Hvad foregår der i Psykiatrirummet?
Hvordan behandler vi mennesker med en anden erfaringsverden end normalen?
Hvordan skal et museum behandle en så vanskelig historie som psykiatriens?
Psykiatriens historie siden 1930 er voldsomt underrepræsenteret på museer i Danmark, hvilket betyder, at de udviklinger, der fører frem til dagens psykiatri, endnu ikke er genstand for udstillingsvirksomhed. De danske museer, der beskæftiger sig med psykiatrihistorie, er næsten alle anstaltsmuseer, dvs. museer i forhenværende
psykiatriske institutioner. Anstaltsmuseerne har af den grund ofte særligt fokus på deres egen historie. Det er imidlertid netop perioden fra 30’erne og til i dag, at psykiatrien udvikler sig fra at være et randfænomen til et alment samfundsanliggende: Hver anden familie i Danmark er i dag i berøring med det psykiatriske system.
I anden halvdel af det 20. århundrede undergik psykiatrien en gennemgribende forvandling, også kaldet af-institutionaliseringen, hvor de store anstalter fra 1700-1800-tallet lukkede til fordel for en ny og mere diffus institutionel infrastruktur. De sidste 70 år har været kendetegnet ved en række markante nybrud som psykofarmakologi, neurokirurgi og børnepsykiatri, en evigt forandrende diagnosekultur og en voldsom vækst i diagnoser. Psykiske lidelser er aldrig udelukkende kun medicinske eller socialt bestemte – de er altid både-og. Deres årsager er mangfoldige og endnu ikke kendt til fulde, hvilket – i samspil med psykiatriens voksende omfang og dens forkætrede historie – bevirker, at psykiatrien er en af de mest kontroversielle medicinske specialer overhovedet.
Siden marts 2013 har Medicinsk Museion haft Psykiatrirummet (link til beskrivelse), et arbejdsrum opført som en åben samling og altså ikke en normal udstilling. Desuden har bygningerne, hvor Medicinsk Museion holder til, aldrig haft nogen psykiatrisk brug og adskiller sig således fra anstaltsmuseerne. Arbejdsrummet består af en åben samling af Museions psykiatrihistoriske genstande, en udforskningsdel og en indsamlingsdel.
Indsamlingsdelen indhenter genstande fra psykiatriens historie fra 1930 og frem. Idet psykiatriens nyere historie er så underbelyst og anstaltsmuseer så udbredte, forsøger vi med Psykiatrirummet at indsamle ikke kun genstande, men også ideer og perspektiver, der kan styrke den mentale del af medicinhistorien på Medicinsk Museion. Formålet med et arbejdsrum er at kunne blive klar over, hvilke områder af psykiatriens historie, Museion i fremtiden kan og bør fokusere på. Den psykiatriske forskning og i endnu højere grad det psykiatriske system arbejder med flere tilgange på samme tid – fra kemi og genetik til psykologi, kultur og sociologi. Der findes derfor ikke én formaliseret sygdomsforståelse til at vejlede praksis, undervisning og forskning.
Psykiatriens materialitet: Aura og abstraktion
Museions psykiatrihistoriske samling er ganske begrænset i sit omfang, og det er da også Museet på Psykiatrisk Center Sct. Hans, der har til opgave at indsamle hovedstadsregionens psykiatrihistoriske kulturarv. Trods det begrænsede omfang i antal, placerer Museions genstande sig i et ganske omfattende tidsrum, nemlig fra 1700-tallet til i dag. Psykiatriens historie kan, sat på spidsen, siges at udvikle sig fra opbevaring til behandling, fra dårekiste til lykkepille.
I Psykiatrirummet findes der både store trægenstande som en dårekistedør, en krampeseng og en tvangsstol, der med deres patina og placering i historien, spiller på de forestillinger om galeanstalter, der er opbygget gennem bl.a. litteratur og film. Disse genstande trækker på den store fascinationskraft, psykiatrien har, idet den er i berøring med tilstande, der er gådefulde, ekstreme og mørke. En umiddelbart anonym genstand som en luffe, får en helt anden aura, når museumsgæsten kan læse, at det er en tvangsluffe til fastspænding og dermed en del af tvangens lange historie i psykiatrien. Faren ved disse genstandes tiltrækningskraft er, at de kan kan komme til at fastholde museumsgæsten i en illusion om en statisk og delvist romantiseret fortid. En måde at undgå denne lukkethed på er naturligvis at inddrage den nyere tids historie.
