Her er teksten til afsnittet om biomedicinen som kulturfænomen, som arbejdsgruppen vedr. Humanistisk Sundhedsforskning er ved at indlevere til Forskningsrådet for Kultur og Kommunikation (vil blive udgivet om ca. en måneds tid):
Biomedicinen som kulturfænomen
Den biomedicinske forskning er igennem de seneste årtier blevet en væsentlig kilde til økonomisk forandring, der har potentielt meget store kulturelle konsekvenser. Opdagelsen af DNA-strukturen i 1953 og den efterfølgende fremvækst af den molekylærbiologiske forskning satte en helt ny dagsorden for den medicinske forskning i 1960erne og 1970erne, og i de efterfølgende årtier har molekylære teknologier fået en stadig voksende betydning især for sundhedsvæsnet, især inden for diagnostiken, men i stigende grad også i den medicinske behandling.
Den globale vækst inden for biomedicinsk forskning og teknologi afspejles i statistiken over de amerikanske universiteters bevillinger. Af de cirka 21 milliarder US dollar, der blev brugt til universiteternes forskning og udvikling (R&D) i 1996, gik kun 19% til teknisk forskning og udvikling, herunder IT, medens biomedicinsk forskning stod for hele 28% og øvrige biologiske videnskaber for 27% af bevillingerne (N. Rosenberg i D. M. Hart, ed., The emergence of entrepreneurship policy, Cambridge 2003). I visse lande, fx. Singapore, er den biomedicinske forsknings andel af universitetsbevillingerne endnu højere. Forskningsaktiviteterne inden for den farmaceutiske industri er af endnu større økonomisk betydning; fx. var AstraZeneca’s indtægter på salget af den populære mavesårsmedicin Losec, der er et af de nye molekylært specifike præparater som bygger på avanceret biomedicinsk forskning, omkring 6 milliarder dollar bare i år 2000.
Biomedicinen er således ved at blive en sværvægter i de udviklede landes markedsøkonomier. Den er også en væsentlig faktor i den økonomiske og kulturelle globaliseringsprocess. Biomedicinsk forskning og udviklingsarbejde foregår som et distribueret globalt netværk hvor viden, kapital, arbejdskraft og produkter kontinuerligt overskrider nationale grænser og hvor engelsk er det givne arbejdssprog – selv i flere danske firmaer. Biomedicinsk forskning og klinik er også en effektiv etnisk integrationsmekanisme – få vidensområder er så etniskt diversifierede som biomedicinen. Endelig overskrider den globale biomedicin grænserne mellem den private og den offentlige sektor i og med at der sker et kontinuerligt flow af viden og humankapital mellem den nationalt finansierede forskning og et hav af små og store private virksomheder.
Biomedicinens medicinske og økonomiske gennemslagskraft har givet ophav til en til tider følelsesladet offentlig debat. Nogle opfatter biomedicinsk forskning og teknologi som nøglen til fremtidens samfund, hvor sygdomme som cancer kan udryddes ved hjælp af molekylær terapi og genterapi, medens andre ser den som en trussel mod grundlæggende menneskelige værdier. Biomedicinen blev endog et tema i den seneste amerikanske valgkamp, hvor håbet om at bruge stamceller til at videreudvikle den regenerative medicin blev stillet overfor religiøst funderede argumenter mod brugen af fostervæv til at dyrke embryonale stamceller. I mange lande, herunder i Danmark, er den kraftige satsning på biomedicinsk forskning også blevet kritiseret, i det nogle grupperinger inden for sundhedsvæsnet mener, at vægtningen af udvikllingen af molekylære behandlingsmetoder tager ressourcer og opmærksomhed fra forebyggelsen af sygdomme. Stamcelleforskning, kloning og i det hele taget muligheden for at manipulere med menneskets arveanlæg har også sat spørgsmålstegn ved fundamentale opfattelser om menneskets individuelle identitet og grænserne mellem maskine og menneske (cyborgs). Der er også blevet rettet kritik mod de store transnationale medicinalfirmaers dominans og mulighed for at påvirke forskning, behandlingsmetoder og sundhedsøkonomiske prioriteringer.
