Like most other kinds of historical artefacts, medical objects from the past are scattered all over. Some are safely deposited in museums, small or large; others are in private collections; others again are circulating between private collectors, mediated by eBay and other auction services (and some, especially plastic objects from contemporary medicine, are contributing to landfill).

Whereas most public collections are online, most private are not. An inspiring exception from this internet invisibility of private collections is Donald Blaufox’s Museum of Historical Medical Artifacts. Working as a professor in nuclear medicine at the Albert Einstein College of Medicine of Yeshiva University Dr. Blaufox has spent much of his spare time in the last thirty years building up a collection of medical artefacts “that could serve as a nidus for a museum of medical history as evidenced by the objects that contributed to its development”.

Some objects “were acquired simply because they have some medical significance, others for their beauty, but all of them because they help to understand the evolution of medicine over the centuries”. He didn’t have the ambition to transform it into a public museum, but entertained the idea of prodcuing a catalogue in book form instead. Then, two years ago, he decided to go online. Now the web-based MoHMA contains over 1000 objects representing a wide range of medical practices and of craftsmanship.

Nicely and competently curated and beautifully represented in images, the MoHMA website is yet another example of how important private collectors have been, and still are, for the preservation and communication of the material medical heritage.

I tried Microsoft’s Bing for the first time today and googl… sorry, binged ‘Medical Museion’ — and to my great surprise I found this poem dedicated to our collections written by American editorial consultant Shannon Hunt, titled ‘In the Collection of the Medical Museion’:

The plaster busts of aged geniuses
adorn the storage room. They look a bit bereft
in their current situations, dispersed
on shelves and on the floor, turned face to face,
no space to best display their cast coiffures
and noble Roman noses carved with care.
Were the material a match, they might
appropriate some miscellaneous
components of a nearby skeleton
and, fashioning a makeshift catapult,
propel themselves to a more comfortable
repose. But wary of the brittleness
of paupers’ bones unearthed some centuries
ago, and fully conscious of their own
fragility, they bide their time,
await a label, a chance to be seen.
(Copenhagen, September 2007)

(from http://shannonhunt.com/historical/museion.html).

Thanks for this Shannon!

I’m probably not the only person who has a soft spot for unknown collections, especially if they turn out to be rich and reasonably well-curated.

Today I became aware of the odontological collection at the University of Oslo, which goes back to the 1880’s when the Norwegian Dentists Association began acquiring objects; it was handed over to the Norwegian State Institute of Dentistry in 1915 and was later taken over by the Odontological Faculty of the University of Oslo. Parts of the collection is displayed in a hallway in the faculty headquarters (above).

For the last 12 years, parts of the collection has been registered by a group of retired Norwegian dentists — and so far they have put 2266 objects online. See all the objects here. The search function of the database is not without problems and the quality of the descriptions and images is variable at best — but what a great artefact material!

Reminds me that we need to do something about our own in-house odontological collection — so many things to do, so many holes to fill out (pun intended).

An online-version of Adam’s, Camilla’s and my essay “Between meaning culture and presence effects: contemporary biomedical objects as a challenge to museums” is now available on the website of Studies in History and Philosophy of Science.

Here’s the abstract of the paper:

The acquisition and display of material artefacts is the raison d’être of museums. But what constitutes a museum artefact? Contemporary medicine (biomedicine) is increasingly producing artefacts that do not fit the traditional museological understanding of what constitutes a material, tangible artefact. Museums today are therefore caught in a paradox. On the one hand, medical science and technologies are having an increasing pervasive impact on the way contemporary life is lived and understood and is therefore a central part of the contemporary world. On the other hand, the objects involved in medical diagnostics and therapies are becoming increasingly invisible and intangible and therefore seem to have no role to play as artefacts in a museum context. Consequently, museums are at risk of becoming alienated from an increasingly important part of contemporary society. This essay elaborates the paradox by employing Gumbrecht’s (2004) distinction between ‘presence’ and ‘meaning’.

Wish I could put the direct author’s link to the full version here, but Elsevier will most probably sue me if I do — so alas you will have to access it in a pay version (Science Direct) here or through your local university library (which most probably will give you access to Studies through one of their many subscription packages).

The printed version in Studies won’t be out until December or so.

Adam’s, Camilla’s og min artikel “Between meaning culture and presence effects: contemporary biomedical objects as a challenge to museums” — som sammenfatter grundideen i Medicinsk Museions forskningsproblematik — er nu tilgængelig i en online-version på tidskriftet Studies in History and Philosophy of Science‘s hjemmeside.

