Torsdag den 2. december, kl. 15:00 er alle interesserede velkommen til åbningen af det nydannede Centre for Medical Science and Technology Studies. Det foregår i auditoret på Medicinsk Museion, Bredgade 62.
Først taler Sarah Franklin om “Life After In Vitro Fertilisation: Has Biology Become a Technology?”. Sarah Franklin er en af verdens førende forskere inden for videnskabs- og teknologistudier. Hun er især kendt for sine banebrydende studier af reagensglasmetoden (IVF), kloning, embryonforskning og stamcelleforskning. Hendes seneste bog handler om det klonede får, Dolly. Hun er en skarp analytiker, som kombinerer STS med antropologi, kønsforskning og kulturstudier. Hun har siden 2004 været professor på London School of Economics, hvor hun sammen med Nikolas Rose har ledet STS – centret BIOS.
Derefter taler Ken Arnold om “Art and Communication of Medical Science”. Ken Arnold er Head of Public Programmes ved Wellcome Trust, hvor han bl.a. har været ansvarlig for fondens store satsning på samarbejdsprojekter mellem forskere og kunstnere. Han er primært kendt som initiativtager til og kreativ leder af Wellcome Collection, som i løbet af få år er blevet én af verdens mest omtalte offentlige arenaer for biomedicinsk forskningskommunikation. I 2010-2013 er han visiting professor ved Medicinsk Museion for at bidrage til arbejdet med at opbygge et forsknings- og praksisprogram for’public engagement with medical science and technology’.
Centret, der markerer en ny satsning indenfor medicinsk STS, består blandt andet af professor Lene Koch (leder), professor Thomas Söderqvist, professor Signild Vallgårda, lektor Mette Nordahl Svendsen, lektor Klaus Høyer, adjunkt Jan Kyrre Berg Friis, adjunkt Henriette Langstrup, adjunkt Annegrete Juul, samt en række postdoc’s og ph.d.-studerende. Centret glæder sig til at tilbyde valgfagskurser til studerende og seminarer til det danske STS-miljø og indgår i et tæt samarbejde med det nyetablerede forskeruddannelsesprogram for Medical Science and Technology Studies ved Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet.