I de sidste par uger har nogle af vores gæster luftet ret kritiske synspunkter på den linje Medicinsk Museion har lagt for udstillingerne (se her og her). Det er godt at få kritik (selv om man ikke er enig) — afvigende opfattelser giver anledning til at artikulere sig mere præcist.
Hvordan kan og bør et medicinsk museum udvikle sig i dag? Igennem flere år har vi ført diskussioner om Medicinsk Museions fremtidige udvikling internt i personalegruppen. Men nu trro jeg det er på tide, at diskussionen også blir taget i det offentlige rum, med den risiko der ligger i at internet-trolls og ondsindende journalster forplumrer den.
Den helt konkrete anledning til dette indlæg er at jeg i dag læste dagbladet Informations temaavis Opbrud, som i disse dage bliver delt ud på videregående uddannelser, ungdomsuddannelser, højskoler og biblioteker over hele landet. Det er 40 siders inspirerende avislæsning om en lang række initiativer som vil gøre en forskel og ændre verden.
Cirka sådan her formulerer temaredaktør Søren Heuseler og redaktionsmedlem Andreas Harbsmeier og Søren Heuseler opbrudsopgaven (s. 2):
- Den dybe sociale. økonomiske, økologiske og kulturelle krise vi befinder os i lige nu kan være en åbning til at skabe en grundlæggende anden verden, der bygger på bæredygtighed og social ansvarlighed.
- Der findes mange unge rundt om i verden, der forsøger at regarere fremadrettet og ansvarligt over for en fremtid, der ellers kan synes sort og perspektivløs.
- Tilliden til overordnede politiske løsninger fortaber sig i manglen på perspektivrige beslutninger — men trods dette stiller mange unge i dag alternativer op for en europæisk og global dagsorden.
- Det handler ikke om at formulere nye politiserede og teoretiske revolutionstanker — men om en såkaldt realistisk aktivisme, som fx. Veronica D’Souza’s Ruby Cup-projekt.
- Realistisk aktivisme handler om at kombinere soldaritet med iværksætterambitioner. Man må faktisk gerne tjene penge og blive populær samtidigt som man tænker bredere, grønnere og mere socialt — og man må gerne have det rigtigt sjovt mens man gør det!
Det lyder som socialisme tænker nogen måske. Eller som småborgerlig kapitalisme? Jeg tror ikke det er nogen af delene. Jeg tror det handler om at en veluddannet ungdomsgeneration er led og ked af at politikere, virksomhedsbestyrelsesmedlemmer og bureaukrater i organisationer og statslige myndigheder lægger låg på al den innovationslyst og kreative iværksættertrang som kommer indefra, nedefra og udefra organisationer, myndigheder og store virksomheder.
Og her er universiteterne ikke nogen undtagelse. Medicinsk Museion er en del af Københavns Universitet og jeg taler næsten hver uge med både gamle og nye kollegaer, der giver udtryk for, at den administrative ‘kultur’ på universiterne er ved at slå den kreative kultur ihjæl.
Den kritik er det ikke noget nyt i — det er blevet sagt hundredevis af gange før og det er blevet afholdt konferenser og skrevet artikler og bøger om det problem. Men desværre bliver det næste altid ved de kritiske stemmer, og det havner tit i nostalgi og brok. Mine gamle kritiske universitetskollegaer brokker sig over Universitetsloven og ‘fra forskning til faktura’-formlen, manglen på basismidler og bogstaveligt ånd-svage administrative tiltag. De færreste kommer med konstruktive forslag til hvad man skulle kunne gøre for at generobre kreativiteten, iværksætterånden og glæden ved at arbejde og skabe.
Nostalgin duer ikke. De gamle gode dage kommer ikke igen. Forget it! Det eneste alternativ for mig at se er at genopfinde den kreative kultur på ny. Så det jeg håber på, er at studerende, phd-ere og postdocs på universiteterne skal begynde at tænke i den slags ‘realistisk-aktivistiske’ baner som Heuseler og Harbsmeier giver udtryk for i deres inledningsartikel til Opbrud.
Detsamme gælder på museerne. Glem nostalgien, de gamle gode dage hvor man kunne nørde den med en lille Feinschmecker-samling i årevis. Den slags museer er historie. Men til gengæld håber jeg at en yngre generation af kuratorer — som de rettelig burde kaldes, dvs. ansatte som ‘sørger for’ samlinger og ting, istedet for det hæslige ord ‘museumsinspektør’ som oser af embedsmandsassociationer — begynder at tænke i de ‘realistisk-aktivistiske’ tankebaner.
Universitetsmuseerne er faktisk velplacerede til at udvikle den slags solidarisk iværksætterkultur.
For det første ansporer den omsorgsfulde (kuraterende) omgang med materielle genstande, billedsamlinger og dokumenter museumskuratorer til realistisk tænkende og handlende mennesker (ordet ‘realistisk’ er jo afledt af det latinske ord ‘res’ = ting).
For det andet rummer universiteterne trods alt stadigvæk et kreativt potentiale. På trods af det omsiggribende new management-sprog, de mange administrative cirkulærer og overfladiske effektivitetsmålinger er forskningsfriheden endnu ikke fjernet, hverken på papiret eller i praksis.
Og for det tredje (og her er mange af mine åbent venstreorienterede kollegaer nok uenige) har man på universiteterne, især på de ‘våde’ fakulteter, udviklet en interessant iværksætterkultur i det seneste årti, fx. ved at forskere etablerer private virksomheder.
Så et universitetsmuseum som Medicinsk Museion har gode forudsætninger for at tage kriseudfordringen op og være med til at skabe noget nyt. Som et universitetsmuseum kan vi trække på forskning, som et universitetsmuseum har vi realilstisk jordforbindelse, og som et lille museum kan vi maneuvrere hurtigt i en foranderlig verden.
Det bedste i Heuselers og Harbsmeiers ‘realistisk-aktivistiske’ verdensbillede verdensbillede kommer til sidst: “Måske er særklasse dét, der skal til”.
Ord som ‘verdensklasse’ og ‘særklasse’ er efterhånden blevet en joke på universiteterne. Ti års universitets- og forskningspolitisk spin har gjort dem indholdsløse. Men Heuseler og Harbsmeier fylder dem med nyt indhold:
Særklasse er de øjeblikke, hvor nogle mennesker i fælleskab træder uden for rammerne og gør noget andet.
Det er den form for ‘særklasse’ jeg gerne vil at et universitetsmuseum som vores skal indtage.
Nu lever vi sådan set allerede op til de sedvanlige politiske ønsker om ‘verdensklasse’: vi publicerer i ledende internationale tidsskrifter med høj impact-faktor og vi laver internationalt prisbelønnede udstillinger.
Men den slags er kun overflade. Det som virkelig betyder noget er at være i ‘særklasse’. At træde uden for de givne universitetsmuseale rammer og gøre noget andet. At sætte nye dagsordner for museer. At omfortolke hvad ‘materialitet’ og ‘kulturarv’ betyder. At tænke i nye baner hvad gælder forskningsformidling og engagement i videnskab. At omformulere synet på forholdet mellem kultur og videnskab.
Den diskussion vil vi gerne begynde at tage med vores kollegaer på universiteterne og museerne rundt om i landet.
