Her er referatet af studiebesøget på Klinisk Biokemisk Afdeling på RH, tirsdag den 11. januar.
Referat af studiebesøg på Klinisk Biokemisk Afdeling, Rigshospitalet
Tid og sted: Tirsdag den 11. januar 2005, kl.15.00-17.30. Rigshospitalet, afsnit 3011.
Deltagere: Thomas Söderqvist og Frank Allan Rasmussen (referenter)
Informanter: Jens F. Rehfeld og Anders H. Johnsen
Dokumentation: Dette referat ligger på webloggen. (Der blev ikke taget billeder fordi vi ikke på forhånd havde sikret os tilladelse til at gøre det; Frank vil snarest muligt oversigtsfotografere hele området). Vi forberedte os gennem at læse afdelingens årsberetning for 2003. Efter besøget fik vi også afdelingens 50-årsjubilæumsbog: Klinisk biokemisk afdeling, Rigshospitalet, 1954-2004, 214 ss. (uden tryksted, uden trykår, eget forlag).
1) Baggrunden for besøget:
Dette er det andet besøg i serien af feltstudier i foråret 2005. Thomas kender Jens Rehfeld, og vi regnede med at klinisk-biokemisk afdeling ville give et meget godt billede af den medicinsk-teknologiske udvikling og laboratoriearbejde i storskala. Afdelingen har ca. 170 ansatte, hvoraf 150 bioanalytikere og de har et årsbudget på ca. 80 mill. kr. De tager prøver på ca. 400.000 patienter/år och producerer 4 mill. analysesvar/år. De har også en stor produktion af videnskabelige artikler, phd-afhandlinger og disputatser.
2) Referat af studiebesøget:
Vi forklarede kort vores ærinde og introduceredes til afdelingen af Rehfeld (professor, laboratoriechef) og Johnsen (adjungeret professor og ledende biokemiker). Derefter gik vi rundt i ca. 2 timer, dvs. efter at de fleste bioanalytikere er gået hjem (det var ret tomt i lokalerne).
Laboratoriets arbejde kan umidelbart virke forvirrende og meget komplekst. Det er svært at overskue de mange funktioner og maskiner. Mange forskellige personalegrupper udfører forskelligt arbejde og afdelingen er åben på alle årets dage og hele døgnet. Der findes også et mindre forskningslaboratorium (genterapilaboratoriet) i bygning 93 på Juliane Maries Vej (se rapporten over studiebesøget på Granulocytlaboratoriet).
Den største personalegruppe er laboranterne, eller bioanalytikerne som de nu kaldes. De bruger de første timer om morgenen til at tage prøver fra patienter, der er indlagt på de kliniske afdelinger. Hertil bruger de små kørevogne med alle de materialer og redskaber som de har brugt for samt en lille mobil sammenklappelig stol.
Derefter vender de tilbage klokken ca. 9,30 til laboratoriet – eller ”analysehallen” som Johnsen kaldte det. Vi vil umiddelbart anslå at der er plads til mere end 60 bioanalytikere i ”hallen” (???).
Arbejdsbordene er anbragt i siddehøjde med tilsvarende kontorstole med hjul. Der var forbavsende få skabe i laboratoriet, hvilket skyldes – fortalte Johnsen – at det er mere sikkert og mere overskueligt når alle hjælpemidlerne står på åbne hylder. De fleste prøver – over 65% – er blodprøver mens resten hovedsageligt er urinprøver. Johnsen oplyste at laboratoriet gennemfører gennemsnitligt 2000 analyser om dagen. De fleste analyser udføres for at bestemme en koncentration – enten i form af bestemte stoffe, antalkoncentration eller enzymaktivitetskoncentration i blod, plasma, serum eller urin (??? spørg Johnsen igen).
Johnsen fortalte, at det vigtigste der var sket indenfor de sidste ti år dels var at edb-funktionerne nu var blevet en integreret del af analyseinstrumenterne, dels den entydige mærkning af prøverne med stregkoder. Han omtalte også problemrne med, at de mange prøver ofte var svære at analysere fordi mange patienter var ”forurenede” med nydelsesmidler, narkotika eller medicin.
