June 2012

Hvordan kan og bør et universitetsmuseum udvikle sig i dag?

Igennem flere år har vi internt ført diskussioner om Medicinsk Museions fremtidige udvikling. Jeg tror tiden er moden nu til at føre diskussionen ud i det offentlige rum – med fuld bevidsthed om den risiko, der ligger i, at internet-trolls og ondsindede journalister forplumrer den.

Realistisk aktivisme
Den helt konkrete anledning til dette indlæg er, at jeg i weekenden læste dagbladet Informations temaavis Opbrud, som i disse dage bliver delt ud på videregående uddannelser, ungdomsuddannelser, højskoler og biblioteker over hele landet. Det er 40 siders inspirerende avislæsning om en lang række initiativer, som vil gøre en forskel og ændre verden.

Temaredaktør Søren Heuseler og redaktionsmedlem Andreas Harbsmeier formulerer opbrudsopgaven omtrent sådan her (s. 2):

• Den dybe sociale, økonomiske, økologiske og kulturelle krise, vi befinder os i lige nu, kan være en åbning til at skabe en grundlæggende anden verden, der bygger på bæredygtighed og social ansvarlighed.
• Der findes mange unge rundt om i verden, der forsøger at reagere fremadrettet og ansvarligt over for en fremtid, der ellers kan synes sort og perspektivløs.
• Tilliden til overordnede politiske løsninger fortaber sig i manglen på perspektivrige beslutninger — men trods dette opstiller mange unge i dag alternativer til en europæisk og global dagsorden.
• Det handler ikke om at formulere nye politiserede og teoretiske revolutionstanker — men om en såkaldt realistisk aktivisme, som fx. Veronica D’Souza’s Ruby Cup-projekt.
• Realistisk aktivisme handler om at kombinere solidaritet med iværksætterambitioner. Man må faktisk gerne tjene penge og blive populær samtidig med, at man tænker bredere, mere visionært og mere socialt — og man må gerne have det sjovt, mens man gør det!

Nogle tænker måske, at dette lyder som socialisme. Eller som småborgerlig kapitalisme? Jeg tror ikke, at det er nogen af delene. Jeg tror, det handler om, at en veluddannet ungdomsgeneration er led og ked af, at politikere, virksomhedsbestyrelsesmedlemmer og bureaukrater i organisationer og statslige myndigheder lægger låg på den innovationslyst og kreative iværksættertrang, som kommer indefra, nedefra og udefra organisationer, myndigheder og store virksomheder.

Kan universitetsmuseerne tage kriseudfordringen op?
Universiteterne ikke nogen undtagelse. Medicinsk Museion er en del af Københavns Universitet, og jeg taler næsten hver uge med både gamle og nye kollegaer, der giver udtryk for, at den administrative ‘kultur’ på universiteterne stille og roligt er ved at inddæmme den kreative kultur.

Den kritik er der ikke noget nyt i. Det er blevet sagt hundredvis af gange før og der er blevet afholdt konferencer og skrevet artikler og bøger om problemet. Men desværre bliver det næsten altid ved de kritiske stemmer, og det ender ofte i en kombination af irritation, opgivenhed og og nostalgi. Mine gamle kritiske universitetskollegaer brokker sig over Universitetsloven og ‘fra forskning til faktura’-formlen, manglen på basismidler og bogstavelig talt ånds-svage administrative tiltag. De færreste kommer med konstruktive forslag til, hvad man kan gøre for at generobre kreativiteten, iværksætterånden og glæden ved at arbejde og skabe.

Nostalgien duer ikke. De gode gamle dage kommer ikke igen. Forget it! Det samme gælder på museerne. Glem nostalgien, de gode gamle dage, hvor man kunne nørde med en lille Feinschmecker-samling i årevis. Den slags museer er historie.

For mig at se, er det en eneste alternativ at genopfinde den kreative kultur på ny.

Det, som jeg håber på, er, at studerende, ph.d.er og postdoc på universiteterne begynder at tænke i den slags ‘realistisk-aktivistiske’ baner, som Heuseler og Harbsmeier beskriver i deres indledningsartikel til Opbrud-temaavisen.