Det koster en formue at læse den via tidskriftets hjemmeside i betalingsversionen  — men Københavns Universitetsbibliotek/Det Kongelige Bibliotek og andre universitetsbiblioteker giver gratis access til tidsskriftet via deres elektroniske tidskriftsservice.

Den trykte version kommer først i december.

Her er abstractet:

The acquisition and display of material artefacts is the raison d’être of museums. But what constitutes a museum artefact? Contemporary medicine (biomedicine) is increasingly producing artefacts that do not fit the traditional museological understanding of what constitutes a material, tangible artefact. Museums today are therefore caught in a paradox. On the one hand, medical science and technologies are having an increasing pervasive impact on the way contemporary life is lived and understood and is therefore a central part of the contemporary world. On the other hand, the objects involved in medical diagnostics and therapies are becoming increasingly invisible and intangible and therefore seem to have no role to play as artefacts in a museum context. Consequently, museums are at risk of becoming alienated from an increasingly important part of contemporary society. This essay elaborates the paradox by employing Gumbrecht’s (2004) distinction between ‘presence’ and ‘meaning’.

Curators in medical museums that plan to get involved with the powerful practices of contemporary biomedical visualization (we all do, don’t we?) might learn something from the announced ‘Biomedical Visualisations and Society’ seminar and workshop series at the University of Warwick Medical School next spring with the aim 

• to critically explore the social and political implications of biomedical imaging
• to gain technical knowledge of visualisation
• to foster collaboration and networking between early-career researchers

Each of the four two-day workshop will combine a key-note lecture, time for discussion and an opportunity to engage with visualisation in practice. What distingushes this seminar series from many others is exactly the combination of theory and practical approaches.

• The Transparent body? Diagnostic Radiology, 26-27 January 2010. Keynote Speaker: Kelly Joyce, College of William and Mary, VA, USA. Includes a guided visit to the radiology department of the local hospital with Richard Wellings, Consultant Radiologist, University Hospitals Coventry and Warwickshire.
• Anatomical Bodies: Plastinated Prosections in Medical Education, 13-14 April 2010. Keynote speaker: Maryon McDonald, University of Cambridge, UK. Includes an introduction to anatomy using plastinated body parts, by Peter Abrahams, Professor of Anatomy, University of Warwick.
• Virtual Reality and its Application to Healthcare, 24-25 May 2010. Keynote Speaker: Rachel Prentice, Cornell University, USA. Includes a visit to the Digital Lab, University of Warwick, guided by Professor Vinesh Raja.
• 3D Foetal Ultrasound, 6-7 July 2010. Keynote Speaker: Lisa M. Mitchell, University of Victoria, Canada Includes a visit to 4D scan provider ‘Babybond’, with company director Jan Steward.

The only thing that troubles me about this initiative is that the workshop/seminar website is so visually challenged. I mean, this is a scholarly field with plenty of first-class visual material — and then the website that is supposed to lure postgrad students to attend the workshops looks like it’s competing for the UKPVB (UK prize for visual boredom). Maybe they should have added an aim about tthe aesthetic implications as well 🙂

My email inbox is continuously inundated with announcements for workshops, seminars, colloquia, conferences and other kinds of academic gatherings, covering all possible shades of the academic spectrum. Everything of the slightest interest for our job here in the museum gets some attention.

I must admit that over and over again I get a feeling of deja vu (“is there still someone who finds this kind of stuff interesting?”) — but sometimes an announcement pops up on the screen that brings me out of the state of boredom. Like the recent call for papers for a postgrad symposium on ’Mediated Memory: Of Monuments, Machines and Madeleines’ at the University of Glasgow, 29 January next year.

Sponsored by the AHRC‘s current “Beyond Text” programme (!), the symposium is organised in three panels, all of which are highly relevant for museum people interested in visual and material culture.

One deals with ‘monuments’ — the idea being that we memorialise ourselves and our achievements through the production and archiving of material structures and objects, “including architecture, artworks, music, text, museums and archives”. The panel shall investigate the relationship between the construction of memorial objects and modes of remembrance, and “the processes of creating, transmitting, storing and memorialising narratives through objects of memory”. A must-topic for collection curators.

Another panel centers on ‘machines’ in the form of mediating technologies for remembering, such as photography, video, phonography and the Web. The panel will “investigate the effects of the delegation of memory to machines ­technologies in a larger sense ­ upon human experience and its consequences for our personal and public past” (also very museum relevant, of course).

