Skip to main content
Autobiographyin English

Episodic memory and narrative reconstruction

By September 9, 2015January 29th, 2021No Comments

In the course of this project, I’ve spent evening after evening recollecting memories from my childhood and school years. I have jotted down pages of notes with several hundreds of flashes of recollections of places, objects and atmospheres, and sometimes people and feelings (what I call unit memories) from age 4-5 to age 18.

It strikes me that all these memories are episodic, i.e., they are about singular events and they haven’t at any time come forth in any particular chronological order. In other words, my memory is not organised as a narrative.

I guess I could — later on, in writing — reconstruct all these episodic unit memories in some kind of narrative order. But why should I do so? Reconstructing them narratively would, I think, be to violate my phenomenological experience of my own past. What would I actually gain from turning the actual, apparently unstructured, episodic order into a structured narrative?

Are there any of my knowledgeable philosophical / psychoanalytic / biographical / phenomenological / psychological / literary friends out there who could help me?

An almost idential version was published on Facebook, 9 September 2015 and generated a very large number of very interesting comments:

Anders Dræby: Kierkegaard skriver jo, at mennesket skal give slip på erindringen, for den parkerer dig bare i fortiden og fjerner dit nærvær over for livet nu og her. Men så enkle er tingene jo ikke altid. Terapeuten i mig ville anbefale dig at få en fornemmelse for, HVAD der mon får dig til at genkalde dig alle disse ting, for det handler jo om noget her og nu og ikke om din fortid 🙂

Thomas Söderqvist: Anders: Ja og nej. Mit projekt er at få frem så meget som muligt. Det får jeg bedst, har jeg indset, ved at gå i seng, slukke lyset, sætte øreproppene i, og så ligge og forestille mig den bygning eller de (indre eller ysdre) rum jeg færdedes i som barn (hjemme, i skolen, i haven på landet, etc.). Så begynder hukommelserne at flyde frem, og efterhånden de kommer så tænder jeg notesblokfunktionen på mobilen, sætter lysstyrken på minimum for at forstyrre så lidt som muligt, og så skriver jeg ned hvad der falder mig ind. Jeg er særligt opmærksom på at prøve at fange de ting som er pinlige, farlige, smærtelige etc., nogle af dem så pinlige at jeg næsten ikke en gang tør at skrive dem ned i min private notesbog. Efter at have lavet den her aftensøvelse i et par-tre uger nu (i de cirka to timer jeg har på egen hånd fra det ungerne er faldet i søvn indtil min hustru kommer for at gå i seng) så kan jeg ikke vride flere episoder ud af hukommelsen. Jeg har nået en mætningsniveau.

Adam Bencard: Strawson’s (in my mind exceptionally interesting) paper “Against Narrativity” springs to mind. Also, I find the emphasis on narrativity to belie the fact that most of the really interesting things in our lives happens in places where language only has the most fleeting of access to, and those places are messy, contorted and open-ended. http://lchc.ucsd.edu/mca/Paper/against_narrativity.pdf

Thomas Söderqvist: Adam: yes, it’s of course Strawson I implicitly refer to when I introduce the notions of ‘episodic’ and ‘narrative’ (it was actually me who once drew your attention to Strawson, remember? 🙂 ). But I hesitate to re-read him at this stage, I want to go further into the empirical raw material and sensation of recollecting before I read too much further.

Adam Bencard Nå ja, det var det også. Den er stadig god. Må lige citere slutningen:: “As for Narrativity, it is in the sphere of ethics more of an affliction or a bad habit than a prerequisite of a good life. It risks a strange commodification of life and time – of soul, understood in a strictly secular sense. It misses the point. ‘We live’, as the great short story writer V. S. Pritchett observes, ‘beyond any tale that we happen to enact’. Og jeg er helt enig i din observation om, at det narrative forløb yder en slags vold på den måde erfaringer indfoldes og opbevares i kroppen. Erfaringen er en slags affektivt indlejrede intensiteter.

Christian Abrahamsson: Have you read Perec? His W, or the Memory of Childhood is very good https://en.wikipedia.org/wiki/W,_or_the_Memory_of_Childhood

Lars Jørgensen: Man skal måske opfinde et begreb som positivistisk erindring.

Thomas Söderqvist: God idé, Lars, det er nok lige præcis det jeg er igang med — ‘positivistisk erindring’ — selv om jeg foretrækker ’empirisk erindring’, dvs erindring som ren erfaring, uden nogle teoretiske eller konceotuelle interventioner og forstyrrelser (og alligevel er jeg jo ikke helt naiv, for jeg havde jo Strawson’s distinktion i baghovedet, se min kommentar til Adam).

Anders Dræby: Hej Thomas. Ja, men hvorfor dette projekt? Hvis jeg skulle følge Kierkegaard, ville han sige, at mennesket vælger at erindre, fordi det ønsker at digte sig væk fra livet nu og her.