Og jeg håber, at en yngre generation af kuratorer (jeg bruger bevist ordet kurator for ansatte, som ”sørger for” samlinger og ting og fravælger det hæslige ord  ‘museumsinspektør’, som oser af embedsmandsvælde) begynder at tænke i de ‘realistisk-aktivistiske’ tankebaner.

Som en kombination af forsknings-, kulturarvs- og formidlingsinstitutioner, er universitetsmuseerne faktisk velplacerede til at udvikle den slags solidarisk iværksætterkultur.

For det første ansporer den omsorgsfulde (kuraterende) omgang med materielle genstande og billeder forskerne og kuratorerne til at blive mere realistisk tænkende og handlende mennesker (ordet ‘realistisk’ er jo afledt af det latinske ord ‘res’ = ting).

For det andet rummer universiteterne trods alt stadigvæk et kreativt potentiale. På trods af det omsiggribende new management-sprog, de mange administrative cirkulærer og overfladiske effektivitetsmålinger er forskningsfriheden endnu ikke fjernet, hverken på papiret eller i praksis.

Og for det tredje (og her vil mange af mine åbent venstreorienterede kollegaer nok være uenige) har man på universiteterne, især på de ‘våde’ fakulteter, en aktiv iværksætterkultur, fx. ved at forskere etablerer private biotekvirksomheder.

Som værende et universitetsmuseum har Medicinsk Museion gode forudsætninger for at tage kriseudfordringen op og være med til at skabe noget nyt. Som universitetsmuseum har vi frihed til at udvikle kreativ og legende forskning. Som universitetsmuseum har vi realistisk jordforbindelse. Og som et lille museum kan vi manøvrere hurtigt i en foranderlig verden.

Og så til sidst det med særklasse
Jeg synes det mest interessante i Søren Heuselers og Andreas Harbsmeiers ‘realistisk-aktivistiske’ verdensbillede er beskrevet afslutningsvist: “Måske er særklasse dét, der skal til”.

Ord som ‘verdensklasse’ og ‘særklasse’ er efterhånden blevet en joke på universiteterne. Ti års universitets- og forskningspolitisk spin har gjort dem indholdsløse. Men Heuseler og Harbsmeier fylder dem med nyt indhold:

Særklasse er de øjeblikke, hvor nogle mennesker i fællesskab træder uden for rammerne og gør noget andet.

Det er den form for ‘særklasse’, jeg ønsker, at et universitetsmuseum som vores skal indtage.

På mange måder lever vi allerede op til de sædvanlige politiske ønsker om ‘verdensklasse’: Vi publicerer i ledende internationale tidsskrifter med høj impact-faktor, og vi laver internationalt prisbelønnede udstillinger.

Men den slags er kun overflade. Det, som virkelig betyder noget, er at være i ‘særklasse’. Dvs. fx.

• at træde uden for de givne universitetsmuseale rammer og gøre ‘noget andet’.
• at hjælpe med at sætte nye dagsordner for museumsverden generelt.
• at omfortolke hvad ‘formidling’, ‘materialitet’ og ‘kulturarv’ betyder.
• at tænke i nye baner for forskningsformidling og engagement i videnskab.
• at omformulere synet på forholdet mellem samfund og forskning og mellem kunst, kultur og videnskab.

At være i ‘verdensklasse’ er kun begyndelsen. Den svære opgave er at være i ‘særklasse’. Hvordan gør vi det? Har mine kollegaer på universiteter og museer rundt om i landet nogen mening om, hvad det indebærer at være i ‘særklasse’?

(billedet er fra http://brechto.blogspot.dk/2010/11/what-is-activism.html)

Last week, I was invited to give a speech about the future of science communication at a dinner arranged by the Center for Healthy Ageing here at the University of Copenhagen.

The terms for the speech were harsh. I got a mere five minutes between the entree and the main course — and I wasn’t allowed to use powerpoint!

So how to catch the attention of 35 hungry academics in a noisy restaurant?

My solution was to translate the main ideas in my health science communication vision into a classical menu format:

[flickr id=”7306845266″ thumbnail=”medium_640″ overlay=”true” size=”large” group=”” align=”none”]

The noise in the room was overwhelming, but the menu largely spoke for itself.

