminars, der er udviklet af en gruppe ved Wellcome Centre for the History of Medicine, University College London under ledelse af Tilly Tansey.

Der er afholdt over 25 Witness Seminars siden 1993. De handler allesammen om forskellige udviklingstendenser og begivenheder i brittisk biomedicin siden 2. verdenskrig. Det er altså ikke tale om en samlet kortlægning af brittisk biomedicin, men om en kortlægning af specielle områder og identificering af de vigtigste begivenheder der har præget specialområdet.

Se vedlagte udkast til artikel af Tilly Tansey, som jeg foreslår at vi diskuterer i detalj på seminaret den 25. marts (bilag 2).

Jvfr. “oral history”-traditionen

Det findes jo også en lang tradition for “oral history” inden for historievidenskaberne, ikke mindst blandt videnskabshistorikere. Jeg har selv arbejdet en hel del med “oral history”. Se vedlagte artikel af Soraya de Chadarevians (bilag 3). At bruge den her slags meetoder inden for medicinhistorie gør ingen væsentlig forskel, andet end at det ikke kun er elite-personer man arbejder med, men også mindre privilegierede interview-subjekter.

Studiedesign

Vi har forestillet os at undersøgelsen vil kunne foregå på følgende måde:

• Vi begynder med at udvælge et mindre antal centralt placerede aktører (interview-personer) fra forskellige dele af sundhedssektoren. Mulige interview-personer er feks. Kirsten Stallknecht, Preben von Magnus, Povl Riis og mange andre. (Hvordan finder man fat på navnene på de mest centralt placerede, nu levende aktører?)

• Vi afprøver interview-metodiken: Hvor åbne kan spørgsmålene være? Hvordan skal intervieweren forberede sig? Gerne på et par-tre personer som vi kender i forvejen, feks. Henrik Wulff (lang erfaring af dansk klinisk forskning) og Nils Rosdahl (lang erfaring af Sundhedsstyrelsen).

• Derefter diskuterer vi undersøgelsesdesign med nogen på statsvidenskab (eller IFSV) som er vant til at arbejde med ustrukturerede interview-undersøgelser.

• Vi sender et brev ud til de udvalgte personer og beder om et interview.

• Vi opsamler resultaterne og skriver en foreløbig rapport. Rapporten skal bla. indholde en ti-i-top liste (den slags vil “vores” aktører nok være glade for) over forskellige vigtige begivenheder og forløb inden for forskellige dele af dansk biomedicin — feks. vigtige institutioner, vigtige politiske begivenheder, vigtige konflikter, vigtige personer, vigtige opdagelser, nye behandlingsmetoder, vigtige organisationer mm. De individuelle udsagn skal selvfølgelig anonymiseres.

• Når den foreløbige rapport er færdig sender vi den ud til interview-personerne og beder dem om at kommentere den. Vi udvælger samtidigt en lidt større gruppe personer som får se rapporten for første gang.

• Til sidst samler vi de involverede aktører til et fællesmøde (en slags vidneseminar), hvor de får mulighed for at kommentere rapporten og hinandens kommentarer.

Eller …

Måske skulle vi begrænse os til kun at afprøve selve metodiken i første omgang — og så lade den store Delfi-studie indgå som et delprojekt i det store projekt som vi søger penge til?

Bilag

1) “The Delphi method”, fra Illinois Institute of Technology, Dept of Civil and Architectural Engineering (http://www.iit.edu/~it/delphi.html)

2) Tilli Tansey, “Witnessing the Witnesses: Potentials and Pitfalls of the Witness Seminarin the History of Twentieth Century Medicine” udkast til R. Doel og T. Söderqvist (red..) Writing Recent Science: The Historiography of Science, Technology, and Medicine. London: Routledge, 2004 (under udarbejdelse)

3) Soraya de Chadarevian, “Using interviews to write the history of science”, kap. 4 i T. Söderqvist (red.), The Historiography of Contemporary Science and Technology. Amsterdam: Harwood, 1997.