Thomas Söderqvist: Thanks, Christian, that sounds like the perfect place to begin conceptualising further what I am trying to get at (in addition to Strawson, see above), Unfortunately, I haven’t read a word of Perec, I actually only know about his existence through my good friend Carsten Sestoft, who does not only read him in the original French, but apparently also has some original and interesting things to say about him. Carsten: can you help me out here?

Carsten Sestoft: According to the French specialist in autobiography Philippe Lejeune (in La Mémoire et l’oblique, ca. 1991), Perec wrote in ‘W’ the rare kind of ‘critical autobiography’ in which memories are scrutinised and criticised (in the sende of a historian’s criticism of sources) and compared to other sources. But Perec’s ‘W’ is a strange and complicated book which also seems to secretly pervert the search for truth, as one of the two rivalling Perec scholars, David Bellos or Bernard Magné, has shown. The result of the criticism of the memories is btw that Perec (born 1936) has no real memories of his parents, his father having died in the defense of France in 1940 and his mother having been deported “in the direction of Aushwitz” (as an official document states) in 1943. So, no narrative here.

Carsten Sestoft: And, btw, the French writer Nathalie Sarraute published in 1983 a book called Enfance (Childhood) in which she tried to catch small bits of her remote childhood (she was born in 1900 in Russia) as small pieces of life.

Christian Abrahamsson: This is also a deeply fascinating work by Perec – also an attempt to avoid narrative. The same method could be used for memories.  https://en.wikipedia.org/wiki/W,_or_the_Memory_of_Childhood

Carsten Sestoft: Christian Abrahamsson Perec’s Je me souviens (1978) is a method (in the sense of Oulipo: a constraint voluntrali imposed in order to produce a text) for non-narrative (and a kind of collective) autobiography – it consists of disconnected sentences introduced by “I remember” (this formula comes from the artist Joe Brainard in 1970), mostly about popular culture and a lot from the 1950s.

Thomas Söderqvist: Thanks, Carsten, that’s very helpful. I can see Perec’s book can be found in an English translation (my French is embarassingly bad).

Carsten Sestoft: Perec’s W is translated into Danish – you can borrow it from us.

Thomas Söderqvist: I’ll come over tomorrow! When are you home from work?

Carsten Sestoft: Thomas, after 5, I think – you are most welcome.

Thomas Söderqvist: I’ll be there! Do you give a glass of table red as well?

Carsten Sestoft: Sure, Thomas

Anders Dræby: Med mindre det – som Seneca også bemærker – er en måde at opgøre livets regnskab på

Thomas Söderqvist: Nej, Anders, jeg vil ikke digte mig væk fra livet her og nu. Tværtimod. Jeg i gang med en version af det som Pierre Hadot kalder ‘spiritual exercises’ og som nogle af de antikke filosoffer, herunder stoikerne, var meget optaget af. Jeg skal snart gå i pension, jeg er far til tre børn, hvoraf to små, og jeg vil gerne udvikle mine moralske og emotionelle kompetencer ved at erindre fortiden, lære af mine mest pinlige fejltagelser og prøve at undgå dem, for at gøre livet for mine børn bedre og forberede mig mentalt på mit egen langsomme men uundvigelige kommende kropslige og mentale forfaldsprocess (siger det dig noget, Svend Brinkmann?).

Anders Dræby: Åh, det underviser jeg i 🙂

Thomas Söderqvist: Anders: “Med mindre … opgøre livets regnskab på” – netop, vores kommentarer krydsede hinanden 🙂

Thomas Söderqvist: Det vil jeg vide mere om!!!

Christopher Jacob Ries: I saw this in Århus the week before last. You might find it interesting. He is on tour with this in Paris 09/09 – 09/17, Rome 09/23 – 09/26 and Annecy 10/03 – 10/07, in case you are in the vicinity of any of those places at any of those times. http://lacaserne.net/index2.php/theatre/eight_eight_seven/

Anders Dræby: Jeg underviser i stoisk filosofi, derfor nævnte jeg Seneca. Stoikene har nu et eksplicit fokus på nutiden, og hvis man skal gå til erindringen skal det kun være med at moralsk formål, som du jo også har. Faren ved at gå frem på den måde, er at man fortaber sig i det forgangne, og det er jo netop ikke virkeligt længere.

Anders Dræby: Selvransagelsen skal have et opbyggeligt formål, altså hvad gjorde jeg forkert, hvilke karakterdefekter er involveret, og hvordan vil jeg gøre det bedre konkret

Thomas Söderqvist: Anders. Vedr. “faren”: Just nu pendlar min daglige opmærksomhed hele tiden mellem tre poler: 1) nyheder og reflektioner omkring flyktningekrisen i Europa, 2) det daglige liv med mine unger og min hustru, og 3) mine aftenserindringer. Kun de tre ting. Alt andet er pt. underordnet.