• Appetizers is what journalists and traditional media can serve to meet the immediate needs for sensation.
• University communication departments serve tossed press releases dressed with branding oil and disseminated facts of the season.
• The main course is social media in all varieties — and what all students and faculty should be engaged in.
• And, finally, museums like ours can provide some food for enlightened cultural discourse.

I only needed to say (or rather shout) a few extra sentences, like “each of this courses can satisfy only part of your health science communication needs”, and “a rounded communication environment probably needs all four courses”.

It was great fun, and the guests apparently liked it.

For et stykke tid siden fik vi en mail fra Hanne Schrøder, der er uddannelseskoordinator ved Sundhedsservicesekretæruddannelsen på Niels Brock handelsskole og en ofte tilbagevendende gæst på Medicinsk Museion.

Hanne Schrøder indleder med at fortælle, hvor glad hun har været for at komme på museet sammen med sine elever, venner og familje:

Jeg er kommet på det fantastisk spændende museum mindst to gange om året gennem de sidste 7 år. Jeg kommer fast med klasser af voksne elever fra Niels Brocks sundhedsservicesekretæruddannelse, derudover har jeg været på museet med venner, veninder og min famile, hvor mine to største børn begge er medicinere, og opfordret mange til at besøge museet osv. Fordi jeg synes, det er et meget interessant museum, fordi I har så mange gamle originale, sjove og interessante ting fra vores fælles sundheds- og sygdomshistorie, og fordi museet er indrettet i lige præcis dén gamle bygning. Vores elever er også altid begejstret for museumsoplevelsen, hvor de gennem årene har fået mange aha-oplevelser, der sætter mange tanker igang, som relaterer sig til det de lærer på uddannelsen og i deres praktikforløb på hospitaler og klinikker.

Men hun er også kritisk over nogle af de ting vi laver:

Gennem de sidste par år er der hver gang, jeg har været på museet, forsvundet interessante ting fra samlingen, fordi der åbenbart skal lægges en ny linie? Jeg kan nævne en række ting og hele rum, der stor set er forsvundet, men det kender du jo alt til. Formidlingen er blevet meget mere kedelig, når de gamle originale rekvisitter mangler, og omviserne kun har små og færre montrer at tale ud fra. Har I tænkt jer at slette ordet ‘historisk’ i museets navn? Man skulle næsten tro det!? Det er alt det medicinske- og sygdomshistoriske, der er så sjovt og interessant ved museets udstilling.

Og fortsætter:

Jeg er helt klar over, at mine små pip ikke kan ændre noget ved den linie, I er ved at lægge for museet, men jeg blev bare så ærgerlig over – igen! – at opleve nye og markante “mangler” ved vores besøg i torsdags (bl.a. den lille bitte dukkeseng, I har lavet i stedet for den originale fraktur-seng, er da topmålet af dårlig formidling). Jeg kunne egentlig godt tænke mig at kende jeres begrundelse for fjernelse af så mange interessante historiske genstande og hvor det lige er, museet er på vej hen?

Venlig hilsen en frustreret museumsgæst.

Hanne Schrøder

Et par dage senere fik vi en fodnote:

Jeg kan jo iøvrigt se på jeres afsendersignatur, at I rent faktisk har fjernet ordet historisk fra museets navn, men samtidig bevaret det gammeldags Museion. Det har jeg, som sådan, ikke noget “problem” med, da ordet museum/museion jo angiver, at det er noget historisk, der trækker tråde tilbage, og navnet bliver lidt kortere. Det er blot linien og fjernelse af diverse artefakter, jeg er ærgerlig og forundret over.

Jeg har valgt at gengive Hannes Schrøders mail i dens helhed (og med hendes tilladelse, selvfølgelig), dels fordi jeg på den ene side godt kan leve mig ind i hendes ærgrelse, og dels fordi jeg gerne vil benytte lejligheden til at forklare, hvad det er vi har gang i her inde på Danmarks medicinske museum — og forhåbningsvis kunne fastholde Hanne og hendes elever som besøgende også i fremtiden.

Mit svar

Som udgangspunkt er jeg selvfølgelig meget glad for at Hanne Schrøder har besøgt vores museum så mange gange igennem årenes løb — og at hun og hendes elever synes Medicinsk Museion er et spændende og interessant museum, som de kan relatere til i undervisningen.