The third panel deals with one of my favourites — ‘madeleines’: “Sights, sounds, smells, tastes, all can transport us instantly”. The panel will explore “how such sensory encounters and chance remembrances inter-relate as well as the wider ways in which unintentional sites of memory participate in the constitution of our lifeworld”. This panel too is a gold mine for museum curators.

<200 word abstracts to m5symposium@googlemail.com by 25th November 2009 (sic!). Further details here.

I torsdags (den 11. nov) holdt jeg nedenstående oplæg på Organisationen Danske Museers (ODM) årlige kulturhistoriske orienteringsmøde på Fuglsøcentret. Oplægget var formuleret som en kritisk indledning til eftermiddagens diskussion om sponsorering og branding.

Hvordan kan erhvervslivet inddrages i museum 2.0?

Jeg vil lægge op til et lidt anderledes perspektiv på diskussionen om museer, erhvervsliv og ’museum 2.0’, end de sedvanlige (dvs. sponsorering, erhvervsdrivende fonde og corporate branding). De er i og for sig meget aktuelle for museerne nu om dage – men jeg vil problematisere denne sedvanlige tilgang ved at tage udgangspunkt i ’museum 2.0’-begrebet.

‘Museum 2.0’
Der findes lidt forskellige meninger om hvad ’museum 2.0’ står for. Mange gange bliver begrebet lidt misbrugt. Fx på Smithsonian Institution er man begyndt at forholde sig meget entusiastisk til ‘museum 2.0’, men man tænker det primært som det den klassiske museuminstitution plus digitale web 2.-0-medier, dvs Facebook, Twitter, Flickr, Wikipedia, etc.

Det er en overfladisk forståelse af ’museum 2.0’. Det handler ikke primært om digitalisering, eller om at klistre interaktiv IT på udstilingerne, eller om at museet skal være på Facebook.

’Museum 2.0’ handler grundlæggende om at tænke museet analogt med sociale web-medier – som om det var web 2.0. Dvs. man låner tankegangen fra ’the participatory web’ og overfører den til museumsinstitutionen.

Nina Simon (som har den hyperaktive museum 2.0-blog og som vi f.ø. inviterede til en frokostdiskussion her på Medicinsk Museion for et par uger siden) identificerer fire træk ved ’museum 2.0’:

• museet er mere en indholdsplatform end en indholdsudbyder – dvs. museet fungerer som site for mange forskellige indholdsudbydere (udover dets eget personale)

• museet har en specifik ‘deltagerarkitektur’ som kan generere netværkseffekter – dvs. man tænker arkitektonisk på hvordan de forskellige aktiviteter på platformen hænger sammen og tænker hele tiden på hvordan de kan skabe største mulige netværk omkring museumsplatformen.

• udstillingerne er perpetual beta (et begreb der er lånt fra softwareudvikling)  — dvs. undstillinger har ingen specifik åbningsdag, da de står færdige, men de er under offentlig opbygning og fortsætter at udvikle sig kontinuerligt langt efter ‘åbningsdagen’.

• man tænker museet som et flexibel, modulopbygget supportsystem for indholdsudbyderne og indholdsbrugerne – lidt analog til widgets och applets på hjemmesider

Og jeg kunne lægge til, fx
• crowdsourcing – en business-model hvor man inviterer en hel masse folk til at udvikle nye koncepter, designe en udstilling, bidrage til samlinger, etc.

Faktisk behøver ’museum 2.0’ slet ikke være digitaliseret. Og slet ikke bruge digitale web 2.0-medier. Det afgørende i ’museum 2.0’-begrebet er at tænke deltagelse og medproduktion radikalt igennem – og her tilbyder web 2.0-diskussionen altså nogle kraftfulde koncepter.

‘Museum 2.0’ er et godt udgangspunkt for at gentænke brugerinvolvering
Hele 2.0-diskussionen er, som jeg forstår den, afledt af en meget bredere diskussion om demokratisk indflydelse på det offentlige område (brugerinvolvering / participatory democracy / public participation; kært barn har mange navne). Dvs. man vil komme ud over det repræsentative demokrati og tænke offentlige institutioner i mere direkte deltagelse. Borgene skal ikke bare forbruge offentlige kulturydelser, vi skal selv være med til at skabe dem, vi skal have indflydelse på hvordan de bliver tilrettelagt etc.

