For et stykke tid siden fik vi en mail fra Hanne Schrøder, der er uddannelseskoordinator ved Sundhedsservicesekretæruddannelsen på Niels Brock handelsskole og en ofte tilbagevendende gæst på Medicinsk Museion.

Hanne Schrøder indleder med at fortælle, hvor glad hun har været for at komme på museet sammen med sine elever, venner og familje:

Jeg er kommet på det fantastisk spændende museum mindst to gange om året gennem de sidste 7 år. Jeg kommer fast med klasser af voksne elever fra Niels Brocks sundhedsservicesekretæruddannelse, derudover har jeg været på museet med venner, veninder og min famile, hvor mine to største børn begge er medicinere, og opfordret mange til at besøge museet osv. Fordi jeg synes, det er et meget interessant museum, fordi I har så mange gamle originale, sjove og interessante ting fra vores fælles sundheds- og sygdomshistorie, og fordi museet er indrettet i lige præcis dén gamle bygning. Vores elever er også altid begejstret for museumsoplevelsen, hvor de gennem årene har fået mange aha-oplevelser, der sætter mange tanker igang, som relaterer sig til det de lærer på uddannelsen og i deres praktikforløb på hospitaler og klinikker.

Men hun er også kritisk over nogle af de ting vi laver:

Gennem de sidste par år er der hver gang, jeg har været på museet, forsvundet interessante ting fra samlingen, fordi der åbenbart skal lægges en ny linie? Jeg kan nævne en række ting og hele rum, der stor set er forsvundet, men det kender du jo alt til. Formidlingen er blevet meget mere kedelig, når de gamle originale rekvisitter mangler, og omviserne kun har små og færre montrer at tale ud fra. Har I tænkt jer at slette ordet ‘historisk’ i museets navn? Man skulle næsten tro det!? Det er alt det medicinske- og sygdomshistoriske, der er så sjovt og interessant ved museets udstilling.

Og fortsætter:

Jeg er helt klar over, at mine små pip ikke kan ændre noget ved den linie, I er ved at lægge for museet, men jeg blev bare så ærgerlig over – igen! – at opleve nye og markante “mangler” ved vores besøg i torsdags (bl.a. den lille bitte dukkeseng, I har lavet i stedet for den originale fraktur-seng, er da topmålet af dårlig formidling). Jeg kunne egentlig godt tænke mig at kende jeres begrundelse for fjernelse af så mange interessante historiske genstande og hvor det lige er, museet er på vej hen?

Venlig hilsen en frustreret museumsgæst.

Hanne Schrøder

Et par dage senere fik vi en fodnote:

Jeg kan jo iøvrigt se på jeres afsendersignatur, at I rent faktisk har fjernet ordet historisk fra museets navn, men samtidig bevaret det gammeldags Museion. Det har jeg, som sådan, ikke noget “problem” med, da ordet museum/museion jo angiver, at det er noget historisk, der trækker tråde tilbage, og navnet bliver lidt kortere. Det er blot linien og fjernelse af diverse artefakter, jeg er ærgerlig og forundret over.

Jeg har valgt at gengive Hannes Schrøders mail i dens helhed (og med hendes tilladelse, selvfølgelig), dels fordi jeg på den ene side godt kan leve mig ind i hendes ærgrelse, og dels fordi jeg gerne vil benytte lejligheden til at forklare, hvad det er vi har gang i her inde på Danmarks medicinske museum — og forhåbningsvis kunne fastholde Hanne og hendes elever som besøgende også i fremtiden.

Mit svar

Som udgangspunkt er jeg selvfølgelig meget glad for at Hanne Schrøder har besøgt vores museum så mange gange igennem årenes løb — og at hun og hendes elever synes Medicinsk Museion er et spændende og interessant museum, som de kan relatere til i undervisningen.

Men påstanden om at vi skulle have fjernet et række rum og historiske ting fra museets udstillinger er ikke korrekt.