Thomas Söderqvist: Anders, det er netop opbyggeligheden det hele handler om: pinlige dumheter og fejl, hvordan kan jeg undgå dem, kan jeg eventuelt hjælpe andre ved at fortælle om mine dumheder.

Thomas Söderqvist: Thanks, Christopher, that’s approximately how I feel about it: “Why do we remember the phone number from our youth yet forget our current one?” — I still remember my grandparents phone number from the late 1950s (412269), but I sometimes have difficulties remembering my own. Maybe it’s early dementia?

Christopher Jacob Ries: Måske er erindringer bare erindringer … en slags drømme … kan de nyttiggøres? tjener de et formål i sig selv? kan vi andet end lytte? eller fortrænge?

Christopher Jacob Ries: The play is very good!

Lars Jørgensen: Gaston Bachelard advarer mod at stole på sine erindringer… Så vidt jeg erindrer. Fra barndommen. Jeg mener, at det er Neisser der har lavet noget fornuftig forskning i erindring,som flere af mine tidligere studerende har haft nytte af. Hvis det er meget skelsættende ting, så er der grund til at tro på erindringer. Også fordi man så har genfortalt tingene gennem tiden. En af hans pointer, så vidt jeg erindrer.

Lars Jørgensen: Nietzsche understreger betydningen og vittigheden af at glemme. Så vidt jeg erindrer.

Thomas Söderqvist: Lars; jeg har privilegiet at have adgang til min morfars dagbøger och mine egne notesbøger og egen brevudkast/kopier og andet dokumentarisk materiale fra denne tid — så jeg kan matche mine erindringsbilleder med det datidige kildemateriale. De gange jeg kunnet matche det, så har der ikke været nogle modsigelser, dvs. det virker ikke som om jeg har opfundet begivenheder som ikke fandt sted.

Lars Jørgensen: Sgu da en interessant forskning!

Thomas Söderqvist: Lars Jørgensen, men Nietzsche troede jo heller ikke på opbyggelighed, vel?

Thomas Söderqvist: Lars, det er min begavede PhD-studerende Anette Stenslund som har givet mig mod til at kaste mig ud i en slags auto-fænomenologisk udforskningsmetode (men Anders ville nok bare kalde det selvanalyse, ikke 🙂 ?)

Lars Jørgensen: 99.975 af alt der er sagt om Nietzsche i de sidste hundrede år er falsk. Vel omtrent samme procentsats som på Nietzsches egen tid. Jeg kender ikke en mere opbyggelig filosof. Med Wittgenstein på en anden plads. Nu var Nietzsche jo også Wittgensteins læremester. Eller i det mindste store inspiration.

Lars Jørgensen: Nu er jeg ikke specielt vild med Popper, men du har jo netop mulighed for at blive falsificeret. Det gør en videnskabelig verden til forskel.

Christian Abrahamsson: Den har inte næmnts men Walter Benjamins Barndom i Berlin kring 1900 ær ett lysande exempel på att skriva minnet som fragment. Det ær en av få bøcker som jag sjælv stændigt återvænder till.

Thomas Söderqvist: Denna, antar jag, Christian. Ser väldigt relevant ut. Tack för tipset. http://www.hup.harvard.edu/catalog.php?isbn=9780674022225

Christian Abrahamsson: Den finns på svenska i strålande øversættning av Ulf Peter Hallberg http://www.symposion.se/books/tyska/barndom.html

Thomas Söderqvist: Lars, nu ryster du mig i min filosofihistoriske grundvold. Hvordan kan en angivelig nihilist være opbyggelig?

Lars Jørgensen Angivelig? Hvem har angivet Nietzsche?

Lars Jørgensen Bourdieu siger, at alt hvad Nietzsche siger kan forstås som udtryk for Nietzsches outsider position. Der kan sikkert findes ikke så opbyggelige ting hos Nietzsche. Og det er ikke en ros. Jeg har bare for en gangs skyld ikke læst denne forfatter særligt…See More

Lars Jørgensen Ikke en ros skulle have været indsat efter Bourdieu sætning.

Svend Brinkmann Uh, Nietzsche er anti-tesen til nihilismen. Hele hans filosofi er et forsøg på at overvinde nihilismen.

Lars Jørgensen Ifølge Nietzsche må man først gennemsøge hele sin tænknings genese og holdbarhed før man kan vide, at man er i stand til at bygge noget op. Hvilken tanke er mere opbyggelig end den?

Thomas Söderqvist Men Lars (og Svend) – det kan jo godt være at Nietzsche’s intention var at overvinde nihillismen og foreberede opbyggeligheden — men blev hans forfatterskab anti-nihilistisk og opbyggeligt i sin konsekvens? Om vi nu lægger et receptionsperspektiv på Nietzsche, er det så anti-nihilism og opbyggelighed som træder i forgrunden?