Det er jo i og for sig en gammel diskussion, men den har fået fornyet aktualitet med fremvæksten af sociale web-teknologier.

Museerne (i hvert fald i de Skandinaviske lande) er jo en delmængde af den store offentlige sektor – dvs. de er statslige el. kommunale, eller i hvert fald offentligt støttede – og de har offentligt tilgængelige udstillinger som deres vigtigste ydelse.

Så for museernes del handler ’museum 2.0’-diskussionen (altså ikke den om digitalisering, men den om radikal brugerinvolvering) om hvordan borgerne kan få indflydelse på de offentligt tilgængelige udstillinger – og medvirke i opbygningen af formidlingen.

Dvs. opgaven er at komme væk fra den klassiske envejskommunikation styret af de offentligt ansatte museums- og udstillingsinspektører – og i stedet få gang i en dialogisk udstillingsvirksomhed, hvor brugerne er med og bestemmer hvad museet skal vise, og hvordan udstillingerne skal opbygges og fortolkes.

Det er sagt før. Men ’museum 2.0’-diskussionen tilbyder altså et interessant begrebsapparat for at gentænke ideen om brugerinvolvering.

(I parentes skal jeg sige, at brugerinvolvering ikke nødvendigvis er alles kop té – jeg mener, det er ikke altid man har lyst til at involvere sig. Jeg gider fx ikke have indflydelse på udstillingerne på Statens Museum for Kunst – jeg vil bare nyde hvad de knalddygtige inspektører derinde nu finder på at hænge på væggerne. Så der er selvfølgelig grænser for brugerinvolvering.)

Men da det er sagt, så har museerne stadigvæk lang vej at gå inden brugerinvolvering begynder at direkte blive et problem. Vi har langt tilbage til smertegrænsen.

Hvor kommer erhvervslivet ind i billedet?
’Museum 2.0’-diskussionen handler primært om de offentlige museers udstillinger.

Men hvor kommer erhvervslivet ind i ’museum 2.0’-billedet?

Eftermiddagens program på Fuglsømødet handler om sponsorering, erhvervsdrivende fonde og corporate branding: det står ’erhvervsliv’ skrevet med store bogstaver over eftermiddagens program. Det afspejler at museerne — i en bestemt optik — er gevaldigt interesserade i erhvervslivet. Museerne er pressede af dårlig økonomi. Museerne henvender sig til det private erhversliv. Museerne jagter sponsorer. Og omvendt ser virksomhederne museerne som en mulighed for corporate branding.

I sponsorerings/branding-optiken er erhvervslivet lige med bestyrelsesrum, administrerende direktører, salgsafdelinger og kommunikationsafdelinger. Fair nok – det er meget naturligt for museer som Nationalmuseet, Statens Museum for Kunst og kunstmuseerne i det hele taget, ligesom det er for bymuseerne, de regionale museer osv. – at se erhvervslivet som en potentiel pengekasse.

Men det er kun den ene side af erhvervslivet. For en anden stor gruppe museer ser erhvervslivet lidt anderledes ud. Jeg tænker på museer som Post- og Telemuseet, Danmarks Tekniske Museum, Elmuseet, Danmarks Industrimuseum, Danmarks Mediemuseum, det kommende Dansk Datahistorisk Museum (og sådan set også Tøjhusmuseet) – og naturligvis mit eget museum, Medicinsk Museion.

For alle os gælder det at erhvervslivet i lige så høj grad er de ansatte i virksomhederne. For vores museer handler relationen til erhverslivet ikke kun om sponsorering og corporate brandning (det gør det måske også) – men det handler i høj grad også om at vi har en fælles fascination for erhvervslivet og dets historie — en fascination som gør at vi er interesserede i at samarbejde fagligt, udveksle faglig viden og i det hele taget tænke i termer af en fælles kulturarv.

For vores museer er relationen til erhvervslivet således mere et slags ’på gulvet’-interessefællesskab mellem de ansatte på museerne og de ansatte i virksomhederne, snarare end en branding/sponsorerings-relation.

For Medicinsk Museions del handlar det fx om et fællesskab med:
• forskere, teknikere, administratører og arbejdere i de store farmavirksomheder (Løvens, Novozymes, Novo Nordisk, m.fl.) og de mange små og middelstore biotekvirksomheder
• ingenjører, designere, administratører og sælgere i den medikotekniske industri (Oticon, Radiometer osv.)
• læger, sygeplejersker, kontorpersonale etc. på privathospitalerne

Hvis vi også inddrager de selvstændige små erhversdrivende, så har vi også et kulturfælleskab med i alt ca. 10.000 praktiserende læger og private tandlæger.