I de seneste syv år er museet tværtimod blevet udvidet med en række nye udstillingsrum og genstande:

I stueetagen har vi siden 2004 åbnet en helt ny etage på ca. 150 kvm (hele stueetagen blev indtil 2004 benyttet som kontor) med otte nye udstillingsrum. I de nye rum har vi vist to store separatudstillinger — hhv. Oldetopia i 2007-2008 og den internationalt prisbelønnede Del & Hel i 2009-2010. Begge udstillinger viste mængder af historiske originalgenstande.

I dag bruges de nye udstillingsrum i stueetagen til:

1. reception og kasse, med Container Wall-installationen der indholder hundredevis af tidligere ikke udstillede ting.
2. garderobe med en række tidligere ikke udstillede artefakter (det medicinske hittegodskontor/Left Luggage Room).
3. et rum om epidemier, der indholder ting, som er flyttet fra en tidligere placering på 1. sal.
4. et særudstillingsrum for kunstudstillinger med skiftende nye ting (p.t. udstillingen Experiences of Ageing).
5. et rum med Kejserinden Dagmars rejseapotek, der blev indsamlet i 2005.
6. et rum om kirurgi (med ting, der er blevet flyttet fra 1. sal) og proteser, som ikke er blevet udstillet før.
7. et lille rum om Frederiks Hospital, med ting der er blevet flyttet fra den tidligere placering på 1. sal.

Går vi så til 1. sal, har vi siden 2004 etableret følgende nye udstillingsrum:

1. et rum tilegnet Niels Finsen og lysbehandlingen av hudtuberkulose med en række unikke genstande fra samlingerne
2. to nyistandsatte udstillingsrum, som bruges til udstillingen Balance og Stofskifte og som er fyldte med historiske artefakter, der ikke er blevet fremvist før
3. et særudstillings-/receptionsrum med skiftende udstillinger (p.t. udstillingen 100 Lysår)
4. et rum med nyrestaurerede historiske anatomiske modeller, som heller ikke er vist før.

Vi har godt nok lige lukket de tidligere udstillinger på 1. sal om Fredriks Hospital og kirurgi. Men de er blevet flyttet til nyistandsatte rum i stueetagen for at give plads til den nye udstilling om metabolisk kirurgi, som åbner den 4. oktober. (Vi er også meget kede af, at der ikke var plads til den gamle frakturseng, men rummet er desværre for lille.)

På 2. sal har vi i de sidste syv år gjort følgende ændringer:

1. vi har fjernet den lille udstilling om klinisk kemi — det er faktisk det eneste udstillingsrum på museet, der er blevet helt nedlagt siden 2004.
2. vi har etableret en ny udstilling om psykiatrisk behandling med nyudstillede og nyindsamlede psykiatrihistoriske artefakter.
3. vi har lavet en lille udstilling om fødselshjælp med originalgenstande.
4. tandlægestuerne står uforandret siden 2004.

Summa summarum har vi udvidet udstillingsarealet i museumsbygningen i Bredgade med ca. 40%, vi har etableret en lang række nye udstillinger og vi viser langt flere originale historiske genstande i dag end  2004 — vi har endda flere montre nu end for syv år siden.

Hertil kommer, at vi siden 2010 har haft en meget aktiv særudstillingsvirksomhed i et satellitudstillingsområde i Panumbygningen på Blegdamsvej med tre nyproducerede særudstillinger:

1. Primary Substances, en udstilling om proteinforskning, med mange hundrede historiske originalgenstande.
2. Healthy Ageing (den var vores mindst genstandsrige indtil nu).
3. The Chemistry of Life, som også er en meget genstandsrig udstilling.

Selv om vi har udvidet udstillingsarealet og mængden af udstillede genstande betragteligt i de seneste syv år, er vi slet ikke tilfredse endnu. Vi er i gang med at udvide udstilllingsarealet med endnu flere rum (og nogle af disse åbner som sagt allerede i efteråret). Og dermed vil vi kunne vise endnu flere ting fra de rige samlinger, der nu står gemt på magasiner rundt omkring i København.

