Skip to main content
Biomedicine in museums

Æstetik, læring og menneskesyn

By December 16, 2011No Comments

Næste tirsdag, den 20. december, vil vores egen Adam Bencard holde et oplæg i INDsigt-seminarrækken ved Institut for Naturfagenes Didaktik, KU, på temaet ‘Æstetik, læring og menneskesyn’:

Tilsyneladende er der ikke meget sammenhæng mellem æstetik og undervisning. Æstetik handler om kunst og hvorvidt ting er pæne, og undervisning handler om optagelse af fakta og rationel viden. Eller gør det? I dette oplæg vil jeg diskutere en alternativ opfattelse af æstetik og æstetikkens betydning i indlæringskontekst specifikt og i menneskesyn mere generelt. For går man tilbage i æstetikkens historie, mere specifikt til den tyske oplysningstænker og æstetikkens fader Alexander Gottlieb Baumgarten (1714-1762), så ligger der et helt andet sigte og et urealiseret program for æstetikken. Baumgarten udviklede ikke æstetikken som et studie af kunst eller skønhed, men mere generelt som en alternativ vidensforståelse, der strækker sig videre end rationalistiske og empiriske tilgange. Han forsøgte at inkludere sansernes erfaring og det levede liv som et af de vigtigste redskaber til at forbedre menneskelig viden og indsigt. Æstetik, ligesom undervisning, er bygget på nogle bestemte forståelser af hvad et menneske er og hvad god viden er, og det er nogle af de emner, som dette oplæg vil diskutere.

Tid og sted: Tirsdag d. 20. december, kl. 14:15 – 16:00. Institut for Naturfagenes Didaktik, Observatoriebygningen, Øster Voldgade 3, 2100 Kbh K. Indgangen til højre (seminaret holdes i undervisningslokalet). Deltagelse i seminaret er gratis, men send tilmelding til indsigt@ind.ku.dk,  senest den 19. december.

Thomas Söderqvist

Author Thomas Söderqvist

More posts by Thomas Söderqvist