(Dagsorden til Museion-seminaret torsdag den 15. januar 2004, kl. 14.30-16)

Eftersom der er flere ting der trænger sig på, vil jeg gerne have lov at diskutere tre forskellige sager:

1) Indledende diskussion om præmisserne for den allerede omtalte ansøgning til et forsknings- og indsamlingsprojekt om den danske biomedicin 1945-2000 B vedlagt brev til fondens direktør (ansøgning skal først være inde medio august, men der er mange ting der skal forberedes)

2) Diskussion om Medicinsk Museions interesse i en evt. udstilling om “Religion og medicin” i forbindelse med KU’s satsningområde “Religion i det 21. århundrede”: vedlagt referat fra styregruppens møde den 18. december som giver lidt perspektiv på sagen (ansøgning skal være inde den 9. februar)

3) Diskussion om planlagt kursus “Læge – kend din historie!” i efteråret 2004: vedlagt det forslag som er blevet godkendt af DADL’s uddannelsesafdeling (det endelige forslag skal udarbejdes inden for få ugers tid).

Jeg vil tro at punkt 1 vil tage en knap times tid og at vi derefter kan bruge 15 min. hver på punkt 2 og 3.

Vi skal også have lidt tid til at lægge programmet for de næste to-tre seminarer.

Vi ses næste torsdag kl. 14.30

Thomas

(Indkaldelse til Museion-seminar torsdag den 15. januar 2004, kl. 14.30-16)

Torsdag den 15. januar, kl. 14.30 holder vi det første møde (på mit kontor) i en ny seminargruppe ved afdelingen.

Vi har jo allerede flere mødefora, bla. personalemøder, det interne forskningsseminar, Forum for tværfaglig medicinhistorisk forskning, møder i Dansk Medicinhistorisk Selskab mm. Hvorfor endnu et?

Jo, nu er vi efterhånden mange herinde, som arbejder med at implementere konceptet bag Museion-planen. Og det ville ikke være så godt hvis idéudviklingen bliver ved med at køre i smågrupper, eller på tomands hånd bag lukkede døre eller nede i rygestuen.

Så tanken er, at det “faste” personale som arbejder med afdelingens universitære kerne-funktioner mødes regelmæssigt for at diskutere fælles principielle problemer.

Feks.:
* opbygningen af registreringsdatabasen og dertil hørende thesaurus-problemer
* hvordan skal den nye hjemmeside opbygges?
* udkast til forskningsansøgninger
* udvikling af nye undervisningstilbud
* nye udstillingsideer
* konserveringspolitiken
* indsamlingspolitiken
* strategi for bogindkøb og tidskriftanskaffelser.
… med mere.

På det første møde vil jeg fremlægge udkast til en større ansøgning til det såkaldte “indsamlingsprojekt”, dvs. realiseringen af kap. 8 i Museion-planen. Skriftligt forberedelsesmateriale vil blive uddelt i slutningen af denne uge eller begyndelsen af næste.

Derefter er det meningen at seminarerne skal holdes ca. hveranden uge, alternerende med det interne forskningsseminar (som altså vil køre videre som hidtil med fremlæggelse af udkast til artikler og bog- og afhandlingskapitler).

Der er allerede nu planlagt et seminar om registreringsdatabasen og vores fælles thesaurus-problemer (Anders), et seminar om pilotindsamlingsprojektet på Bartholininstituttet (Hanne) og evt. et seminar om hjemmesiden (?).

Forslag og ideer til de følgende seminarer kan tages op løbende.

Thomas

Her er “Sporjournalen” for september – december 2003:

On 17. sept: Hanne, Thomas og Frank mødes til 1. møde i Sporhundegruppen. Hanne og Thomas havde skrevet korte oplæg (bilag 1). Almen diskussion om indsamlingspolitikkens formål i forlængelse af kap. 8 i Medicnsk Museions handlingsplan (maj 2003)

On 1. okt: Hanne, Frank og Thomas diskuterer i rygestuen muligheden for at indsamle mhp vaccination på Statens Seruminstitut. Vi aftaler at fremlægge vores indsamlingsideer på den Medicin- og helsehistoriske dag den 14. november. Vi beslutter at bruge Seruminstituttet som pilotprojekt

On 8. okt: Thomas holder møde med Gert Almind, Novo Nordisk Fonden vedr. en mulig fondsansøgning for at finansiere indsamlingsprojektet.

Ti 21. okt: Frank og Thomas diskuterer indsamlingprojektet med udgangspunkt i udkast til ”letter of intent” til Novo Nordisk Fonden. Projektet skal primært defineres som et forskningsprojekt. Vi diskuterer relationerne mellem forskningsprojektet og den eksisterende organisationen for indsamlng, registrering og bevaring samt projektets personalebehov

On 22 okt: Thomas skriver til Seruminstituttets direktør (bilag 2)

To 23. okt: Thomas indsender ”letter of intent” til Novo Nordisk Fonden (bilag 3)

Fr 14. nov : Hanne, Frank og Thomas holder oplæg om indsamlingsstrategiske overvejelser ved den Medicin- og helsehistoriske dag (bilag 4)

Tidspunkt?: Hanne og Thomas diskuterer at det vil være en god idé at vælge Bartholin-instituttet som pilotprojekt.

Tidspunkt?: Hanne besøger Bartholin-instituttet og taler med * og * (feltnoter =bilag 5)

On 3. dec: Thomas aftaler med Sven Lindenberg at kikke på Fertiliseringsklinikken, Herlev AS som andet pilotprojekt

Tidspunkt?: Hanne og Thomas diskuterer Fertilseringsklinikken, Herlev AS som pilotprojekt

Tidspunkt?: Hanne læser og læser …

Ti 16. dec. Café Oscar: Thomas og Hanne enes om, at Hanne fremover udfærdiger en elektronisk sporjournal med beslutningsreferater fra alle møder med relation til indsamlingsprojektet. Eftersom journalen er elektronisk kan alle tre bidrage – blot skal man huske at sende journalen videre, når man har tilføjet noget. (Eller man kan aflevere sine tilføjelser til Hanne, som så indfører dem i journalen). Så vidt muligt skrives journalen tilbage til tidligere møder.

To 18. dec.: Hanne har mellem den 8. og 18 dec. forgæves forsøgt at få fat i Sven Lindenberg telefonisk. Sender mail den 18., som 29.12. stadig er ubesvaret. (Bilag nr. 6)

Ti 23. dec. : Thomas, Hanne
Samtale i rygerummet på baggrund af Hannes udskrevne noter fra Bartholin Instituttet. Det besluttes at gå videre med dokumentation af BI så hurtigt som muligt – som pilotprojekt mhp. 1) fremlæggelse og diskussion ved torsdagsseminar og 2) fondsansøgning. Beskrivelsen af BI skal munde ud i en feltrapport – ”en overflyvningskortlægning af et institut, der skal flytte” – en polyfon beskrivelse, som peger på alle indgange, muligheder, indikationer af, hvad der er at gå videre med i udstillings-, samlings- og historieskrivningsøjemed. Hvad findes af billeder, genstande og arkivmateriale?
Desuden egen fotodokumentation (digitalkamera) og udvidet beskrivelse. Det aftales, at Hanne udfører max. en uges feltarbejde. Brev + telefonopringning til BI om planer + anmodning om ’feltophold’

Ma 29. dec.: Hanne skriver til BI med anmodning om en uges feltophold (bilag nr. 7a og 7b) fra 5-10. januar. Thomas og Hanne aftaler, at feltnoter fra BI udsendes til akademikergruppen 12. (senest 13.) januar; møde afholdes cirka torsdag den 15. jan.

Ti 30. dec.: Hanne talt i telefon med Rygaard, BI, som er positivt stemt – også mht. til, at vi gerne vil igang hurtigst muligt efter nytår. Han havde dog ikke modtaget brevet – al post går over RH og tager 2 dage om at nå frem.

(dette indlæg er inspireret af Hannes oplæg til mødet, som desværre ikke ligger på bloggen endnu, men som kan fås efter henvendelse til Hanne, hj@mm.ku.dk).

Her vil jeg stille nogle spørgsmål mht. Medicinsk Museions indsamlingsstrategi:

Hvad er den grundlæggende strategi?
• skal vi bare begynde at samle et eller andet sted og se hvad der sker? Og lade den overordnede plan langsomt vokse ud af erfaringerne?
• eller skal vi lægge en overordnet plan først?

Hvis vi laver en overordnet plan (som jeg synes vi skal)?
• skal vi selv udarbejde planen i detaljer?
• eller skal vi lave en løs skitse og indbyde en række “kloge hoveder” til brain-storm?

Hvad er udgangspunktet for en indsamling?
• at identificere nogle vigtige begivenheder i efterkrigstidens historie – og samle for at dække disse (feks. vaccinationskampagner eller transplantationskirurgi)?
• at kontakte en række interesserede kontaktpersoner (dvs. kommende nye gæstekuratorer) – og bede dem at samle løs?
• at forestille sig nogle mulige fremtidige basis- eller særudstillinger (feks. “Klonerne kommer”) – og specifikt samle ind for at opbygge disse?
• at finde en “villig” samarbejdsinstitution – og samle i samarbejde med den?

Grundlogikken?
• skal vi følge et repræsentativitetsprincip (á la Nationalmuseet)?
• eller skal vi samle på særlig smukke ting (à la Kunstindustrimuseet)?
• eller ting som giver specielle oplevelser? (á la jernlungen)

Er der nogle fagområder/genstandstyper/miljøer vi simpelthen skal ha? Har vi nogle helt oplagte undladelsessynder (indsamling efter pligtprincippet)?

Er der nogle fagområder/genstandstyper/miljøer vi er specielt interesserede i? Er der noget vi brænder for (indsamling efter lystprincippet)?

Hvad for slags “ting” skal indsamles?
• materielle genstande? Instrumenter? Infrastrukturelle genstande?
• hele laboratorie- og/eller klinikmiljøer?
• billeder? – og skal vi selv affotografere miljøer?
• arkivalier? – og hvilken slags?
• interviews (audio, video)?

Hvordan får vi kontakt med “de vilde”? Skal vi:
• kontakte én af “høvdingerne” – og derefter lade ham/hende sprede budskabet via jungletelegrafen?
• sætte annoncer i alle mulige fagblade (Ugeskrift for Læger, Månedsskrift for Praktisk Lægegerning, Bibliotek for Læger, Dagens Medicine)?
• sende bunkebrev (bunkemail) til alle institutter/klinikker i Københavnsområdet?
• lave en folder som vi distribuerer med internposten?
• tage på “foredragsturné”, dvs. invitere os selv til institutmøder for at tale vores sag?

Findes der nogen museer vi kan lære af?
• hvordan ser Kunstindustrimuseets indsamlingsstrategi ud? Nationalmuseets? Musikhistorisk museum? Orlogsmuseets? Science Museum’s?

Hvorfor samler vi?
• for at lave udstillinger?
• for fremtidig forskning?

Hvordan påvirkes indsamlingsstrategien af vores forestillinger om “god” og “interessant” historieskrivningen?

Hvordan vil indsamlingsstrategien påvirke fremtidens historieskrivning?

Thomas

Kammeradvokaten har Titlen på dokumentet (Emma Gad KU.pdf) fik mig umiddelbart til at tro, at det drejer sig om takt og tone på KU (etiketteregler). Men det viser sig altså at dokumentet handler om strafbare forhold i og uden for stillingen. Så kælenavnet “Emma Gad” er lidt misvisende.

Men da det er sagt, så ville det faktisk være meget interessant at studere de mere eller mindre eksplicitte etiketteregler, der findes på universitetet, og i forlængelse heraf at udvikle et sæt vejledende etikette-regler for et dansk universitet i 2010-tallet.

Penkowa-sagen, som drejede sig om strafbare forhold, er bare toppen på et isbjerg af manglende fornemmelse af takt og tone. Man kan fx. spørge sig om følgende Emma Gad-etiketteregel stadigvæk er aktuel i dag:

“Vær ikke snobbet, vær ikke vigtig, vær ikke underdanig. Vær fordringsfuld overfor Dem selv – ikke overfor andre.”

Den deskriptive del af opgaven ville passende kunne lægges ud som en opgave for en PhD-afhandling i sociologi, antropologi eller etnologi — men den normative del af opgaven er en kollektiv process, som vil tage år af bevidste samtaler på universitetet.

Jeg tror jeg kan se kimen til et interessant forskningsprojekt her!

