Dagens mest interessante medicinhistoriske nyhed er ikke at Françoise Barré-Sinoussi og Luc Montagnier er blevet tildelt halvdelen af årets Nobelpris i fysiologi eller medicin for “their discovery of human immunodeficiency virus”. Den interessante nyhed er, at Robert Gallo ikke fik den samtidigt, og at han ikke en gang er nævnt i pressemeddelelsen (kun i et teknisk appendiks).
Sådan her bagefter er både forskere og historikere nok enige i at den franske gruppe gjorde den egentlige opdagelse af det virus som senere blev kaldt HIV. Og eftersom Nobel’s testamente lægger vægten på “opdagelse”, så skulle det ikke lede til flere spørgsmål. På den anden side spillede Gallo og hans gruppe ved NIH en meget væsentlig rolle både før og efter opdagelsen, især når det gjaldt om at fastslå HIV’s kausale betydning for udviklingen af AIDS. Så det er forståeligt at Gallo siger at det var “a disappointment” at ikke få tage del af prisen.
Det handler meget om hvad man mener med “opdagelse”, og hvilken opdagelse man taler om. Nobelforsamlingen ved Karolinska Institutet kunne have valgt at belønne arbejdet med at nå frem til, at HIV er årsagen til AIDS, snarere end opdagelsen af selve viruset — og da ville man ikke have kunnet forbigå Gallo (men så havde Harald zur Hausen ikke kunnet få prisen for “his discovery of human papilloma viruses causing cervical cancer”, i hvert fald ikke i år, fordi prisen ikke kan gives til mere end tre personer).
(Oversat fra mit blogindlæg på Biomedicine on Display tidligere i dag. Se også den danske professor Lars Fugger’s kritik i Politiken: http://politiken.dk/videnskab/article578527.ece )