Men påstanden om at vi skulle have fjernet et række rum og historiske ting fra museets udstillinger er ikke korrekt.

I de seneste syv år er museet tværtimod blevet udvidet med en række nye udstillingsrum og genstande:

I stueetagen har vi siden 2004 åbnet en helt ny etage på ca. 150 kvm (hele stueetagen blev indtil 2004 benyttet som kontor) med otte nye udstillingsrum. I de nye rum har vi vist to store separatudstillinger — hhv. Oldetopia i 2007-2008 og den internationalt prisbelønnede Del & Hel i 2009-2010. Begge udstillinger viste mængder af historiske originalgenstande.

I dag bruges de nye udstillingsrum i stueetagen til:

1. reception og kasse, med Container Wall-installationen der indholder hundredevis af tidligere ikke udstillede ting.
2. garderobe med en række tidligere ikke udstillede artefakter (det medicinske hittegodskontor/Left Luggage Room).
3. et rum om epidemier, der indholder ting, som er flyttet fra en tidligere placering på 1. sal.
4. et særudstillingsrum for kunstudstillinger med skiftende nye ting (p.t. udstillingen Experiences of Ageing).
5. et rum med Kejserinden Dagmars rejseapotek, der blev indsamlet i 2005.
6. et rum om kirurgi (med ting, der er blevet flyttet fra 1. sal) og proteser, som ikke er blevet udstillet før.
7. et lille rum om Frederiks Hospital, med ting der er blevet flyttet fra den tidligere placering på 1. sal.

Går vi så til 1. sal, har vi siden 2004 etableret følgende nye udstillingsrum:

1. et rum tilegnet Niels Finsen og lysbehandlingen av hudtuberkulose med en række unikke genstande fra samlingerne
2. to nyistandsatte udstillingsrum, som bruges til udstillingen Balance og Stofskifte og som er fyldte med historiske artefakter, der ikke er blevet fremvist før
3. et særudstillings-/receptionsrum med skiftende udstillinger (p.t. udstillingen 100 Lysår)
4. et rum med nyrestaurerede historiske anatomiske modeller, som heller ikke er vist før.

Vi har godt nok lige lukket de tidligere udstillinger på 1. sal om Fredriks Hospital og kirurgi. Men de er blevet flyttet til nyistandsatte rum i stueetagen for at give plads til den nye udstilling om metabolisk kirurgi, som åbner den 4. oktober. (Vi er også meget kede af, at der ikke var plads til den gamle frakturseng, men rummet er desværre for lille.)

På 2. sal har vi i de sidste syv år gjort følgende ændringer:

1. vi har fjernet den lille udstilling om klinisk kemi — det er faktisk det eneste udstillingsrum på museet, der er blevet helt nedlagt siden 2004.
2. vi har etableret en ny udstilling om psykiatrisk behandling med nyudstillede og nyindsamlede psykiatrihistoriske artefakter.
3. vi har lavet en lille udstilling om fødselshjælp med originalgenstande.
4. tandlægestuerne står uforandret siden 2004.

Summa summarum har vi udvidet udstillingsarealet i museumsbygningen i Bredgade med ca. 40%, vi har etableret en lang række nye udstillinger og vi viser langt flere originale historiske genstande i dag end  2004 — vi har endda flere montre nu end for syv år siden.

Hertil kommer, at vi siden 2010 har haft en meget aktiv særudstillingsvirksomhed i et satellitudstillingsområde i Panumbygningen på Blegdamsvej med tre nyproducerede særudstillinger:

1. Primary Substances, en udstilling om proteinforskning, med mange hundrede historiske originalgenstande.
2. Healthy Ageing (den var vores mindst genstandsrige indtil nu).
3. The Chemistry of Life, som også er en meget genstandsrig udstilling.

Selv om vi har udvidet udstillingsarealet og mængden af udstillede genstande betragteligt i de seneste syv år, er vi slet ikke tilfredse endnu. Vi er i gang med at udvide udstilllingsarealet med endnu flere rum (og nogle af disse åbner som sagt allerede i efteråret). Og dermed vil vi kunne vise endnu flere ting fra de rige samlinger, der nu står gemt på magasiner rundt omkring i København.