Men er måden vi udstiller på ‘historisk’ nok?

Hvis man, som jeg her har gjort, sammenligner antallet af udstillingsrum og udstillede historiske genstande i 2004 med antallet af rum og genstande i 2012, så har kritikken altså ikke noget på sig. Men det findes måske en anden fortolkning af Hanne Schrøders frustration — nemlig at det måske ikke så meget handler om mængden af historiske rum og genstande i udstillingerne, men den måde vi udstiller de historiske ting på?

For selv om vi har forøget mængden af udstillingsrum og historiske genstande, så vil jeg give Hanne Schrøder ret i at udstillingerne måske ikke ser så ‘historiske’ ud længere. Det museum, som hun og hendes elever begyndte at besøge tilbage i 2004, var et decideret traditionelt medicinhistorisk museum; det handlede primært om medicinen “i gamle dage”, som nogle af vores besøgende udtrykker det. Det var den medicinske praksis i perioden ca. 1750 til ca. 1950, der blev vist frem på en let genkendelig ‘historisk’ måde, og som Hanne Schrøder angiveligt synes er det mest interessante ved museet.

I dag har vi ikke denne rendyrkede ‘historiske’ identitet, og navneforandringen til Medicinsk Museion er et udtryk for dette identitetsskift. I dag vil vi i højere grad invitere vores gæster til at forholde sig til både datiden, nutiden og fremtiden. Vi vil vise og forklare den fascinerende udvikling, der er sket inden for medicinsk videnskab og behandling inden for de seneste årtier. Og altså ikke bare ud fra et historisk perspektiv: vi vil i lige så høj grad være et ‘medicinfilosofisk museum’ og ‘medicinsk kunst- og designmuseum’ — kort sagt et medicinsk museum snarere end et medicinhistoriskt museum.

Og det kræver mere end at fylde rummene med entydigt ‘historiske’ artefakter. At forholde sig til nutidens medicin indebær at man som museum er nødt til at udstille genstande, som ikke har samme fascinerende nærværskvalitet som de fascinerende ting  fra “gamle dage”.

Jeg er godt klar over at dette identitetsskifte kan være skuffende for dem af vores gæster, der forventer sig at se et klassisk medicinhistorisk museum. Og jeg er klar over at vi skal træde varsomt. Det at vi også interesserer os for nutiden og fremtiden må selvfølgelig ikke resultere i at vi fjerner den historiske dimension i museets udstillinger. Men man kan godt vise nutid og datid og fremtid i samme rum, i kontrast til hinanden, ved siden af hinanden. Så i dag er vi nok mere tilbøjelige at integrere de historiske genstande i mere konceptuelt orienterede udstillinger (som fx i Balance og Stofskifte) end at udstille dem i kronologisk afgrænsede ‘historiske’ rum, så som tidligere generationer gjorde det på Medicinsk-Historisk Museum i 1970’erne-1990’erne.

Hvis vi får fondsmidler til at udvide museets areal — vi vil gerne kunne åbne 3. sal af Akademibygningen og store dele af den tilgrænsende Tietkens Gaard-bygning for publikum, og på lang sigt også Panumbygnngen i baggården —  så vil vi i højere grad kunne tilfredsstille både dem, der vil gå i dialog med nutidens medicin og dem, der helst vil se de ældre samlinger. Der skal være plads til begge dele.

When I receive a mail like this:

I am happy to announce that the  deadline for the submission of abstracts  for the […] Symposium has been extended to July 1st.

from an otherwise serious scholarly organisation, followed by

The other good news is that the [organising committee] has been able to secure some funding for students and junior scholars to attend the meeting.

then I think: The extension of the deadline for submission of abstracts to a meeting is not at all good news.

On the contrary, it’s bad news.

It means the organisers haven’t been able to recruit enough interesting submissions in the first place. And why should they suddenly be inundated with a lot of good abstracts after the extended deadline?