Anders Dræby Selvransagelse – selv om den form, du laver det i, er mindst lige så kristen som stoisk. Jf Augustin

Svend Brinkmann Jeg er ikke nietzscheaner, men det er en fejllæsning at se ham som nihilist. Om hans virkningshistorie har været opbyggelig? Næppe…

Thomas Söderqvist Svend: re Nietzsches angivelige nihilism: jeg forholder mig bare til standardfremstillinger som http://plato.stanford.edu/entries/existentialism/#NieNih

Lars Jørgensen Den bedste Nietzsche forskning kan slet ikke forstå, hvad du taler om… Ligesom Nietzsches læremester Burchardt havde Nietzsche en utrolig sikker dømmekraft ift sin tids politik og videnskab mv. Men ligesom med Wittgenstein så er det formentlig fordi en korrekt forståelse kræver en stor ydmyghed og tålmodighed , at netop disse to tænkere så ofte, nærmest generelt er blevet misforstået. Det gælder i øvrigt også Max Weber og Pierre Bourdieu.

Thomas Söderqvist Nu er jeg ude på dybt vand — jeg må tro på hvad du siger, Lars.

Lars Jørgensen Jeg tror, at Hintikka taler om, at 90% af al fortolkning af Wittgenstein er falsk. Og så er det kritiske spørgsmål naturligvis, om Hintikka har fat i den korrekte…

Svend Brinkmann Nihilismens problem er udgangspunktet for Nietzsches filosofi (er det ikke også pointen hos Stanford-encyclopædien?). Og hans tænkning er et forsøg på at løse det problem. (Jeg mener så, at det mislykkedes overordnet set)

Thomas Söderqvist Så er vi måske ikke så uenige, trods alt, Svend.

Christian Abrahamsson Ett annat roligt sætt att skriva fram sitt liv, av en person som jag pratat om begræsningar i skrivandet med (faktiskt just om Perec), ær Hofstadters I Am a Strange Loop. Han går på ett sætt på djupet med sjælva tanken om Jaget i de narrativ vi berættar om oss sjælva. https://en.wikipedia.org/wiki/I_Am_a_Strange_LoopManage

Thomas Söderqvist Jeg har alltid haft det lite svårt med Hofstadters GEB — men jag ska se på honom. Tack!

Christian Abrahamsson I am a strange loop ær ett sætt før honom sjælv att rætta till det faktum att han sjælv var missnøjd med GEB. Han menar att GEB inte var lyckad.

Christian Abrahamsson Han hade just lært sig ryska nær jag træffade honom och hade lært sg att memorera Pusjkins Eugen Onegin utantill.

Thomas Söderqvist That’s the spirit!

Christian Abrahamsson Han kom fortfarande ihåg en del svenska som han lært sig nær hans far vann nobelpriset på 50-talet och den lille Douglas var med i Stockholm.

Thomas Söderqvist ok? visste inte att farsan fått nobel …

Christian Abrahamsson Han var fysiker (fick det 61 ser jag nu) https://en.wikipedia.org/wiki/Robert_Hofstadter

Thomas Söderqvist Ah, det gör honom ännu intressantare!

Niclas Hagen Kanske ngt…http://cup.columbia.edu/…/narration-and…/9780231138222Manage

Thomas Söderqvist Tack Niclas — det är faktiskt bl.a. Danto’s narrativitetsidé jag håller på att göra uppror mot 🙂

Thomas Söderqvist I’m going to bed now (10:52 pm) to get a full night’s sleep — this was the first night in two weeks I haven’t spent in bed jotting down my recollections. Thanks for all useful comments and references to the literature. Please don’t hesitate to return to the issue if you have more interesting things to say; this project will go on for several months, maybe years.

Lars Jørgensen A pro pos opbyggelighed. Det har jeg aldrig fortalt dig Thomas, men vi to talte i telefon i 1999 tror jeg. Jeg ringede til dig på RUC, fordi du havde været i avisen eller lignende med et udsagn, hvor du var rystet over, at studerende på RUC ikke mente,…See More

Thomas Söderqvist Lars, tusind tak for denne kommentar — jeg er som sagt på vej i seng, skal tidligt op med ungerne i morgen, så jeg kan ikke nå at svare lige nu, men vil vende tilbage i morgen.

Thomas Söderqvist Nej, giv ikke op på dine drømme. Og jeg sagde vel ikke ‘Nietzsche og opbyggelighed’, men ‘hhv. Nietzsche og opbyggelighed’ 🙂

Lars Jørgensen Din værste fjende er dog altid dig selv. Du ligger på lur… Nietzsche. Hvis nogen undrer sig over, at jeg ikke rigtigt har publiceret ting.

Christian Bernhard Hagen Jeg tror, det på en og samme tid er muligt at have et narrativ for sit liv OG en a-kronologisk erindring om livet.

Christian Bernhard Hagen De to ting foregår så at sige forskellige steder.

Christian Bernhard Hagen Men det er spændende at følge dine overvejelser. Tak fordi du deler dem!