Internationalt er den molekylære biomedicin og dets konsekvenser for sundhedsforskningen og sundhedsvæsenet derfor blevet genstand for en række humanistiske fags opmærksomhed. Det drejer sig for eksempel om epistemologiske studier af i hvor høj grad biomedicinen har en specifik teori- og begrebsudvikling, som ikke ligner de klassiske eksakte videnskabers; om antropologiske og etnologiske studier af den biomedicinske laboratorie- og klinikkultur; om lingvistiske og retoriske studier af biomedicinens sprog og kultur, herunder udvekslingen af metaforer mellem den biomedicinske kultur og kulturen i almindelighed; om historiske studier af de biomedicinske og kliniske videnskabers og teknologiers udvikling i efterkrigstiden, og om studier af biomedicinens formidling i massemedier og populærkultur. Denne internationale humanistiske forskning om biomedicinen som videnskabelig kultur og dets interaktion med resten af samfundet og kulturen er efterhånden ganske omfattende. Flere internationale tidsskrifter publicerer i dag helt eller delvist humanistiske studier i biomedicinens kultur og historie.
Et forskningsområde hvor dansk humanistisk forskning har gode forudsætninger for at levere et internationalt bidrag er formidlingen af den biomedicinske udvikling i et længere historisk og kulturelt perspektiv. Her kan der især peges på mulighederne for et frugtbart samspil mellem på den ene side den humanistiske universitetsforskning om biomedicinen og på den anden side formidling af medicinens historie og materielle kultur i form af bevaring af den biomedicinske kulturarv og deraf følgende museumsudstillinger. Internationalt set er den humanistiske forskning om biomedicinen institutionelt adskilt fra de medicinske og medicinshistoriske museumsinstitutioner, og der foregår ikke meget samarbejde mellem de to institutionstyper. Den nye danske universitetslov, der lægger stor vægt på universiteternes formidlingsarbejde, giver en enestående mulighed for at etablere et sådant samarbejde mellem universitetsforskere og museumsfolk. Her vil studier af den danske biomedicins kultur og nutidshistorie være et potentielt humanistisk eksperimentområde, både for at oparbejde formidlingskompetencer blandt humanistiske sundhedsforskere og for at styrke de forskningsmæssige kompetencer i museumsverden. Man kan også pege på mulighederne for metodeudvikling inden for humanistisk forskning, fx ved et reelt samarbejde mellem humanister og biomedicinere med henblik på udvikling af fælles forståelserammer og derigennem komme ud over den såkaldte ”science wars”.
Et privat fond (Novo Nordisk Fonden) har allerede taget initiativ til at styrke dette tværfaglige forsknings- og formidlingsområde ved hjælp af en treårig bevilling til integrererede historiske og museologiske studier af den moderne biomedicin som kulturfænomen. Det forskningsmæssige fokus i projektet ligger på det såkaldte repræsentationsproblem. Traditionalt set har historikere været interesserede i at repræsentere den historiske udviklings “typiske”, “almengyldige” og “normale” træk i tekstformat (bøger og artikler). Inden for museologien er der på den anden side erfaring for at formidlingen (fx. i form af udstillinger) fungerer bedst, hvis man fokuserer på det personlige og emotionelle, på lokale og marginale detaljer, det mærkelige, kuriøse og anekdotiske – og med vægt på de visuelle, auditive og materielle udtryk.
Her står to slags historisk og etnologisk repræsentationstænkning over for hinanden. Kan de forenes? Er det muligt at beskrive og forklare biomedicinens udvikling og samfundsmæssige og kulturelle betydning i samme humanistiske sprog og med de samme virkemidler som i museumsudstillinger om emnet? Repræsentationsproblemet bliver accentueret af, at biomedicinen er en uhyre abstrakt kulturel aktivitet, som er svær at beskrive og formidle til læsere/besøgende uden grundlæggende videnskabelige forudsætninger. Biomedicinen konfronterer derigennem hele det traditionelle museumsbegreb, der bygger på indsamling og udstilling af konkrete, sanselige, materielle genstande. Endvidere stiller de nye billeddiagnostiske teknologier, fx. CAT- og PET-scannere, spørgsmålstegn ved den traditionelle distinktion mellem museeer (genstandssamlinger), arkiver (dokumentsamlinger) og billedarkiv (ikonografiske samlinger). Forskning om bimedicinens kultur kan derigennem bidrage til at nytænke forholdet mellem disse klassiske humanistiske praksisser.
Studier af biomedicinens kultur- og nutidshistorie er således et humanistisk forskningsområde, der omhandler et politisk, etisk og økonomisk vigtigt kulturfænomen. Forskningsområdet inddrager grundlæggende diskussioner inden for nutidig historieteori og resultaterne af forskningen vil kunne få store konsekvenser for, hvordan den hurtigt accelererende biomedicinske udvikling vil bliver formidlet, forstået og vurderet af den danske befolkning.
Reference:
N. Rosenberg i D. M. Hart, ed., The emergence of entrepreneurship policy, Cambridge 2003.