‘Er psykiatri bare hjernekemi?’, er et hyppigt stillet spørgsmål, og psykiatri identificeres da også i dag generelt med den medicinske terapiform og dermed indirekte med hjernens kemi. Hvordan udstiller man psykofarmakologi og det abstrakte i form af information og det mikroskopiske? Den museale udfordring i forbindelse med psykiatriens nyere historie er i det store hele også delt af medicinens nyere historie, nemlig den, at genstandene bliver så små, at de enten ikke er synlige eller ikke besidder den aurakvalitet, som kendetegner en massiv tvangsstol i træ fra 1800-tallet med latrineskuffe og rustne bæltespænder. Antidepressiva og antipsykotika er i egenskab af at være masseproduceret ikke nemme at udstille, fordi de hverken er unikke eller fysisk adskiller sig fra andre piller.
Indsamlingen i Psykiatrirummet har det sidste år drejet sig om børnepsykiatri, ny
diagnostik og psykofarmakologi – områder, der alle falder indenfor de sidste 70 års
historie og altså hører til den underrepræsenterede del af psykiatrihistorien på danske museer. Psykiatrien er som bekendt en fortolkningskunst, hvor ord indtager den centrale plads. Patientjournaler er derfor uhyre interessante, fordi de er et indblik i, hvordan diagnosticering fungerer i praksis, samt et vidnesbyrd om de sociale og kulturelle forestillinger, der har præget den psykiatriske praksis.
Psykiatrien byder desuden på en meget stærk visuel kultur i form af fotografier, der har spillet en afgørende diagnostisk rolle, og patientkunst, der snart i et århundrede har været den mest repræsenterede udtryksform fra patienternes perspektiv.
Kampen om repræsentation
Psykiatriens historie har altovervejende været varetaget af anstaltsmuseet. Siden
af-institutionaliseringen i 1970’erne har psykiatrien bredt sig til distriktpsykiatri,
bosteder, hospitaler, selvhjælpsgrupper, fængsler, ambulant behandling og psykiatrisk
akutberedskab m.fl.. Psykiatriens historie indeholder megen fortvivlelse, fejlagtige
terapier og en stadigt genkommende eufori ved nye behandlingsmetoder. At være
kritisk som museum indebærer dels at undgå den nye forsknings jubeloptimisme, dels
antipsykiatriens dæmonisering af psykiatrien. Det ændrer imidlertid ikke på, at
psykiatrihistorien, sådan som den er repræsenteret i bogform og på museer, frem for alt er psykiaternes historie om psykiatrien. Psykiatriske samlinger blev grundlagt af
psykiatere eller sygeplejersker, der ikke havde patienternes perspektiv som
overvejende interesse. Det er altså observatørernes og ikke de observeredes historie, vi har fået overleveret.
Patienten er som regel fraværende eller findes kun i psykiaterens fremstilling. Patienternes stemme er et mærkbart fravær i psykiatriens historie og den udstillingsvirksomhed, der har været fremtrædende indtil nu, også i Danmark. Heri
består en omfattende, men frugtbar opgave for psykiatrihistoriske museer. Det har i høj grad været patientkunsten (art brut), der har udgjort og udgør genstandene fra patientens perspektiv (se fx Museum Ovartaci, Risskov). Patientkunst har været en etableret genre fra og med grundlæggelsen af Prinzhorn-samlingen i 1920’erne. Patientkunstens store betydning og gode vilkår skyldes utvivlsomt den kulturelle forestilling om forbindelsen mellem galskab og kunst, der har eksisteret i Vesten i årtusinder. De andre aspekter af patientverdenen er derimod ubeskrevne: Oplevelsen af at være på anstalt, forholdet til diagnosen, patientrollen, modstand, forholdet til andre patienter, til de ansatte, til overlægen, til behandlingen – disse aspekter hører alle til psykiatriens historie.
Psykiatrien er en af de vigtigste åsteder, når det gælder definitionskampen om hvilken
opførsel, der kan kaldes afvigende og dermed eventuelt sygelig. Psykiatrisk diagnosticering er en fortolkning, der støtter sig på mange vidensfelter. Der findes endnu ikke en eneste test eller biomarkør, der kan indikere en psykisk lidelse. Den åbenlyse fortolkning, som ingenlunde er uvidenskabelig bare fordi den er fortolkning, gøder imidlertid jorden for stadigt genkommende kontroverser om psykiatriens videnskabelighed, idet psykiatrien ikke kan hvile i den samme type autoritet, som den medicinen får gennem test og scanninger. En psykiatrihistorisk udstilling bør også søge efter en form, der kan indeholde og arbejde med de kontroverser, der udspiller sig i psykiatrien.