Arne Hessenbruch W. G. Sebald skriver meget og smukt om dette. Jeg har kun læst Die Auswanderer, men emnet er åbenbart centralt i hans forfatterskab. Jeg er ikke i stand til at sammenfatte; jeg føler blot trang til at anbefale.

Johannes Ingwersen Det kunne under alle omstændigheder være interessant, at læse “rene” erindringer – uiscenesat af narrativens fortolkende og ofte efterrationaliserende struktur. Løsrevne episoder eller blot øjeblikke. Det ville næsten være en slags viderebygning af den minimalisme og etik vi ser i vor samtids skønlitteratur. En erindringsnovelle-samling, der stilmæssigt nærmer sig et mix af Helle Helle og Janne Teller. Når man siger det sådan, så lyder det da umiddelbart læseværdigt – har i hvert fald med interesse læst de små udpluk du tidligere har postet på din væg, Thomas 🙂

Søren Keldorff Jeg fremtræder ikke som nogen helt ifølge Lars. Det har jeg heller aldrig været, men gennem min tid som vejleder har jeg forsøgt at gavne mine studenter mest muligt med faglige råd. Det har ikke alle belønnet. So What – nu er jeg en oldsag, hvis akademiske præstaioner heldigvis fortoner sig i den hukommelseskorte evighed.

Lars Jørgensen Søren, du har altid været min helt. Men vi er jo oppe i mod massive kræfter. Jeg er jo heller ikke ligefrem en helt, snarere en taber. Jeg tror heller ikke, at du betragter mig som en taber. Spørgsmålet er om det lykkes for mig at få skrevet de ting, jeg tror jeg kan.

Lars Jørgensen Iøvrigt Søren, hvis jeg havde forsøgt at gå til eksamen på mit første speciale om projektpædagikken, som du var nervøs for, så er det ret oplagt, at jeg kunne have fået problemer ved eksamen. Det havde formentlig været alt for selvstændigt.. Jeg er dig altid dybt taknemmelig for din støtte, hjælp og ros ifm. min specialeskrivning. Det burde… eller i det mindste bør du vide. Ligesom jeg har stor respekt for din fornuftige, kritiske dømmekraft. 😉

Thomas Söderqvist Søren, jeg kender ikke dit og Lars’s tidligere forhold så det vil jeg ugerne blandes ind i. Men jeg synes ellers din betragtning er god, se neden for.

Thomas Söderqvist Arne – tak for referensen til Sebald – ham har jeg aldrig læst før (ikke en gang den gang for ti år siden da Adam opdagede ham som inspiration til sin PhD-afhandling) – men nu vil jeg få fingrene i ham.

Adam Bencard Det ender jo snart med at du også må læse Runia. Han har, i min ydmyge mening, skrevet fantastiske ting om narrativitet og diskontinuitet.

Thomas Söderqvist Jeg har den artikel du anbefalede liggende i min læsestak – soon there …

Thomas Söderqvist Christian, jeg påstår ikke at man ikke kan have et livsnarrativ og en episodisk erindring samtidigt. Jeg noterer blot at al min primære erindring er episodisk og at en narrativ livsfortælling vil betyde at jeg på en eller anden måde vil udøve vold på erindringen. Derudover stiller jeg spørgsmålet om andre mon har det på samme måde. Men det er i min forståelse ingen tvivl om st primær episodisk erindring og sekundær selvbiografisk kan sameksistera simultant.

Thomas Söderqvist Søren, jeg kan sagtens følge dig i din betragtning om at være en ældre herre “hvis akademiske præstationer heldigvis fortoner sig i den hukommelseskorte evighed”. Det er meget fint formuleret og det er faktisk en af begrundelserne for min Hadot- inspirerede aktivitet. Næsten alle akademiker skriver deres erindringer udadtil i et (sandsynligvis) forsøg på at udødeliggøre deres præstationer, eller ihvertfald få gerningerne til at overleve i den aldrende samtids kollektive hukommelse. Der findes utallige patetiske eksempler på sådanne selvbiografiske øvelser. Jeg skal ikke afvise at jeg også inderst inde har den slags ambitioner, men eksplicit er mit ærinde anderledes: jeg vil prøve at ‘come to terms’ med den kendsgerning at mine akademiske bedrifter, ligesom 99,5 % af mine kollegaers, har været ganske ordinære og at det er helt naturligt at de snart skal forsvinde ind i historiens glemsel – også samtidens glemsel.