Afdelingen består af en forskningsektion og en sektion for analyseproduktion. Forskningssektionen ligner i mange henseender et almindeligt biomedicinskt laboratorium. Men analyseproduktionssektionen er fascinerende anderledes. Vores informanter omtalte det konsekvent som ”produktionen”.
Rehfeld fortalte, at ca. 98% (???) af alle prøveanalyser udføres automatisk, samt at en af deres maskiner eller rettere sagt ”produktionslinier” alene tager sig af 70% af analyserne. Det er således kun en ganske lille procentdel af analyseprøverne, der foretages manuelt af en laborant (bioanalytiker). Det var for øvrigt bemærkelsesværdigt at en af de ledende bioanalytikere (navn???) fortalte at det desværre altid var her, altså i forbindelse med de manuelle analyser, at fejlene opstod.
Vores informanter omtalte også at der snart ikke er mange af den gammeldags ”håndværkere” tilbage. Bioanalytikere der kan deres laboratorieteknik og metoder er fåtallige. De nye er ”computerspilsgenerationen”, der kan håndtere en mus, et tastatur og en skærm.
En anden vigtig ting er at begge vores informanter omtalte ”systemets” svaghed eller sårberhed. Hvis fx. deres produktionslinie går ned af tekniske årsager, så falder deres kapacitet med 70%. Helt konkret fortalte de om et tilfælde i 2004 da den store analysemaskine var gået ned pga. et fejlmonteret vandfilter. Det indebar at de prøver, der indleveredes akut og som et led i hele RHs ambulatorievirksomhed, ikke kunne analyseres. Flere operationer og mange aftaler med patienter måtte aflyses, for der var simpelthen ikke længere var bioanalytikerkapacitet nok til at overtage maskinernes funktioner. Det er en af bagsiderne ved den avancerede bioteknologi!
De er pt. ved at udskifte flere af maskinerne. En montør var klokken 17 i gang med at teste en nyopsat maskine, der skulle erstatte en anden, der kun var fem år gammel. Dels fordi den var ”forældet”, men også fordi den simpelthen var slidt op i de mekaniske dele.
Vi bemærkede, at flere af toiletterne var indrettede som analyserum og at det store ”glasvaskeri” netop var nedtaget, kasseret og nu var under nyindretning med en række avancerede maskiner og elektronik.
Det hele udvikler sig med en rivende hast. Det fik vi også dokumenteret, idet begge vores informanter flere gange ikke kunne finde specifikke maskiner eller kunne huske navnene på dem. Det rejser et centralt spørgsmål om, hvem det er der sætte dagsordenen i laboratoriet? Er det laboratoriechefen, overlægerne i analyseproduktionssektionen, den ledende bioanalytiker eller afdelingsbioanalytikerne? Hvem skaffer pengene til maskinerne og hvem bestemmer hvilke maskiner man skal købe? Hvordan holder man sig ajour med hvad der foregår ude i den store verden ike blot inden for de respektive forskningsfelter, men også inden for avanceret bioteknologi?
Flere gange nævnte vores informanter, at en moderne ”up-to-date” maskinpark var forudsætningen for at man kunne rekruttere dygtige forskere og bioanalytikere. Og de understregede, at det er væsentligt at de har status som forskningsinstitution med tæt samarbejde med universitetet (Københavns Universitetshospital) og at RH var et hospital med en række landsdækkende funktioner.
I det hele taget var det slående, at der mange steder i laboratorierne var ombygninger. Flere steder var loftet taget ned og ledninger hang som kogt spagetti ned fra loftet. På gangene stod – stadig indpakket og på transportpaller – nye avancerede maskiner som endnu ikke var taget i brug. Hvem beslutter om indkøb, hvem opstiller dem og hvem uddanner personalet i deres brug?
Til laboratoriet hører et mindre seminarrum og et stor auditorium til undervisning og forskerseminarer. I auditoriet hang alle fagets ”mentorer” fra Christian Bohr over Peter Panum til Poul Astrup. Der var også et såkaldt kafferum, hvor der var plads til det meste af det fastansatte personale. Et hjørne var indrettet med køleskab og et bord med stole. Johnsen kaldte det ”ølhjørnet” og sagde spøgende til Rehfeldt, at det var lang tid siden at de sidst havde brugt det.