Og hvis vi (med god ret) tillader os at udvide erhvervslivsbegrebet til også at gælde sygehussektoren (fordi den efterhånden drives efter New Public Management-principper), så har vi også et kulturarvsfællesskab med de ca. 80.000 ansatte (læger, sygeplejersker, forskere, ingeniører, bioanalytikere, sekretærer, portører m.m.) i sygehusvæsnet.

I denne optik får erhvervslivet mere kød og blod. Erhvervslivet er ikke bare en sponsormulighed, men (for Medicinsk Museions del) over 150.000 ansatte i sundhedsvæsnet. Mennesker som har en potentiel meget stor interesse for sundhedssektorns historie, kultur og æstetik.

Disse 150.000 ansatte i det ‘medicinske erhvervsliv’ er ikke kun brugere af museets udstillinger. Inspirerede af ’museum 2.0’-diskussionen er vi begyndt at opfatte dem som medproducenter.

Ikke bare som potentielle medproducenter af udstillinger – men også medproducenter af samlinger. I princippet er hver og én af disse 100.000 ansatte i det medisinske erhvervsliv en frivillig museumsinspektør.

Og så begynder det at blive interessant udfra et ’museum 2.0’-perspektiv. For nu kan vi tænke ’museum 2.0’ mere konkret. For exampel:

• Hvordan kan vi invitere medikotekniske virksomheder til at blive indholdsudbydere? Hvordan kan vi stille museet til rådighed som en indholdsplatform (uden at det udarter til kommerciel salgsudstilling)?

• Hvordan kan vi inddrage forskere, læger og ingeniører som kritiske medproducenter af udstillinger? Hvordan kan de hjælpe os med at kontinuerligt revidere udstillingerne i perpetual beta?

• Hvordan kan vi mobilisere forskere, læger, sygeplejersker og klinikassistenter til at fungere som tusindevis af frivillige samlingsinspektører i en crowdsourcing-indsamlingsprocess?

Opsummering
Det ’museum 2.0’-diskussionen lægger op til, er at vi i højere grad bør opfatte forholdet mellem de ansatte på museerne og de ansatte i erhvervslivet som et identitets- og erkendelsesfællesskab.

Diskusionen om dette interessefællesskab er mindst lige så vigtig for museernes fremtid som den sedvanlige diskussion om sponsorerings- og brandingrelationer mellem museer og erhvervsliv.

Jeg tror ikke valget står mellem at holde sig på klassisk fornem afstand fra erhverslivet hhv. at sælge sin museale sjæl til højstbydende sponsor. Jeg tror på en tredje mulighed – at udvikle et meget tættere samarbejde mellem museerne og erhvervslivet der begynder nedefra, fra gulvet (laboratoriebænken, computerskærmen, skrivebordet).

Flere museer har allerede et fint og tillidsfuldt fagligt samarbejde med erhvervlivet. Jeg synes at det fortsatte diskussion om relationen mellem museerne og erhvervslivet skal tage udgangspunkt i dette samarbejde. For ellers ender det hele i sponsorering, branding og overfladisk oplevelsesøkonomisk tankegang.

German-speaking medical museum curators should be interested in a symposium on university museums and collections to be held at the Humboldt University, Berlin, 18 – 20 February 2010 , organised by the Hermann von Helmholtz-Zentrum fur Kulturtechnik and the Berliner Medizinhistorischen Museum der Charite:

Das Symposium setzt sich u.a. zum Ziel, gemeinsam nach neuen Aufgaben fur Universitätsmuseen und -sammlungen zu suchen, Strategien zu entwickeln, um den Fortbestand der Sammlungen sicherzustellen und Zukunftskonzepte zu erörtern, die traditionelle Universitätssammlungen besser in den Hochschulalltag integrieren und den heutigen Anspruchen von Forschung, Lehre und Wissenschaftskommunikation gerecht werden. Daruber hinaus soll ein Netzwerk fur Universitätsmuseen und -sammlungen im deutschsprachigen Raum etabliert werden, um den dringend erforderlichen Austausch von Erfahrungen und Kenntnissen in Gang zu setzen.

See further: http://universitaetsmuseen.hu-berlin.de (conference language will be German)