Skip to main content
Monthly Archives

January 2009

Medical knowledge and medical practice in the 20th century

By Biomedicine in museums

The Nordic Network of Medical History (in which Medical Museion is a partner) is organising a workshop in Oslo, 4-6 November 2009 on the theme ‘Medical knowledge and medical practice in the 20th century’.

The workshop  — which is primarily intended for scholars from the Nordic countries — is about the interconnectedness of knowledge, practice and institutions, more specifically “the circulation of knowledge between medical science and medical practice, with a particular focus on an important aspect of medicine in the 20th century, medical technology”:

Medicine in the 20th century has both been subject to and itself caused a multiplicity of changes in what it means to be human. Be it diagnostics or therapy, computer tomography or organ replacement, the century has seen the creation of a whole set of novel ways of understanding and intervening into health and disease, many of them related to technological inventions: Organ replacement has challenged our concept of the human body, antibiotics and antibiotics resistances have reshaped infectious diseases; the rise of the risk factor has — to say the least — challenged the traditional association of sickness and symptoms of disease.

There will be keynote addresses from Kristin Asdal (Oslo), Thomas Schlich (Montreal) and Steve Sturdy (Edinburgh). In addition, the organisers are inviting abstracts for 30 min contributions, which can include topics like

  • the interrelationship of medical practice and medical sciences.
  • the circulation between different spheres such as hospital wards, practices, laboratories, and the public.
  • the material culture of medicine (instruments, machines, diagnostic apparatuses, statistical methods and laboratory practices).
  • how local knowledge is disseminated and how it acquires general status.

Send a title and an abstract (max 300 words) to Christoph Gradmann (christoph.gradmann@medisin.uio.no) and Anne Kveim Lie (a.h.k.lie@medisin.uio.no) before 20 April.

The meeting is hosted by the Section for Medical Anthropology and Medical History at the University of Oslo and will be held at Voksenåsen Conference Centre (www.voksenaasen.no/en). Food and lodging will be covered for all attendees.

The blurred distinction between research objects and museum artefacts in a university collection context

By Biomedicine in museums

As a university museum, we are constantly thinking about how to use our huge collection of medical artefacts (est. 150.000-200.00 items) for research and teaching purposes.

I mean, using artefacts in exhibitions is not that problematic. Find them on the shelves, dust them off, and put them in some kind of orderly display, that’s it. Well, it’s a little more complicated (especially the orderly display part :-), but that’s the essence of it. This is what museums usually do.

Using collections for teaching and research purposes doesn’t come easily, however. Most museums don’t have to think about it because they are not involved in much regular teaching, and (sorry to say this) because most museums don’t do much research at all (despite their occasional self-understanding). They are usually tuned towards producing exhibitions for mass consumption.

University museums are in a somewhat different situation. They are also involved in exhibition making, of course. But, in addition, they belong to institutions that value research and teaching activities much higher than displays for hoi polloi. So university museums are supposed to engage in research and teaching to a much greater extent than their non-university cousins.

Now, for the benefit of all university museums around the world, UMAC (University Museums and Collections, a subcommittee of ICOM) is organising its 9th international conference in 2009 around the theme ‘Putting university collections to work in research and teaching’, to be held at the UC Berkeley campus, 10-13 September 2009.

The conference theme interestingly takes the Polish Archival Dictionary’s definition of ‘archive’ — “an institution called upon to guard, collect, sort, preserve, keep and render accessible documents, which, although they are no longer useful on a daily basis as before, nonetheless merit being preserved” — as its point of departure:

It is worth considering the relevance of this definition to the status of university museums and collections. The archival role of public museums, their responsibilities to preserve the material heritage they contain, seems clear enough. In the case of university museums and collections, however, the description of being “no longer useful on a daily basis as before” is seldom accurate. Very frequently, the objects held in academic collections are still quite actively used in research and in the classroom. The dividing lines among the accumulation of objects in individual faculty laboratories, departmental teaching collections and fully-fledged university museums are blurry. Indeed, university museums are full of objects, specimens and artifacts that entered the university in the course of faculty research and teaching activities. In justifying the relevance (and in some cases even the continued existence) of university collections, their ongoing utility in relation to the teaching and research missions can be paramount (my emphasis).

The organising committee welcomes presentations from the full range of university collections:

Universities are very different from public museums in containing research materials that may be lodged in formal museums, departments, and individual faculty labs and offices, and that span the full disciplinary range of the university. This multiplicity of collections, and the slippage among them, has created challenges and opportunities that may be analyzed and even celebrated as part of the unique culture and history of university museums. How do collections respond to changes in their user communities, to conflicting demands by different user groups, or to changing research technologies? Collections of historical scientific instruments are good examples of artifacts that have shifted from being research tools (in the sciences) to objects of research themselves (in the humanities). How might these sorts of transformations be encouraged? What are some examples of renewed scholarly or scientific activity that have resulted from either new museum initiatives? How can preservation as a primary mission be balanced with active research and providing classroom access?

They encourage papers that give an historical perspective to these questions, papers that address instances of current programs, difficulties and successes, and papers that suggest new models for developing the research and teaching potential of museum collections for diverse user communities:

  • Where are university collections and museums placed within the administrative structure of the university? Are they allied to one particular department or discipline, or are they freestanding in their research affiliations? How has administrative placement affected research uses, demands by different user groups, and other functions of the museum? How can collections make themselves more visible to new scholars and students so that they can maximize their research potential?
  • All disciplines change over time, asking new questions, employing new methods and exploring new objects. Inevitably this means that the relationships of material collections to their disciplines also shift. How have these changes affected the research potential of collections? One dramatic instance in recent decades has been the emergence of increasingly sophisticated forms of DNA analysis, which have changed not only the nature of cladistics but also transformed the relevance and viability of natural history collections.
  • Interdisciplinary and multi-disciplinary collaborations are now at the forefront of most research, even in the humanities. How have such collaborative research programs affected the use of collections?
  • How are collections used for teaching? Are there accessibility issues that must be solved? In particular, how are they made available to undergraduates for research as well as teaching or display purposes? Are there instances where public or community groups become involved in the teaching or research functions of the museum? How can university museums and collections best convey the findings of current research to students and the general public? Can and should the research mission of a museum be integrated into its public mission?

You have to observe a host of rules if you want to submit an abstract before 31 March; see the call for papers here. See also the UMAC’s website.

Smart spam for questionable acai berry health products

By Biomedicine in museums

During the last months this blog has experienced quite a lot of smart spam comments which more or less indirectly recommend a variety of oh so healthy acai berry juices. They never advertise openly for the product, the texts are varied and pretty cleverly written, and they almost always relate somehow to the post they comment on. But when you click on the sender’s name you are directed to their product pages, like this one.

Here’s an example — a spam comment for MonaVie juice, a highly contested ‘health’ product:

If I hadn’t read about the lawsuits against MonaVie I would almost feel a kind of sympathy for these guys. They sell a potentially healthy, or at least harmless, product, they probably don’t earn as much profit as weapon dealers, and they go out of their way to try to formulate reasonably intelligent (everything is relative, of course) comments (or maybe they have spam robots that can ‘interpret’ my posts and formulate a seemingly intelligent comment?). In this case, the MonaVie spam comment refers to a colourful post.

And yet, after all their effort to appear serious, I mercilessly delete them. Splat! Like a fly on a window pan.

By the way, this wave of spam began after we had been become part of the Wellsphere community.

Preannouncement for Artefacts meeting at Science Museum in September

By Biomedicine in museums

I have written about the Artefacts meeting series before (here, here and here). The 14th meeting will be hosted by Science Museum in London on 20-22 September 2009. The topic will be “The relations of science and technology as portrayed in museums”. Reserve the dates. Deadline will be around 1 April, but we’ll be back with a more formal and detailed announcement.

Er Design4Science simpel nok?

By Biomedicine in museums

spørger Camilla. Af tilbagemeldingerne at dømme, er indholdet i udstillingen svært at forstå. Det er jeg sådan set enig i, men jeg tror ikke det er pga. det videnskabelige (proteinkemiske, molekylærbiologiske) indhold i sig selv, men snarere måden dette indhold er fremstillet på.

Sagen er jo den, at samfundsteorier, for ikke at tale om litterære eller æstetiske teorier, gennemgående er meget sværere at forstå end basal kemi og biologi (spørg bare 2. generations indvandrere, som synes at samfundsfag og humaniora er meget sværere end naturvidenskab og teknik). Det har med indforståethed at gøre. Problemet med Design4Science er at den i vid udstrækning præsenterer biologi og proteinkemi på en alt for indforstået måde — den giver hverken den videnskabelige eller historisk/kulturelle kontekst som ville gøre det nemmere. To eksempler:

1) Den animerede film (“The Inner Life of the Cell”) som vises på den hvide Mac-skærm i hjørnet i den sidste store udstillingsstue er fuld af fantasiæggende former og farver i bedste Pixar-stil. Men der gives ikke nogen som helst forklaring af hvad man ser. Vi får fx ikke at vide at det var verdens bedste animeringshold (dem bag ‘Shrek’) som lavede den i 2005-2006 som undervisningsmateriale i samarbejde med biologer ved Harvard (se tidligere post om den her) og vi får ikke noget at vide om designarbejdet bag den. De pseudo-3D-billeder man kan lave med animeringstekniken kontrasteres ikke med tidligere 2D-billedteknik. Og fremfor alt får vi ikke noget som helst at vide om hvad man “ser” på billederne, dvs. hvad animeringen skal “forestille” — celleorganeller, proteinmotorer, cytoplasmatisk netværk, ribosomer, proteinsyntese, mm. Man kunne godt have brugt et halvt eller helt rum i udstillingen med at gå i dybden med hvordan animering (movie design) af molekyler og cellestrukturer foregår, hvad for slags data animeringen bygger på og hvor meget, der er pedagogiske forenklinger (fx. tomrummet mellem molekylerne og alt sker i ekstrem ultrarapid), hvor meget der er fri animeringsfantasi (fx. farverne), og hvor meget, eller lidt, som er eksperimentelle “facts”. Den slags forklaringer og kontekstualiseringer ville have gjort skærmbilledet mere begribeligt, og ikke gjort det æstetiske indtryk mindre — tværtimod, tror jeg.

2) John Sulstons studier af programmeret celledød (Nobelpris i 2002 sammen med Sidney Brenner og Robert Horwitz) bliver vist meget summarisk. For den som kender bare lidt til Brenners og Sulstons forskning er det ret fantastisk at se Sulstons egne notesbøger. Det må være lidt ligesom musikhistorikere, der får sommerfugle i maven når de ser et håndskrevet originalpartitur til en af Beethovens symfonier — jeg undslap i hvert fald et højt wow! når jeg indså at det var the real thing som lå under glasskiven. Men for den uindviede er disse notesbøger lige så håbløst uintressante som det er at se Dødehavsrullerne i original, hvis man ikke har læst eller hørt om Bibeln. Det kræver mere af videnskabelig forklaring og historisk kontekst for at forstå, hvordan Sulston brugte Brenners elskede C. elegans til at følge den genetiske progammering af hver eneste celledelling og celledød, celle for celle, i den lille orm. Som den nu bliver præsenteret, er det bare en masse ringer og nummer i en bog. En slags uforståeligt laboratoriepartitur.

Jeg kunne give flere eksempler. Pointen er altså, at selv om udstillingen umiddelbart er svær at forstå, så er meget af det biologiske faktisk ret nemt når man får det forklaret og sat i sin historiske sammenhæng. Det kræver bare mere plads og mere tid og meget mer omfattende udstillingsforberedelsesarbejde. Og det kræver at man gør mere ud af forskningen som kognitiv produktionsproces — hvordan tænkning  og eksperimentelt arbejde samvirker, hvordan instrumenter, data og fantasi går op i en højere enhed. Udstillingen proklamerer denne højere enhed, men den viser det ikke.

Det betyder ikke at Design4Science er en dårlig udstilling. Den er enormt flot, Shirley Wheeler har gjort en fantastisk arbejde med at indsamle disse smukke billeder, modeller og dokumenter og lave en helstøbt udstilling af den. Som estetisk oplevelse synes jeg at den er bedre end meget af det, der bliver vist på kunstmuseerne og gallerierne i dag. (Og den står meget bedre her på Medicinsk Museion end den gjorde på Nobelmuseeet sidste år, hvor den næsten forsvandt i den store søjlehal). Men samtidigt er den altså et godt eksempel på, hvor utroligt svært det er at lave udstillinger på grænsen mellem videnskab, kunst og historie. At lave udstillinger hvor den videnskabelige process, den æstetiske dømmekraft og den kritiske historiske tænkning forenes. Det er ikke lykkedes for Design4Science — og det er næppe lykkedes for nogen anden udstiling jeg har set, men det forhindrer jo ikke at vi kan have det som et mål at stræbe efter.

Problemet er altså at det er svært at triangulere en pedagogisk uddannelsesudstillilng (som de ville gøre det på Experimentarium), en kunstudstillilng (som de ville gøre på Kunstindustrimuseet) og en kulturhistorisk udstilling (som fx. Nationalmuseet ville lægge op til).  Design4Science ligger meget tættere på kunstudstillingen. Men vi skulle nødig gå i den anden grøft og begynde lave udstillinger som en form for museumsdidaktik. Så jeg tror vi kan lære rigtigt meget af at gennemgå Design4Science og analysere i detaljer både der, hvor den ikke kan bære og der, hvor den (faktisk og i stort omfang) er en succé. 

For så at svare på Camillas spørgsmål. Jeg tror at indholdet i Design4Science er simpelt nok. Men det er ikke kontekstualiseret nok.

Phillip Warnell's current art/research work at Medical Museion

By Biomedicine in museums

Artist Phillip Warnell (see earlier posts about his movie ‘The Girl With X-Ray Eyes’ and his pill camera installation) is just now visiting Medical Museion, where he is researching possibilities for a number of visually and conceptually driven projects.

Firstly, Phillip is guest-editing an issue of The Performance Research Journal on the theme ‘Transplantations’ (see more here). As well as inviting contributions from an interdisciplinary group of academics, artists, biomedical researchers etc, the plan is to have a photo-editorial series of inserts, with images corresponding to broad notions of transplantation. Phillip is therefore working with Medical Museion’s collections on visual research forms, sourcing material that can be appropriate for publication in this context.

Secondly, Phillip has for some time been generating material towards the development of a theatrical/peformative project on the simultaneous spread of theatre and the plague across Europe. In 2007, whilst researching at Hotel Dieu in Lyon, he came across a pattern for an original plague doctor mask, part crow, part breathing apparatus. He have had three such replica masks manufactured, and is hoping to combine these photographically (at a later date) with the enigmatic plague ambulance held in the collection (a black synergy), along with undertaking collaboratively some more ‘forensic’ research into the rather mysterious origins of the ambulance itself.

Finally, he is working in a project financed by Leverhulme Trust (a fellowship) entitled ‘The Anxious Object’, looking for points of connectivity between objects and their properties (material and psychic), psychology, invisible phenomena or other discreet supplements. The model for this idea has been his performative group portrait working with the sole surviving baquet of Franz Mesmer, housed in the Museum of Medicine and Pharmacy in Lyon. This portrait involved photographing separately, and assembling digitally, a group who collectively surround this extraordinary therapeutic object, intended to balance one’s animal magnetism. The current research, significantly, draws from a number of biomedical archives and personal collections, assembling what may become a part publication, part sculptural project, one highlighting the essentially a-visual.

Design og videnskab

By Biomedicine in museums

Jag har lige mailet lidt frem og tilbage med en af de inviterede gæster ved åbningen af Design4Science i tirsdags. Mogens Engelhardt er uddannet biokemiker og specialist i hvordan kromatinet (dvs. den komplekse blandning af DNA og protein som danner kromosomerne) er organiseret i cellekernen. Eftersom det kun er ansatte ved Medicinsk Museion som har skriverettigheder på den her blog, gav Mogens mig lov til at gengive vores mailkorrespondence om design og videnskab:

Mogens til Thomas (20. januar, kl. 22.46):
Tak for idag – det var rigtigt morsomt at se den fine udstilling med mange interessante og smukke bidrag. Når man taler om design i forbindelse med videnskab kan det af og til være lidt svært at se hvor videnskaben holder op og hvor designet begynder. Sådan som jeg forstår udstillingen og de indledende taler, så tales der om design dels i form af afbildinger i 2D eller 3D, som kan bane vejen for videnskabelig erkendelse og forståelse – og design forstået som kunst med inspiration fra videnskaben. Jeg synes nu selv at man kun kan tale om design i sidstnævnte tilfælde, men det kan jo blive en strid om ord.