Messages like these — and my impression is they are more and more frequent — means either there are too many conferences in the field at hand or that the conference topic isn’t very hot and interesting.

So I never recommend my PhD-students to attend meetings which extend their submission deadlines.

Don’t  forget our MUSE workshop tomorrow. Over lunch we will attack the topic of hunger/appetite/satiation with a range of methodological tools:

• An anthropological approach (Line Hillersdal and Bodil Just Christensen, PhD candidates, Institute for Food and Resource Economics, University of Copenhagen)
• A museological/curatorial approach (Bente Vinge Pedersen and Niels Vilstrup Møller, senior curators, Medical Museion, University of Copenhagen)
• A media/communication approach (with Louise Whiteley, asssistant professor, Medical Museion)

As usual, the workshop runs from 12.30 – 1.30 pm, followed by discussion.

Just to remind you all that Hannah Landecker will give a seminar titled “From the Body as Factory to Eating Information: A Short History of Metabolism” in our MUSE seminar series on next Friday, June 1, at 3 pm.

Hannah Landecker (associate professor of sociology at UCLA) is the author of the award-winning book Culturing Life: How Cells Became Technologies (2007). Her work focuses on the social and historical study of biotechnology and life science, from 1900 to today. She is currently working on a book tentatively called “American Metabolism,” which looks at transformations to the metabolic sciences wrought by the rise of epigenetics, microbiomics, cell signaling and hormone biology.

The seminar takes place in Medical Museion’s auditorium, Bredgade 62 — it’s open to everyone and refreshments will be served afterwards.

Here’s the abstract of her talk:

Metabolism, understood as the chemical conversions of food into bodily matter and energy, has since its formulation as a scientific concept in the nineteenth century been a fundamental aspect of biochemistry, philosophies of life, and to a certain extent, social and political theories of the social body. The elaboration of metabolism and then intermediary metabolism framed the body as a factory or a chemical laboratory for the interconversion of matter and energy by which the outside world and its constituent plants and animals were incorporated and transubstantiated into the metabolizing organism’s body. Claude Bernard observed pithily that “The dog does not get fat on mutton fat. It makes dog fat”; metabolism was central to the practical and physical understanding of the maintenance of the individual body of the eating organism even in the face of the necessity of constantly ingesting the outside world ­ eating others.

In philosophy, metabolism came to occupy a role as part of the defining line between the living and the not living; to metabolize was to live. In social theory, Marx found in scientific accounts of metabolism a fecund source of inspiration for the understanding of exchange, and since that time the idea of social or industrial metabolism ­ societies having metabolisms ­ has played a role in the imagination of systems of individuals as social bodies.

In the metabolic sciences today, there is a marked shift away from classic metabolism, in which a concern with manufacturing and production is being transformed by a concern with regulation and synchrony. Food is as much an informational signal as a chemical substrate, and the timing of its presence is as important as its quantity or content. Metabolism is regulatory mechanism for the organism in a changing environment; it is being re-theorized as a mode of inheritance of environmental conditions, for example in ideas of predictive-adaptive signaling, where the developing fetus uses cues from maternal metabolism to anticipate the nutritional state of the world it will be born into. Such contemporary ruptures throw into sharp relief the historical specificity of previous philosophical, social, and scientific uses of metabolism as a universal and timeless quality of organisms and their autonomy as enclosed and autonomous metabolizing systems.

See more here: https://www.museion.ku.dk/muse-seminars-hannah-landecker/

Næste torsdag, den 24. maj, inviterer vi til endnu en aftenkonsultation i Medicinsk Museions arrangementsrække Krop | Medicin | Ting – nærkontakt af den materielle slags …

Genomforskning er big business! Men hvad er det en gentest kan fortælle? Og hvordan laver man den egentlig? Hvilket grej behøver man? Er det svært? Kan man lave den i køkkenet derhjemme?

