Her er min tale ved åbningen af ‘Primary Substances: Treasures from the history of protein research’, fredag den 4. september:
Da Gert Almind kontaktede os for ca. et år siden og spurgte, om Medicinsk Museion ville lave en udstilling i anledning af indvielsen af Novo Nordisk Foundation Center for Protein Research (CPR), så var min umiddelbare impuls – ”yes!”
Dels fordi jeg syntes, at det var en rigtig god anledning til at lave en udstilling. Proteincentret er en elefant, medens Medicinsk Museion en lille mus – og vi ville gerne have lidt trækhjælp. Dels også fordi det ville være en god måde for vores museum at komme ind i fakultets hjerte og lave en udstilling, som tusindvis af studerende og ansatte på Panum ville kunne se uden at behøve at cykle ned til Bredgade.
Men fremfor alt så tænkte jeg ”yes!” fordi jeg har et helt særligt had-kærlighedsforhold til proteiner. For mange år siden, inden jeg blev humanist, havde jeg prøvet kræfter med proteinforskning. I begyndelsen af 1970’erne havde jeg et phd-stipendium på Biokemisk Institut på Karolinska Instituttet i Stockholm – hos Birger Blombäck, som havde en stor bevilling fra NIH til at forske i hvordan fibrinogen knytter sig til enzymet trombin.
Det var Blombäck, som lærte mig hvad forskning handler om. Jeg fik selv lov til at hente spandevis af blod og stå i timevis i kolde kølerum og fremstille fibrinogen ved at fraktionere serum i salt og alkohol. Jeg måtte pakke mine egne gelfiltreringskolonner og lave mine egne tyndlagskromatografiplader. Jeg var nødt til at skrive min første korte artikel til FEBS-Letters om sådan cirka ni gange inden manden var tilfreds. Og han så yderst misbilligende på mig, hvis jeg dristede mig til at forlade laboratoriet inden kl. 8 om aftenen. Selv kom han kl. 7 hver morgen og gik kl. 22.
Så Birger Blombäck var et formidabelt forbillede for en ambitiøs ung mand at leve op til. Og derfor gik der heller ikke længe, inden jeg indså, at jeg ville studere videnskabsteori og idéhistorie i stedet for at skrive tre artikler med ham som medforfatter. Jeg ville være eneforfatter til mine forskningsresultater!
Ønsket om at arbejde som en ensom ulv – som jeg deler med stort set alle filosoffer og historikere jeg kender – gjorde altså at jeg forlod den aktive biomedicinske forskerkarriere næsten inden, den var begyndt. Ad mange omveje ledte den mig til mit nuværende job som chef for Medicinsk Museion. Og jeg havde faktisk ikke tænkt særligt meget på proteiner igennem de sidste 35 år da Gert Almind ringede og spurgte, om vi ville lave en udstilling på temaet. Mit år med proteinerne på Karolinska dukkede straks frem af glemslens tåger. Og da var det ikke de mange aftentimer med genstridige apparater, jeg kom i tanke om, men fascinationen: fx hvordan det føltes at være i stand til at identificere yderligere en aminosyre i sekvensen i en fibrinopeptid og komme yderligere et skridt nærmere strukturen i den konstante region på enzymbindingssitet. Så ”yes!” – selvfølgelig ville vi lave en udstilling.
Gert Almind og jeg var enige om at udstillingen ikke skulle handle om proteomics eller massespektrometri eller noget andet af alt det der high-tech, high-throughput, som Michael Sundström og hans kolleger arbejder med på CPR, men om proteiner og proteinforskning i et længere historisk perspektiv. CPR skulle sættes i en bredere sammenhæng. Proteincentret står på skuldrene af mange generationer af forskere. Det var denne lange historiske tradition der skulle frem i lyset!
Nu har Novo Nordisk Fonden jo den gode vane, at når man vel er kommet overens om de almene rammer for et projekt, så blander fonden sig ikke i det efterfølgende arbejde. Heller ikke i dette tilfælde. Udstillingen er i og for sig en bestillingsopgave, men bortset fra at den skulle handle om proteinforskning historisk set, så har Medicinsk Museion haft frie hænder.
Inden jeg går videre til at fortælle om, hvad disse hænder har lavet, så vil jeg først præsentere udstillingsgruppen.
Det er jo sådan, at enhver udstilling bygger på et samarbejde mellem to professioner – kuratorer og arkitekter/formgivere. Kuratorerne står for tematisering, research, valg af genstande og billeder, tekstskrivning, osv. Arkitekter og formgivere forsøger så at omsætte kuratorernes tanker, skitser og tekster til det tredimensionelle rum og et mere æstetisk udtryk.
Der er alment kendt blandt udstillingsfolk, at det er en meget vigtig forudsætning for en god udstilling, at kuratorer og arkitekter/formgivere kan arbejde sammen. Helst så tæt som muligt i en proces, hvor man gensidigt giver og tager. Hvis kuratorerne får lov at bestemme for meget, så risikerer udstillingen at blive en stor tre-dimensionel bog. Omvendt, hvis arkitekterne og formgiverne får for meget indflydelse, risikerer man, at formen tager overhånden og at hele bliver tom æstetik. Udstillingsmediet er en fascinerende koreografisk øvelse – begge parter må lytte til hinanden og have respekt for hinanden.