Men er måden vi udstiller på ‘historisk’ nok?

Hvis man, som jeg her har gjort, sammenligner antallet af udstillingsrum og udstillede historiske genstande i 2004 med antallet af rum og genstande i 2012, så har kritikken altså ikke noget på sig. Men det findes måske en anden fortolkning af Hanne Schrøders frustration — nemlig at det måske ikke så meget handler om mængden af historiske rum og genstande i udstillingerne, men den måde vi udstiller de historiske ting på?

For selv om vi har forøget mængden af udstillingsrum og historiske genstande, så vil jeg give Hanne Schrøder ret i at udstillingerne måske ikke ser så ‘historiske’ ud længere. Det museum, som hun og hendes elever begyndte at besøge tilbage i 2004, var et decideret traditionelt medicinhistorisk museum; det handlede primært om medicinen “i gamle dage”, som nogle af vores besøgende udtrykker det. Det var den medicinske praksis i perioden ca. 1750 til ca. 1950, der blev vist frem på en let genkendelig ‘historisk’ måde, og som Hanne Schrøder angiveligt synes er det mest interessante ved museet.

I dag har vi ikke denne rendyrkede ‘historiske’ identitet, og navneforandringen til Medicinsk Museion er et udtryk for dette identitetsskift. I dag vil vi i højere grad invitere vores gæster til at forholde sig til både datiden, nutiden og fremtiden. Vi vil vise og forklare den fascinerende udvikling, der er sket inden for medicinsk videnskab og behandling inden for de seneste årtier. Og altså ikke bare ud fra et historisk perspektiv: vi vil i lige så høj grad være et ‘medicinfilosofisk museum’ og ‘medicinsk kunst- og designmuseum’ — kort sagt et medicinsk museum snarere end et medicinhistoriskt museum.

Og det kræver mere end at fylde rummene med entydigt ‘historiske’ artefakter. At forholde sig til nutidens medicin indebær at man som museum er nødt til at udstille genstande, som ikke har samme fascinerende nærværskvalitet som de fascinerende ting  fra “gamle dage”.

Jeg er godt klar over at dette identitetsskifte kan være skuffende for dem af vores gæster, der forventer sig at se et klassisk medicinhistorisk museum. Og jeg er klar over at vi skal træde varsomt. Det at vi også interesserer os for nutiden og fremtiden må selvfølgelig ikke resultere i at vi fjerner den historiske dimension i museets udstillinger. Men man kan godt vise nutid og datid og fremtid i samme rum, i kontrast til hinanden, ved siden af hinanden. Så i dag er vi nok mere tilbøjelige at integrere de historiske genstande i mere konceptuelt orienterede udstillinger (som fx i Balance og Stofskifte) end at udstille dem i kronologisk afgrænsede ‘historiske’ rum, så som tidligere generationer gjorde det på Medicinsk-Historisk Museum i 1970’erne-1990’erne.

Hvis vi får fondsmidler til at udvide museets areal — vi vil gerne kunne åbne 3. sal af Akademibygningen og store dele af den tilgrænsende Tietkens Gaard-bygning for publikum, og på lang sigt også Panumbygnngen i baggården —  så vil vi i højere grad kunne tilfredsstille både dem, der vil gå i dialog med nutidens medicin og dem, der helst vil se de ældre samlinger. Der skal være plads til begge dele.

When I receive a mail like this:

I am happy to announce that the  deadline for the submission of abstracts  for the […] Symposium has been extended to July 1st.

from an otherwise serious scholarly organisation, followed by

The other good news is that the [organising committee] has been able to secure some funding for students and junior scholars to attend the meeting.

then I think: The extension of the deadline for submission of abstracts to a meeting is not at all good news.

On the contrary, it’s bad news.

It means the organisers haven’t been able to recruit enough interesting submissions in the first place. And why should they suddenly be inundated with a lot of good abstracts after the extended deadline?

Messages like these — and my impression is they are more and more frequent — means either there are too many conferences in the field at hand or that the conference topic isn’t very hot and interesting.

So I never recommend my PhD-students to attend meetings which extend their submission deadlines.