Kom og find ud af hvordan man oprenser DNA fra blod og spyt, hvordan de genetiske variationer identificeres, og hvordan data fra dine gener både kan ende som forhøjet sygdomsrisiko og indikator for blå øjne og krøllet hår. Rør ved en genchip og mærk varmen fra en PCR-maskine. Bliv klogere på hvad viden om vores gener giver af muligheder og udfordringer!

Arrangementet foregår i Bredgade 62, 1260 København K. Dørene åbner kl 19.00, og vi går i gang kl 19.30. Billetter koster 50 kr, og kan købes på PolitikenBillet.

Læs mere her: https://www.museion.ku.dk/da/aktuelt/events/genetisk-krystalkugle/ (på dansk) og her https://www.museion.ku.dk/whats-on/events/a-genetic-crystal-ball-turning-spit-into-data/ (på engelsk)

PS: Du kan for øvrigt også vinde en gentest (værdi ca. 3000 kroner).

Last time I presented a paper criticising contextualist thinking was at the annual History of Science conference in Washington DC in November 2007 — that’s almost five years ago!

I haven’t had much time over to think about the individualism/contextualism/holism issue. This museum, and a couple of kids, have taken all my time. But a recent talk by Graham Harman has reinvigorated my spirits. Here the abstract to an audio of a keynote titled “Everything Is Not Connected” that Harman gave in Berlin, 2 February 2012:

The idea that everything is interconnected has become a staple of intellectual life. As a related phenomenon, “contextualisation” is now the method of first resort throughout the humanities. This lecture opposes the general trend of emphasising systems and wholes over autonomous individuals. Among the greatest drawbacks of holistic ontology is its inability to explain disruptions and surprises in any system it studies. At best, one posits some sort of “materiality” lying outside all formatted systems that serves as their underground source of change, a theory that fails for a variety of reasons.

Couldn’t agree more!

I’m less sure about Harman’s remedy, object-oriented ontology:

The only alternative is to adopt an object-oriented model of fully formatted entities lying beyond the grasp of the human mind and even of each other. After providing some theoretical background for this claim, I will consider several recent political phenomena that are better understood by an object-oriented approach than a holistic one.

But so far that’s peanuts compared to his criticism of contextualism.

(thumbnail credit: DWinton’s flickr photostream; Creative Commons license)

 

Today we had our weekly MUSE workshop with in-house historian of psychiatry, Jesper V. Kragh, who spoke — under the title “Changing Gender Differences: Morphine in Denmark, 1860-1960” — about the gender dimension in his current research project on the history of drug abuse in Denmark.

The discussion generated a lot of discussions — and a lively Twitter-stream, including some thoughts about a possible material history of drug addiction.

(thumbnail photo credit here)

Vores egen Nina Bjerglund Andersen skal tale om sociale medier og folkesundhedsvidenskabelig forskningskommunikation i forbindelse med årsmødet i Foreningen for Kandidater i Folkesundhedsvidenskab (FKFSV):

The Lancet er på Twitter, CDC [Center for Disease Control] i USA kører en aktiv Facebook-side og BMJ [British Medical Journal] har mere end 15 blogs kørerende parallelt til deres tidsskrift. Sociale medier stormer frem inden for forskningskommunikation. Med sin interaktive præmis åbner de op for helt nye muligheder for at kommunikere forskning og generelle folkesundhedsbudskaber – og for at forske. Folkesundhedsvidenskaben har allerede vist sig at kunne drage særligt fordel af, at kommunikation nu har fået en ny platform at lege på.

Årsmødet finder sted på Medicinsk Museion, mandag den 14. maj 2012, kl. 16.00-21.00. Det begynder med en omvisning i Medicinsk Museions udstillinger, efterfulgt af Ninas foredrag, som begynder 17.30 (og som efterfølges af generalforsamling).

Ikke-medlemmer i FKFSV er meget velkommen til at lytte med på Ninas foredrag, hvis man tilmelder sig på gf@fkfsv.dk med angivelse af at man kun deltager under oplægget.