I den forbindelse fik jeg lyst til at sende dig et eksempel på hvad fysiske modeller kan føre til (jvf. denne artikel). Jeg havde i elektronmikroskopet set nogle mønstre i kromatinet, som ikke kunne svare til 2D projektioner af eksisterende kromatinmodeller. For at undersøge om de teoretisk ville kunne forklares ud fra andre mulige, men ukendte konformationer af det nukleosomale filament, var jeg derfor nødt til at bygge modeller og se om de kunne antage former, der kunne gøre rede for observationerne. Da fortolkning af billeder i 2D ved hjælp af modeller kræver fantasi og forestillingsevne, kunne jeg ikke bruge computermodeller, men måtte lave fysiske modeller. Det nukleosomale filament indeholder to vinkler, der kan varieres fra hhv. 0-180 og 0-360 grader uafhængigt af hinanden, og derfor var det afgørende at kunne sidde med modellerne i hånden, variere vinklerne og bl.a. prøve hvordan de muligvis kunne flette ind i hinanden. Jeg havde i øvrigt modellerne med til en poster ved et møde i Cold Spring Harbor i 2006:

(modellerne er lavet med plasticbetrukken kobbertråd, som jeg købte i det nærmeste byggemarked

Thomas til Mogens (21. januar, kl. 08:15)
Hej Mogens, selv tak!  Jeg håber du vil donere dine fysiske modeller til vores samling på et tidspunkt! Gerne sammen med posteren (vi har en ret stor samling af scientific posters, fra 1970-erne og fremover, indsamlet på Panum og Rigshospitalet).

Mogens til Thomas (21. januar, kl. 12:54)
Det vil jeg meget gerne, men foreløbig vil jeg gerne beholde dem lidt endnu, da de har stor affektionsværdi for mig. Det var de fem bedste måneder i hele mit forskningsliv da jeg i foråret og sommeren 2006 opdagede fibrenes geometri. Alt arbejdet foregik hjemme hos mig selv og hele hjemmet var overstrøet med modeller plus en stor opstilling til fotografering af modellerne. Jeg var helt alene og fuldstændig opslugt af det døgnet rundt.
 
Nu skal jeg nok lade være med at fylde din postkasse mere i fremtiden, men da nu forbindelsen mellem videnskab og design er på dagsordenen, så vil jeg nu alligevel vise dig hvad jeg forstår ved kunst (og ikke design) med inspiration fra videnskaben. Jeg holdt op på Panum i efteråret og forærede i den anledning min afdeling de to billeder, som er vedhæftet. Det blå er lavet på computeren ud fra et sort-hvid EM-foto af cellekernen (plus lidt cytoplasma i nederste venstre hjørne):

 

Det røde er det samme, blot i komplementærfarver:

Jeg fik dem lavet som canvas-billeder i størrelsen 70 x 70 cm, dvs. billedfilen bliver overført til lærred og spændt op på en blændramme ligesom et maleri. De hænger nu i frokoststuen på 18.2 på Panum Instituttet;

Thomas til Mogens (21. januar, kl. 15:41)
Flotte billeder – ja, det er vel den måde mange tænker sig at videnskabelige billeder bliver omsat i design. Men er det ikke sådan, at hver eneste modellering er et designarbejde? Når en proteinforsker bygger en molekylemodel, så har han jo kun primærdata i form af røntgenkristallografiske punktmønster, massepektrometriske data, aminosyresekvensdata, etc. Og den fysiske model er et stykke designarbejde på grundlag af disse data. Modellen er jo et gæt, kvalificeret men alligevel et gæt. Så du i udstillingen John Kendrew’s myoglobin-modell udført af en akvarelmaler?
 
Det lyder herligt — tænk at gå på pension lige efter de bedste fem måneder i ens forskerliv — for mange er det nok omvendt: de bedste fem måneder var et sted i begyndelsen og så går det langsomt ned ad bakke i 30 år. Så man må nok sige at du har været heldig.

Jeg kan levende sætte mig ind i, at modellerne har stor affektionsværdi for dig, så jeg vil spørge vores indsamlingsansvarlige (Søren Bak-Jensen) om han vil notere at de findes derude et sted, og så kan vi jo rykke for dem (på den milde måde) om – ja, hvor lang tid?