Lars Jørgensen Det er jo i nuet, vi lever. Schopenhauer siger, at kun nuet er virkeligt. Hvis man har været god/fornuftig/kærlig i sine handlinger, uanset hvor man har været i sit liv, så kan man dårligt have gjort tingene bedre. Jeg kan levende erindre mine samtaler med Søren ifm. opstart af mit speciale, da jeg valgte at skrive uden vejleder for at kunne tænke helt frit og være ligeglad med de sociale konsekvenser, da Søren hjalp mig med at få afleveret mit speciale og roste mig – meget – efter eksamen. Det er nogle af mine fineste minder – og de kan ikke slås af en guldmedalje på Århus Universitet. Men jeg guess, at jeg nok også har vænnet mig gevaldigt af med at se noget større lys i den formelle akademiske verden. Når man ser på kvaliteten af phd’erne og mange af professorerne, så kan jeg kun slå mig på lårene af grin – og sige med Hausgaard, at disse folk også skal leve, blot må vi håbe, at deres ‘forskning’ ikke er alt for dyr. Med hensyn til hvorvidt man bliver husket som akademiker, så er det vist illusionernes holdeplads og der er altid vildt overfyldt. – Men som Bourdieu (altid den klogeste) skriver: Det er en illusion at tro, at man kan leve uden illusioner.

Thomas Söderqvist I should perhaps add that all these memory recording and reconstruction activities that I am referring to above aren’t just something I do for my personal pleasure and edification. They are actually also part of a research project I’m developing within the scope of the cross- and transdisciplinary Center for Healthy Ageing here at the University of Copenhagen (http://sundaldring.ku.dk). One of the issues I’ve been working on is how we shall understand the basic notions of ‘healthy ageing’ and ‘succesful ageing’ (my former PhD-student, now postdoc, Morten Bülow and I wrote an article together on this last year titled ‘Successful ageing: A historical overview and critical analysis of a successful concept’ in J. Aging Stud., 31, 139-49, 2014). I think one of problems of our Center is that it’s too much focused on ‘health’ in a narrow medical sense and that the notion of ‘succesful ageing’ might be more useful to focus our attention on the wider existential issues surrounding ageing and death. ‘Succesful ageing’ also includes, I think, the mental work that most people are, in some way or the other, involved in when they are preparing themselves for one’s death. Recollecting one’s life, sorting out one’s memories, and evaluating one’s material, cultural, social and biological life achievements (personal footprint) is an integral part of preparing oneself for death during the last period of one’s life. My Museion-affiliated colleagues in the Center (Morten, Annika Holme, Anne Bernth and Bente Vinge Pedersen) are probably too young to understand this issue other than as a purely theoretical problem, but the leader of the Center, Lene Juel Rasmussen is soon about to be old enough to understand what I am talking about 🙂

Lars Jørgensen Nietzsche: Meningen er for mange mennesker vigtigere end livet.

Thomas Söderqvist Måske er livet også at søge meningen?

Lars Jørgensen Wittgenstein: Så længe du kæmper, forbliver du i det religiøse.

Thomas Söderqvist For mig lyder det mere religiøst at holde op med at kæmpe 🙂

Lena Kjersén Edman Det finns fördelar med många erfarenhetsår – och att reflektera är klokt att göra medan man fortfarande förmår det.
Tack Thomas för dina tankar!

Thomas Söderqvist Precis, Lena, snart nog seglar vi in i demensens dimma och då är det för sent att göra dessa reflektioner över livet – och därmed för sent att förbereda oss för det lugn (ataraxia) som gärna skulle prägla det sista dementa stadiet av livet Jeg har en (hittills obekräftad) hypotes om att ataraxia är förutsättningen för en lycklig dement ålderdom.

Jørgen Stabenfelt Anders Dræby
Det undrer mig, at du i din indledende kommentar ikke har Kierkegaards diktum med: Livet forstås baglæns, men må leves forlæns. Så vidt jeg kan se, er der heller ikke andre i tråden, der nævner det.

Lars Jørgensen Kierkegaards berømte sætning er jo blot en omskrivning af Hegels Minervas ugle flyver … Og der er givetvis tilsvarende formuleringer af denne reelt ret almindelige lærde indsigt fra den klassiske græske periode.

Thomas Söderqvist Jørgen, dette Kierkegaardske dictum er for mig at se ubegribeligt (i hvert fald da det er løsrykket fra sin sammenhæng) og jeg forstår ikke at så mange mennesker gentager det gang på gang som en slags formel på livsvisdom. Det indholder en modsætning mellem det at forstå og det at leve som jeg mener er uholdbar. For mange mennesker er forståelse jo en måde at leve på, en integreret del af livsprocessen.

Lars Jørgensen Lysten til at gentage Kierkegaards udsagn minder meget om den almindelige tendens, som man har lært på universiteterne, at gøre en dyd ud af at man ikke har objektiv indsigt om den sociale virkeligheds beskaffenhed. Det er jo så også en legitimering af at man ikke forsøger at få det. Intellektuel dovenskab og mismod stortrives.

Lars Jørgensen Især da Kierkegaard jo mente det muligt at forstå ens handlinger i nuet objektivt. Så vidt jeg er orienteret.