Hvis du ikke kan komme, kan du følge oplægget online på www.fkfsv.dk/live, ca kl. 17.30 – 18.30. Se mere her: http://www.fkfsv.dk/arrangementer/56.

Yesterday, David Pantalony from University of Ottawa and the Canada Science and Technology Museum gave a talk in Medical Museion’s MUSE seminar series titled ‘Examine first, ask what it is later: The multiple interpretations of 20th century scientific artifacts’.

David’s presentation gave rise to an intense discussion and an interesting stream of twitter-comments that are eternalised on Storify here.

Some excerpts from the Twitter comments here:

• Engaging objects is a way of resisting a textual constriction of knowledge
• Maybe you cld say that an ‘exhibition curator’ *cares* for objects, while an ‘exhibitionist’ shows off
• Did Pantalony just say: “I don’t really understand exhibitions” ?
• Bottom-up curatorship is a good example of biopolitical production (vide Negri) – after all Latin ‘cura’ means ‘care’
• “Going into the collection my goal is to learn about the world. Not the history of specific technology” (David Pantalony)
• Wonderful to hear a exhibition curator (@SciTechCurator) who takes the collected object as his evident point of departure
• Collection multitude vs. cultural Empire (to paraphrase Hardt and Negri)
• Museum collections are an “immovable foundation of diversity” in a culturally and politically homogenous landscape
• Pantalony: Museum collections as source of diversity to counter cultural, political, artistic & intellectual homogeneity in society.
• Medical device arrives at museum painted one color. Doesn’t mean it spent its working life in that particular skin
• Pantalony neatly gestalts his points about the need for a close engagement with objects through his own enthusiasm.
• Where to start when starting from a museum object? How about asking if people *like* it and why?
• David (@SciTechCurator) radiates a unadulterated love for objects; very contagiuos 🙂
• Pantalony persuasive on starting from the object for curation, display, and also teaching and staff encounters
• Museum objects as trophees!

Under overskriften “Forskningskommunikation 2.0” skrev Kristian H. Nielsen igår på videnskab.dk om nogle af sine indtryk fra den lige afsluttede Public Communication of Science and Technology-konference i Firenze.

Jeg har ikke noget at indvende mod Kristians referat af plenumsessionen som sådan. Det jeg ikke forstår, er at han bruger udtrykket”forskningskommunikation 2.0″ som overskrift på indlægget, uden at gøre opmærksom på, at der under hele konferencen kørte en meget intens Twitter-strøm som baggrund til sessionerne.

Der var en konstant strøm af kommentarer til de enkelte oplæg, sessioner og konferencen som helhed, nogle gange flere i minuttet. Jeg vil tro at der var lige så mange kommentarer på Twitter som der var mundtlige spørgsmål under sessionerne. Flere af deltagerne sparede Twitter-strømmen på Storify, så den kan stadigvæk læses, fx. her.

Grunden til at jeg påpeger dette er, at jeg mener, at Twitter lige nu er det mest interessante udtryk for ånden i begrebet “forskningskommunikation 2.0”. Det blev gjort meget tydligt torsdag eftermiddag under en session, der var arrangeret for at kikke tilbage på tidskriftet Public Understanding of Science’s 20-årige historie. Her sagde PUS-redaktør Martin Bauer bl.a., nærmest i en bisætning, at han ikke vidste hvad en blog var eller hvad den kunne bruges til.

Måske var det bare en dårlig formulering, eller måske var det en provokation, resultatet blev under alle omstændigheder at Twitter-strømmen nærmest eksploderede. Hvordan kunne redaktøren for PUS være så uvidende om sociale medier og deres betydning for forskningskommunikation?

Begrebet “forskningskommunikation 2.0” kan let misforstås (og misbruges). Jeg tror det ville være godt med en bredere diskussion om hvad begrebet står for, hvordan forskningskommunikation via sociale medier kan foregå i dag, og hvad fremtiden kan byde på i den retning.