Hvor passer den "alternative behandling" ind i Medicinsk Museion-konceptet?

Det var en fornøjelse at tale om Medicinsk Museion-konceptet hos museologerne i Umeå. De er en lille gruppe (og de studerende var i gang med eksamenslæsning) så fremmødet var ikke i tre-siffrede tal — men jo færre der kommer, des bedre plejer seminardiskussioner jo at være – også denne gang. Det er en god og engageret gruppe bestående af idehistorikere, etnologer og folk med praktisk museumserfaring — og vi fik en lang diskussion om problemerne med at samle og udstille den moderne biomedicin, dvs. hvordan man kan gestalte og visualisere genteknologi, hvordan anonyme apparater kan udstilles, om repræsentationsproblemet etc. Et af de mest kritiske spørgsmål kom fra etnologen AnnCristin Winroth, som lige har publiceret sin phd-afhandling Boteberättelser: en etnologisk studie av boteprocesser och det omprövande patientskapet (Umeå 2004; ISBN 91 7305 764 9), og som mente at konceptet tilsyneladende udelukker den alternativ medicinske bevægelse. Det måtte jeg indrømme at vi ikke rigtigt har talt om. Personlig synes jeg måske ikke det er det helt store tab, men jeg kan godt se, at det kan give ophav til principielt interessante diskussioner, både internt i huset og eksternt, om forholdet mellem biomedicin og “alternativ medicin” og “folkelig medicin”. Så spørgsmålet er, skal vi have plads til “alternativ” og “folkelig” medicin i Medicinsk Museion-konceptet? Og i givet fald, hvordan? Som kontrastpunkt? Som det larmende fravær? Som kritik? Som de Andre (otherness, alterity)? Er der nogen, der har et bud?