Thomas Söderqvist Hegels Minervas ugle har jeg til gengæld stor respekt for … Jeg har for øvrigt set og hørt en riktig levende Minervas ugle ved templet i Delphi :-)’

Jørgen Stabenfelt Thomas og Lars (“denne avis”= Den franske avis Libération)

Lars Jørgensen Vi kan uden tvivl blive enige om, at det tager tid at blive så klar i hovedet, at man kan tænke og forstå virkeligheden på kvalificeret vis. Og både Hegel, Kierkegaard og andre tænkere vil formentlig blot gøre opmærksom på, at det er vanskeligt at få det hele med i nuet…

Thomas Söderqvist Fint!

Jørgen Stabenfelt Jeg er ved at læse David Fromkins bog: A peace to end all peace. Den omhandler perioden 1900-24 i Mellemøsten og skulle ifølge en ekspert på området give de nødvendige forudsætninger for at forstå, hvad der sker i Mellemøsten i dag. Altså forståelse af fortiden er nødvendig for at forstå sin samtid og udstikke handlingsmuligheder for fremtiden. … For at fortsætte i det spor, som Söderqvist lagde ud, så er her lidt personligt erindringsmateriale. Aarhus og især Mols var min barndoms lykkeland. Derfra min verden går. Jeg besøger ofte disse steder for at genkalde mig erindringer. Det er selvfølgelig nostalgisk og på een gang forbundet med glæde og smerte – smerte, fordi ikke meget er som det var. Man kan som Dræby kalde det eskapisme, men for mig har disse erindringer – ligesom fortiden i bred betydning – en værdi i sig selv. Jeg kan som Thomas genkalde i detaljer om, hvordan vores lejlighed så ud, men kun huske enkelte måltider – når livretterne blev serveret, eller når min mor smed min dessert i køkkenvasken, fordi jeg havde været en slem dreng. Jeg kan i detaljer huske mange af de fodboldkampe, jeg spillede og de smukkeste mål, jeg scorede osv. I kan så sige, og det samme kan I sige til Söderqvist: Jamen, det er da fint, at I kan huske det, men har det interesse for andre end jer selv. Og det er da bestemt et godt spørgsmål. 😜

Thomas Söderqvist Det har selvfølgelig stor personlig interesse for mig selv. Men min primære interesse er at bruge disse erfaringer til at sige noget mere generelt om forholdet mellem hukommelse og livsførelse i alderdomen som en integreret del av en ‘succesrig aldring’ og som forberedelse for døden. Og det mener jeg bestemt har almen interesse.

Jørgen Stabenfelt Vi er enige, Thomas. Jeg kan nu bedst lide den del, hvor du taler om en den succesrige aldring.

Ken Caneva I’m surprised you see a problem here. After all, you’re an historian who gleans bits of information in an originally unstructured fashion and then selects from that set a subset that you can weave into a narrative, a narrative that brings understanding (of something or other) where previously there had been only chaotic noise. Let me quote you, in part to remind myself of what you said: “I guess I could — later on, in writing — reconstruct all these episodic unit memories in some kind of narrative order. But why should I do so? Reconstructing them narratively would, I think, be to violate my phenomenological experience of my own past. What would I actually gain from turning the actual, apparently unstructured, episodic order into a structured narrative?” That you would be “violating” your phenomenological experience of your own past strikes me as tendentious rhetorical overkill. What you’d gain from narrative restructuring is, hopefully, an understanding of yourself that you wouldn’t otherwise have had. You’d be doing what an historian/biographer does with someone else’s life. P.S.: I haven’t taken the time to read through all the previous comments, so forgive me if someone else has said this.

Ken Caneva I should have added: Of course there’s no guarantee that any given collection of facts or memories will warrant the construction of an interpretive narrative.

Thony Christie Do biographical narratives have to be chronologically linear?

Lars Jørgensen Have you considered a sociological epistemological auto-biography? You can find inspiration in Bourdieu’s Sketch for a self-analysis. http://press.uchicago.edu/…/book/chicago/S/bo5896652.html

Jørgen Stabenfelt Lars. Jeg har skrevet min selvbiografi, bind 1 1947-67, til mine børn og børnebørn. Er i gang med en lille bog om gymnasietiden ( Det fordømte forår), som gerne skulle være færdig til vores studenterjubilæum i 2017. 😜

Lars Jørgensen Bourdieu har skrevet om den biografiske illusion – her på fransk. Teksten findes også på engelsk – men kan ikke lige finde et link. Til genæld fandt jeg en tilsyneladende kvalitetstekst om Bourdieus tænkning, – som jeg sætter ind umiddelbart efter dette link til den franske tekst af Bourdieu. http://www.persee.fr/…/arss_0335-5322_1986_num_62_1_2317 

Thomas Söderqvist Kenneth, it’s a problem because there a huge body of (psychological, neuroscientific, sociological, pedagogical etc) literature claiming that memory is ‘narratively structured’. Having read a lot of such claims and then reflecting on my own memory, I am struck with the complete absence of any kind of narrative structure in my recollections. Either I am an exception, or there may be something wrong with the notion of ‘narratively strctured’ memory. To my best understanding, most of these claims either have weak empirical foundations or define ‘narrative’ in such a loose way that all memories can by definition be narratively structured if you want them to be so.