One thing I have never really got to terms with in the current academic climats is careerism, i.e., the pursuit of advancement as the main aim of being in académie.

In my humble view careerism is one of the major threats to knowledge institutions like universities and museums.

Pursuit of professional advancement as one’s chief or sole aim

have become institutions for making individual careers. The career is probably more important for most university and museum employees than any other aim

Jag är mycket obekväm med rollen som ”någon”. Jag trivs bra med att vara ”ingen”, men så är det alltid någon som vill ha mer. Men nu har jag upplevt hur det är att vara ”någon”. Då är det också mycket lättare att göra avkall på det.
Karl Ove Knausgård
http://www.nrk.no/programmer/radio/radiodokumentaren/1.7873434

In an earlier post, I suggested that the current enthusiasm for narrativity in exhibitions risks blocking for a more sophisticated understanding of how other modes of exhibition making (based on expository, descriptive and argumentatative rhetorical modes) can mobilised in a frutiful way.

But there are also other problems involved with the current fashion for narrativity, having to do with the way narration is actually entering the exhibition experience.

It is pretty difficult to turn label and wall texts into narratives. Also, single exhibition rooms cannot easily be made in narrative form, if if you would like to. In fact, the only way you can usually introduce a narrative dimension in a three-dimensional space during the build-up of the exhibition is to lay out a row of rooms in a narrative sequence so that visitors are forced to walk the gallery as if it were a story, with a beginning and an end.

However, where narrative can really become part of the exhibition experience (as our Swedish Exhibition Agency and Te Papa colleagues want it to) is when the visitor meets the exhbit. Here’s where the Stanly Fish pun comes in. The narrative moment might be brought into picture together with the visitor – when the non-narrative exhibition is presented to the public in forms of guided tours, either with a human guide or through some smartphone application. They may help the public to ‘read’ narratives into the exhibition.

And that’s a strong factor. Our student guides love it. They seem to be born story-tellers. And I understand why. When you stand with an audience of 5-15 people (and it doesn’t matter whether the audience is school children or seasoned academics like you), you almost by default go into a narrative mode of presentation. I’m no exception, as you will see in a few minutes. I easily transmogrify into a teller of anecdotes in a split of a second.

This sounds fun, and it is. It’s a lot of fun to tell stories and anecdotes. You really get the visitors’ attention – both to the story and (as a nice sideeffect) to yourself. You beam in the limelight of the narrative. You’re a master of a universe of stories for a while.

Now, the downside to bringing attention to the story and the story-teller is that the stuff gets no attention. The stuff becoms invisible. A narrative ‘reading’ of exhibitions blocks the attention to what, in my view, is the differentia specifica of museums and the exhibitions – the images and the material things.

In other words, the downside is that the images and things turn into props and occasions for stories. And then we loose sight of them. That, in my view, is the major problem with narrativity in exhibitions – when you introduce a narrative dimension in the way you present the exhibition, you almost automatically draw attention away from the material things.

Now, why is that a bad thing? What’s so great about material things in museums? Why shouldn’t they be reduced to props for stories?

Now comes the moment in my talk when I’m running out of time. But in the article that will hopefully grow out of this paper, I will underpin the argument against narrativity in exhibitions with reference to three theoretical frames:

1) One frame reference is to the now pretty famous argument against narrativity made by Galen Strawson some five years ago – shortly made that the focus of narrativity eclipses a focus on what he calls episodicity.

2) The other reference is to Sepp Gumbrecht and his distinction between presence and meaning.

3) And the third is the moral argument made by the late British philosopher and novelist Iris Murdoch, particularly in The Sovereignty of Good that the road to epistemic virtue is not to focus on yourself, but to focus on the real world outside you – whether this real world is constituted of material things or the grammar of a difficult foreign language.

*

Now, I want to use the rest of my allotted time here to demonstrate for you how some of these exhibition modes in practice.

We will do a tour through selected parts of our exhibition area and we will start here on the first floor – in the reception room, and then we’ll take a look at our latest gallery, called Balance and Metabolism, and then we’re going downstair to take a look at the installations.

Please be observant, look around, and ask yourself – what modes of discourse can you see in these galleries and installations?

(round-trip)