Fremtider: Pluralismens problem og et nyt syn på sindet
Hvordan gøres et menneskes psykiske tilstand til videnskab? Det moderne medicinhistoriske museum er – ud over at varetage medicinens materielle kulturarv –
indstillet på at kunne udstille, hvordan videnskab skabes. I stedet for at fremstille
videnskab som en færdigvare, forsøger museet at udstille de processer og tanker, der
fører til operativ videnskab. Der ligger adskillige eksperimentelle blindgyder, ideer om psykiske mekanismer, dyreforsøg, videnskabelige kampe m.m. bag fx en lykkepille.
Psykiatrien er per definition interdisciplinær og pluralistisk både som praksis og som
videnskab. Dertil kommer terapiformernes forskellige virkninger: antipsykotisk medicin hjælper nogle, men ikke andre; elektrochok hjælper nogle depressive, men ikke andre; en diagnose virker som en forløsning for nogle, hvor den kan føles som et bur for andre. Den store fare i omgangen med psykiatri er at forenkle og generalisere denne pluralisme. Pluralismen er en stor udfordring, når psykiatrien skal på museum, for hvordan udstiller man denne pluralisme? Medmindre man vælger et uhyre afgrænset aspekt af psykiatrien, er det næsten umuligt at repræsentere den mangfoldighed.
Psykiatrirummet er som nævnt et arbejdsrum, der skal kortlægge muligheder for
psykiatrien på Medicinsk Museion. Når det gælder den nyere tids psykiatriske historie, er børnepsykiatri, retspsykiatri, mentalhygiejne i Skandinavien, trauma og krig og af-institutionaliseringen fortsat ubrugte udstillingsemner i Danmark.
Psykiatrirummets anden dimension drejer sig om, hvor psykiatrien er på vej hen. I hvilke retninger peger forskningen? Hvordan forstår vi som kultur psykiske lidelser og hvilke forestillinger har vi om sindet i forhold til kroppen? Psykiatrien har haft hjernen som sit entydige psykiske fokus, men hvad med resten af kroppen – giver det mening at identificere sindet med hjernen? Nyere forskning i stofskifte og mikrobiomet, inklusive hjerne-tarm-aksen, tyder på, at en integrering af hele kroppen er nødvendig for bedre at kunne forstå sindet og psykiske lidelser.
Af andre samtidige og fremtidige problemstillinger i psykiatrien, som kan bearbejdes i udstillingsform, er forebyggelsens rolle i psykiatrien, psykiatriens videnskabelige
grænser og psykopatologiske dyremodeller. Forskningsperspektiver er afgørende, men kan være svære at håndtere i en udstillingssammenhæng. Er det museet eller den besøgende, der fordøjer viden? Er det meningen, at man som besøgende skal læse en hel artikel? Som museumsgæst er et besøg i Psykiatrirummet noget forvirrende, fordi det er et arbejdsrum og således ikke struktureret efter én fortælling, én ide eller ét perspektiv. Ulempen ved en sådan åbenhed er, at det stiller store krav til museumsgæsten – både i forhold til at navigere i rummet og i usikkerheden om, hvad der forventes af en gæst i et arbejdsrum. Hvem skal arbejde? Hvad arbejdes der med? Hvad arbejdes der henimod? Hvis Psykiatrirummet skal kunne udnytte den store interesse i psykiatri, vil det derfor være oplagt med nogle tydeligt definerede perspektiver, problemer eller emner, hvor museet på forhånd har reflekteret over disse spørgsmål, så gæsten kan engagere sig. Det er vigtigt, at kurateringen også er en bearbejdning af forskning.
Et generelt problem for medicinhistoriske museer med interesse for den nyere tids
historie, er at de mange aktører (forskere, hospitaler, ingeniører osv.) ikke forstår deres teknologier, praksisser og instrumenter som kulturarv. Psykiatrien har det samme problem, særligt angående arkivalier, hvor patientjournaler er en afgørende kilde til fortidens praksis. Der er desværre alt for mange eksempler på hospitalskældre med journaler, som får lov at rådne, bliver glemt eller pludselig smides ud på grund af
nedrivning eller ombygning. Der findes uheldigvis også alt for mange eksempler på
privatarkiver og privatsamlinger, der er blevet destrueret. Trods disse forhold er der
rige muligheder for at udfolde psykiatriens historie, idet Danmark har nogle af de bedste registre i verden. Den næste psykiatri-relaterede udstilling på Medicinsk Museion vil sandsynligvis være om hjerne-tarm-aksen. Indtil da vil Psykiatrirummet fortsætte med at udforske psykiatrien i dens pluralisme og forsøge sig med mere definerede eksperimenter i, hvad og hvordan sindet og psykiske lidelser skal udstilles.