Jeg synes, at vi har haft et meget godt samarbejde. Mikael Thorsted, der har været arkitekt på udstillingen, har, som Ulla Wewer nævnte lige før, designet de glasmontre, som Kirsten og Freddy Johansens Fond har doneret til Fakultetet. Mikael har også haft hovedansvaret for opsætningen af udstillingen, dvs. den måde genstandsmaterialet er arrangeret i montrene, for lyssætningen, osv., og han har også koordineret det praktiske arbejde med grafiker og håndværkere. Uden Mikael og hans team (Johnny Madsen, Jonas Paludan og Nikolaj Møbius) var det hele slet ikke blivet til noget.
Vi har også haft meget stor glæde af samarbejdet med vores grafiker, Lars Møller Nielsen, som har lagt designlinien, inkl. farvesætningen, for hele udstillingen og transformeret vores tekst- og billedmateriale til noget som man forhåbentlig har lyst til at se på. Jeg har hørt at museumskuratorer kan tage et kursus som hedder ”Min grafiker forstår mig ikke!” – det kursus behøvede vi heldigvis ikke.
Og så til kuratorteamet. Det har foruden mig selv bestået af Jens Bukrinski fra Novo Nordisk; han er forhenværende proteinforsker med en særlig interesse i røntgenkristallografi, hvilket I snart vil få at se, om ikke andet så på den laser-installation han har kreeret til titelplanchen. Laura Maria Schütze har hjulpet med at holde styr på de mange genstande og billeder. Og endelig har forskningsassistent Adam Bencard gået igennem proteinlitteraturen for at se, hvilke metaforer proteinforskere anvender – i kontrast til de metaforer der bliver brugt indenfor genomics.
Og endelig vores konservatorteam. Medicinsk Museions akademiske konservator Ion Meyer, konservator Nanna Gerdes og konservatorpraktikant Siri Wahlstrøm har arbejdet hårdt med at rengøre – og i nogle tilfælde restaurere – de mange indlånte ting. Det er som at se Askungen forvandles til en prinsesse – især de store subtilisinmolekylemodeller fra Carlsberglaboratoriet var en konservatormæssig udfordring.
Og hvad er det så for en udstilling, vi har lavet? Lad mig først nævne, at der findes to grundlæggende måder at lave udstillinger på. Den ene arbejder udfra en idé, et tema, en problemstilling – og så dykker man ned i museumssamlingerne og håber på, at man kan finde genstande og billeder som illustrerer den tematik. Modsat kan man browse rundt i samlinger og gemmer for at se, hvad der i det hele taget findes af genstande og billeder – og så lader man udstillingstemaet bero på hvad der faktisk findes tilgængeligt.
De to måder at arbejde på svarer til de to idealtypiske arbejdsmetoder i biomedicinsk forskning – på den ene side den hypotetisk-deduktive forskningsmetodik, som indebærer, at man begynder med teorien og derefter afprøver en hypotese på forsøgsdata, og på den anden side det, man kalder empirisme, dvs. at indsamle data og se, om man kan kan finde noget mønster i dem.
I virkeligheden kombinerer forskere jo de to arbejdsmetoder; nogle gange begynder man med teorier og hypoteser, medens andre gange får datamaterialet lov til at tale for sig selv. Detsamme gør folk, som laver udstillinger. I dette tilfælde begyndte vi med et meget alment tema – proteiner i historien – men så kom vi ligesom ikke længere, for bortset fra nogle få ting og sager i Medicinsk Museions egne magasiner, så fandtes der ikke noget om proteinforskning i de danske museers samlinger. Så derfor tog vi kontakt til flere udenlandske museer og med en række forskningslaboratorier og firmaer, og vi sendte også et opråb ud til kollegaerne her på Panum for at finde ud af, om de havde noget liggende i deres gemmer.
Og så begyndte materialet at dukke op.
Det viste sig for eksempel at Uppsala Medicinhistoriska Museum har en helt fantastisk samlig af apparater fra den svenske proteinforsknings guldalder i 1930’erne og 1940’erne, da mænd som The Svedberg, Arne Tiselius og Hugo Theorell opfandt metoder til elektroforetisk separation af proteiner.
Det viste sig, at Carlsberglaboratoriet ikke, som der ellers gik rygter om, havde smidt alt ud som var mere end ti år gammelt, men at de faktisk stadigvæk havde S.P.L. Sørensens oprindelige pH-indikatorer stående på en hylde. Og i det gamle bibliotek på loftet fandt vi den første håndbyggede model af subtilisin – det proteoloytiske enzym, som ad omveje ledte til succen bag Novozymes.
Og sidst men ikke mindst, blev vi kontaktet af flere forskere på Panum og på Rigshospitalet, som havde ting og sager liggende, som måske kunne anvendes.