Mogens til Thomas (21 januar, kl. 18:13)
Den traditionelle betydning af ordet designer er vel en formgiver, og vel at mærke én, der giver brugsgenstande en personlig form, ud fra kunstneriske og/eller anvendelsesmæssige overvejelser. Hvis det ikke er en brugsgenstand, kaldes skaberen for en kunstner. Designeren forholder sig til objektet og dets anvendelse som kunstneren forholder sig til virkeligheden, om det så er den, man kan opfatte med sine egne sanser eller den, der fremkaldes gennem videnskabelige data. En designer er ikke én, der forsøger at afbilde virkeligheden så nøjagtigt og objektivt, som muligt i 2D eller 3D. Og design er det modsatte af gætteri – det er resultat af en beslutning om at sådan synes designeren nu altså at genstanden skal se ud efter de inspirationskilder han eller hun nu måtte have. Det meste af det, der vises på den – iøvrigt meget fine – udstilling kaldes vel kun design fordi man ikke har noget bedre ord for det. Meget af det ville jeg kalde videnskabelige illustrationer med større eller mindre kunstnerisk bearbejdelse. I mine øjne husker jeg kun smykkerne som rigtigt design. Den videoinstallation, hvor beskueren blev afbildet via et videokamera mens cellerne delte sig og eksploderede, kunne lige så godt have været vist på U-Turn kvadriennalen for moderne kunst – jeg kan ikke se begrundelsen for at den skulle kaldes design. Og det er dér, hvor jeg ser det rigtigt spændende i at fortolke videnskabelige data på en kunstnerisk måde: at videnskaben træder i baggrunden i selve kunstværket, men giver det en uventet dimension ved at være fortællingen bag det. 
 
Nu var vi inviterede universitetsfolk jo nok heller ikke det mest taknemmelige publikum, da meget af det udstillede kunne minde os en del om illustrationer fra lærebøgerne. Som én udtrykte det efter at have set udstillingen: Jeg føler slet ikke at jeg har fri! Besøgende uden for videnskabens verden vil utvivlsomt se udstillingen med helt andre og friske øjne, og få sig nogle rigtig gode overraskelser og oplevelser. Og så kan det jo være ligegyldigt om man kalder det design eller noget andet. Men design – hm, jeg tror at min slægtning, Knud V. Engelhardt, der jo i øvrigt regnes for Danmarks første designer, ville undre sig en del over nutidens udvandede designbegreb. (Hans livsværk står nu i den danske kulturkanon, har jeg set, og det er jeg jo lidt stolt af)
 
Med hensyn til modellerne, så kan det vel være det samme om de står i min kælder eller i et depot hos Jer. Jeg forsyner samlingen med en kopi af vores korrespondance og skriver en tydelig besked om at de + poster efter aftale skal tilfalde Medicinsk Museion. Jeg skal nok kontakte Jer på et tidspunkt, og de vil under alle omstændigheder tilfalde Medicinsk Museion efter min død. Så kan det jo være at du ikke længere er direktør, og så vil den nye direktør måske bare sige: Nå, skal vi nu have mere ragelse?

Mogens til Thomas (24. januar, 16:00)
Jeg lovede godt nok ikke at fylde din postkasse med mere kunst/design, men da jeg nu havde vist et eksempel på forsknings-inspireret kunst, synes jeg lige at jeg vil også illustrere med et eksempel på videnskabeligt inspireret design – grafisk design. Her er omslaget til et af Biokemisk Forenings årsmøder, som jeg lavede den gang jeg sad i bestyrelsen:

Du vil sikkert kunne se at det er inspireret af gamle skrifter, så som Book of Kells, hvor den store, slyngede figur minder om et stort begyndelsesbogstav, mens de små bogstaver, som angiver en aminosyrekæde, fører tanken hen på linier i en tekst. Den slyngede figur er inspireret af molekylstrukturen af ribonuklease A (her fra Wikipidia):

Foreningens logo viser forbindelsen mellem celler og kemi: to planteceller af form som et purinringskelet, hver med en cellekerne.

Museum visitor feedback video system

By Biomedicine in museums

Wow! Click on this museum visitor feedback video system software, developed by the Dutch web service company Skipintro (used here for visitors to Amsterdam Rijksmuseum‘s hyped Damien Hirst diamond skull show). Wonder what it costs?

Nina is right: it’s not ‘museum 2.0’. But it’s a pretty nice visitor feedback system. This particular design (human faces circling around Hirst’s diamond skull) makes it especially attractive, of course. The best is actually the background sound of pooled voices — a constant murmuring in Dutch and occasionally English.