3) Opsummering / erfaringer / spørgsmål:
1) Det er overvældigende at konfronteres med så store mængder af analyseteknikker og apparatur af alle mulige slags. Mangfoldigheden aktualiserer flere problemer:
a) Vi bliver nødt til at være meget selektive når vi dokumenterer og indsamler den nutidige biomedicinske apparatur. Vi bliver nødt til at vælge – og efter nogle klare kriterier. Det er vigtigt at få en fælles holdning til hvilke kriterier vi arbejde med og ud fra. Det vil nok kræve en del flere besøg. Dels på andre ”forkant-laboratorier”, dels på andre teknologisk avancerede afdelinger på RH – computerkirurgi, transplantation, scanning osv. Det er svært at ”tegne landkortet når vi ikke kender dets karakteristika og RH:s generelle infrastruktur.
b) Den teknologiske udvikling går så hurtigt at man kan spørge sig om det overhoved er muligt at finde ældre apparatur andet end sporadisk (og ældre betyder her mere end 5-10 år!)? Man skal være heldig hvis man kan finde noget som er mere end 10 år gammelt. En løsning på det problem kunne være at dokumentere og indsamle ældre ting fra laboratorier i teknologisk mindre avancerede lande (Estland, Ungarn, Portugal – da stort set alt er af ikke-dansk oprindelse kan det jo sådan set være ligemeget om det har stået på RH eller i Kiev – desuden er biomedicinen et globalt fænomen.
Også det forhold at teknologien og personalets kompetancer udvikler sig med en hidtid ukendt hast – i et avanceret forskningslaboratorium er omlægningstiden på under fem år – gør at den kan være svært at fange både kontekst og historiske forløb. Især hvis vi gerne vil satse på at fortælle historien gennem genstande. En mulig løsning kunne være at lægge et snit: Hvordan ser et avanceret forskningslaboratorium ud i 2005? Hvad foretager de sig, hvilke analyser og kontrolfunktioner er der, hvilke kompetencer er der til stede, hvordan er laboratoriet indrettet, hvilke maskiner bruges, osv.
Det gør det muligt at opbygge et ”standardlaboratorium anno 2005”, hvor ud fra vi kan sammenligne andre laboratorier. Hvordan adskiller andre laboratorier fra dette, og hvorfor? Det giver også medicinhistorikere mulighed for at arbejde ud fra ”standarden” og foretage retrospektive analyser – eller endnu bedre – sammenligne deres egne iagttagelser i fx. 2010 med vores ”snit”.
2) Vi bliver nødt at lave nogle praktiske øvelser med dybde-dokumentation af hvad der står af apparatur i et laboratorium og hvad det bruges til. Måske kunne vi komme videre gennem samtaler med nogle af bioanalytikerne? Det blev nævnt ved rundgangen, at der var flere bioanalytikere, der havde både 30 og 40 års erfaring på laboratoriet. Måske kunne vi få dem at hjælpe os med at til at indrette et ”standard”-laboratorium? Vi kunne stille dem spørgsmålet: Hvordan ville du indrette dit laboratorium, hvis du havde tilstrækkelige med penge, menneskelige ressourcer og plads?
3) Den måde vi repræsenterer biomedicinen på ved at gå rundt og dokumentere det biomedicinske teknologiske apparatur svarer til hvordan etnografer i 1800-talet dokumenterede landbrugsteknologi.
4) Det teknologiorienterede blik (“gaze”) på laboratoriekulturen, som vi (Frank og Thomas) har haft under de to første studiebesøg udspringer til dels af forskernes spontane fokuseren på de teknologiske værktøjer i laboratoriet, men også af vores egen spontane teknologifascination.
5) Derfor bør vi besøge samme laboratorium flere gange i selskab med projektdeltagere som har et andet blik (feks. Camilla som måske ser laboratoriet med et mere æstetisk blik eller ser laboratoriet som et repertoire til æstetisk interessante udstillingshistorier. Eller sammen med Hanne som måske ser laboratoriet som en kilde til historier om laboratoriekultur etc.)
6) Rehfeld svarede på vores spørgsmål om de havde ”lokale” arkiver, at det havde de ikke, men at der vist nok var noget nede i kældrene under RH (og at det er RH:s direktion som har kontrollen over arkivet).
7) Vores informanter havde også indsamlet en lille maskinpark (bl.a. en stor gelfiltreringskolonne), som vi kunne hente ved lejlighed.