Listen over museer, laboratorier, virksomheder og privatpersoner, som har bidraget med genstande (’artefakter’ som man siger i museumsverdenen) er for lang til at blive læst op her (I kan se den på en væg i udstillingen). Den er et vidnesbyrd om hvilke potentielle muligheder der er for at lave udstillinger om biomedicinens nutidshistorie. Vi har bare skrabet lidt i overfladen, og jeg er helt overbevist om, at vi kan få fingrene i meget mere spændende historisk materiale hvis (eller snarere når) vi laver en udviddet version af udstillingen.
Det her vidunderlige historiske materiale ledte os efterhånden til et mere specifik tema for udstillingen. Den tematik, som afspejles i titlen – ’Primary Substances: Treasures from the History of Protein Research’ – var faktisk noget vi fandt på ret sent forløbet. Nøgleordet her er ’treasures’ (skatte). Vi bruger det i to betydninger. Dels i betydningen historiske skatte. Flere af genstandene i udstillingen er taget direkte ud af det 20. århundredes biomedicinske skatkammer, fx Arne Tiselius elektroforeseapparat, som ledte til Nobelprisen i 1948 og strukturmodellen af hemoglobin fra 1959, som var et led i den forskning, der gav Max Perutz prisen i 1962. Dvs. skatte i betydningen ikoniske objekter, som afspejler højdepunkterne i den biomedicinske kulturarv – på samme måde som Arne Jacobsens stole og lamper er ikoner for modernismen.
Men ordet ’skat’ har også en anden betydning. Ligesom andre mennesker samler forskere livet igennem på ting og sager, som betyder meget for dem personligt. En proteinmodel, en polyakrylamidgel, en hjemmelavet immunelektroforeseapparat, en notesbog med forsøgsresultater, whatever – sager som på en eller anden måde er emotionelt ladede for forskaren, som bærer på mindet om den dengang man var en ung lovende forsker. Ting, som vækker reminiscenser, ligesom den berømte Madeleine-kage, som vækkede Marcel Prousts hukommelse og fantasier i På sporet af den tabte tid.
De fleste af skattene i denne anden betydning findes ikke på museer nogen steder i verden endnu. De står stadig i kældere eller på hylderne i laboratoriet eller på skrivebordet. Vi fik som sagt kontakt med en række forskere her på Panum og Rigshospitalet og andre steder i landet, som har haft den slags personlige skatte liggende – og som både blev glade og lidt forundrede over, at vil ville låne dem og bruge dem i en museumsudstilling.
Og dette blev så temaet for udstillingen. Vi indså, at resterne af proteinforskningen (og den biomedicinske forskning i det hele taget) fra de sidste årtier findes bevaret i to slags skatkamre. På den ene side er nogle museer, ligesom Medicinsk Museion, begyndt at indsamle og bevare biomedicinens materielle og visuelle kultur, fordi vi mener, at den er en vigtig del af den fælles kulturarv. På den anden side har vi at gøre med genstande og billeder, som er en uadskillelig del af forskernes personlige, individuelle identitet og som på en måde er dybt private.
Vi ser med andre ord udstillingen som en påmindelse om forholdet mellem kultur og eksistens. Vi retter opmærksomheden mod proteinforskningen som en del af den fælles kulturarv; men samtidig vil vi også skabe indsigt i hvordan materielle genstande og billeder er med til at skabe forskeridentitet. Ved at tale om skatte i begge disse to betydninger håber vi at kunne vise, hvordan de to sider af tilværelsen – den kulturelle og den eksistentielle – hænger sammen.
Og til sidst – jeg tænkte på det, som Ulla Wewer sagde om intern forskningskommunikation og om at skabe en fælles fakultetsidentitet. For et par dage siden gik jeg forbi Birthe Høghs kontor (Birthe er lige blevet prodekan for forskning her på SUND), og hun fortalte, at hun lige havde været nede forbi montrene, og så var Tue Schwartz kommet gående forbi og de var gået rundt og havde set på tingene sammen. Pludselig havde Tue opdaget modellen af APP (avian pancreatic polypeptide), som vi har i montren om proteinstruktur. ”Det er jo mit molekyle!”, sagde han (fortalte Birthe mig). ”Nej”, sagde jeg til Birthe, ”Tue må have taget fejl, den har jeg jo lånt af Flemming Jørgensen og Jette Kastrup på Farma, det er jo deres molekyle”. ”Hmm”, sagde Birthe og satte sig ved skærmen, åbnede PubMed, søgte på Schwartz og APP – og fandt to forskningsartikler fra begyndelsen af 90’erne, hvoraf den ene havde både Flemming og Tue som medforfattere.
Den lille episode er for mig en illustration af, hvordan materielle genstande er emotionellt ladede – de vækker minder, de vækker engagement, og det er den slags engagement i forskningen, som er det lim, der holder en forskningskultur sammen. Derfor spiller museerne og deres samlinger og udstillinger en væsentlig rolle – ikke bare for at kommunikere den biomedicinske forsknings resultater videre til offentligheden, men også for at styrke den fælles biomedicinske kultur.
(oversat fra svensk af Anna Sommer)