Ken Caneva I would say it’s the theorists who have a problem–which is not to say that some memories will certainly be recast into a pleasing narrative structure.

Lars Jørgensen http://www.reading.ac.uk/…/PDF%20versions/Speller.pdf

Thomas Söderqvist Jørgen, det er en gave dine børn och børnebørn nok vil sætte pris på når de bliver ældre.Min morfar skrev en del selvbiografiske tekster, som jeg var fuldstændigt ligeglad med indtil for nogle år siden. Nu er de guld værd.

Lars Jørgensen Bourdieu collection links on ‘self-analysis and socio-analysis: http://pierrebourdieuunhommage.blogspot.dk/…/en-ligne…

Lars Jørgensen Bourdieu is a giant in sociological thinking. No-one compares since Max Weber.

Thomas Söderqvist Tak Lars, nu ved jeg ikke hvad du/Bourdieu mener med ‘den biografiske illusion’, men jeg vil kikke på det — tak for henvisningen.

Thomas Söderqvist Lars: sådan noget? http://www.reading.ac.uk/…/PDF%20versions/Speller.pdf

Lars Jørgensen Ja, teksten forklarer i hvert fald lidt af Bourdieus måde at angribe emnet på.

Thomas Söderqvist I’m sorry, Lars, but the argument that someone is a ‘giant’ in some domain of thinking never really impresses me. I prefer logical arguments and observations of the social reality to Authority.

Lars Jørgensen So I guess Bruner’s words on Vygotsky as the Mozart of psychology leaves you cold.

Thomas Söderqvist Absolutely. There are many, many great thinkers, and many of them have made great impacts on our thinking over the last many centuries. To elevate some of them to the status of ‘giants’ is, to my best understanding, a completely futile exercise.

Jørgen Stabenfelt Lars: Din vurdering af Bourdieu skal jeg ikke kloge mig på. Jeg har læst for lidt af ham, men jeg hælder til Söderqvists synspunkt. Inden for det sidste døgn har jeg hørt om følgende giganter: Luhmann, Foucault, Flahault, Zisek, Feyerabend. Vi har åbenbart alle vore helte.

Lars Jørgensen Ja, det er ikke nemt.

Thomas Söderqvist Jeg kan remse tio-tyve navne op, hvis det udarter til en kanon-kamp.

Jørgen Stabenfelt Me too, Thomas, me too.

Lars Jørgensen Ja, det er jo også et spørgsmål om tillid. Om man tror på Bruner. Og mig.

Thomas Söderqvist Lars, jag är enig med dig i att tillit är viktigt på det sättet att vi ofta är tvungna att lita på varandra för att få saker och ting till att fungera, tex. inom naturvetenskaperna, där man måste kunna lita på sina samarbetspartners, på att de som tillverkat mätinstrumenten vet vad de gjort m.m. Och vi måste kunna lita på att samhällsforskare har gjort de empiriska observationer de påstår att de har gjort. Men annars är tillit inte särkilt sundt i vetenskapliga sammahang. Vi ska inte lita på en persons teorier och analyser av tillvaron bara därför att någon anser personen vara ‘stor’.

Lars Jørgensen Det var ment som en stærk anbefaling. Hvem er værd at bruge sin kostbare tid på. Der er /var jo intet autoritært udsagn involveret. Nu har jeg blot brugt femten år efter otte år på universitetet på at orientere mig. Og jeg har købt ti tusinde bøger indenfor især samfundsvidenskab. Det var blot på den baggrund, at jeg ville sige, at Bourdieu er særdeles værdifuld. Jeg kan også sætte folk på plads gennem tilsyneladende rent saglige argumenter. Det fandt jeg ufortjent.

Thomas Söderqvist Jo, det kan jeg godt forstå, men jeg kender ti gode samfundsfaglige folk som på rigtigt gode grunde vil anbefale at man læser Marx, Weber, Schütz, Benjamin, Adorno, Habermas, Foucault, Gouldner, Elster og Bourdieu — og meget andet.

Lars Jørgensen Ja, det er nok blot et personligt problem. Jeg tager tingene lidt mere alvorligt end de fleste og forventer så også at blive taget lidt mere alvorligt.

Thomas Söderqvist Jeg tager skam dine erfaringer og dine argumenter meget alvorligt — men hvis du mener at man bare sådan der skal have tillid til Bruners vurdering af Vygotsky eller din vurdering af Bourdieu så tager jeg det ikke mere alvorligt end at det er et synspunkt blandt andre..

Jørgen Stabenfelt Lars: Du ved, at jeg tager dine synspunkter og viden alvorligt, men det indebære ikke, at vi altid er enige – selvom vi ofte er det.

Lars Jørgensen Beklager. Men.

 

Thomas Söderqvist

Author Thomas Söderqvist

More posts by Thomas Söderqvist

Leave a Reply