Oplæg til eksternt seminar tirsdag d. 7. februar 2006
Jens Lohfert: Litteratur og Medicin 1970-2005
I mit ph.d.-projekt på Institut for Æstetiske Fag på Aarhus Universitet beskæftiger jeg mig med J. P. Jacobsens (1848-85) forfatterskab og døden – med Jacobsens digteriske repræsenta-tion af døden og med dødens virke i hans digtning. Blandt andet arbejder jeg med den deter-minerende indflydelse tuberkulose har haft på udviklingen af hans æstetiske praksis og på re-ceptionen af forfatterskabet.
I Jacobsens tilfælde har sammentænkningen af litteratur og medicin vist sig at være produktiv, men mens Literature and medicine udgør et etableret vidensfelt i det angelsaksiske sprogom-råde, har det ikke nydt nogen særlig opmærksomhed på dansk grund. I mit oplæg til jeg præsentere Litteratur og Medicin-feltet og forsøge at give nogle bud på, hvordan det kan videreudvikles med inddragelse af eksempler fra dansk litteraturhistorie i perioden 1970-2005.
Man kan skelne mellem to traditioner inden for vidensfeltet, som ikke blot opererer med for-skellige erkendelsesmæssige mål og midler, men som også er historisk differentierbare. Den første tradition, som jeg vil benævne medicin og litteratur, tegner de første ca. 20 år af feltets historie. Den formedes i USA i de tidlige 1970’ere som led i medicinens bestræbelse på at in-stitutionalisere rammerne for en refleksion over humane dimensioner i sin praksis. Det vil sige, at den har udgangspunkt i en specifik, pædagogisk kontekst på medicinske uddannelses-institutioner. Medicin og litteratur-traditionens litteraturforståelse er etisk og funderet i en mimetisk konception af relationen mellem litteratur og verden, en 1:1-repræsentativitet. Dens mål er at bevidstgøre de studerende om moralske og emotionelle implikationer i medicinen og at smidiggøre deres empati via tekster, der repræsenterer medicinske situationer. Traditionen legitimerer med andre ord sig selv i en forestilling om litteraturens terapeutiske potentiale.
Fra en litterær synsvinkel er medicin og litteratur-traditionen problematisk, fordi den teoretisk er på skrumpekost, faktisk decideret underernæret. Det er i og for sig forståeligt nok, eftersom den i sin nyudklækkethed nødvendigvis må konstituere sig selv via grundforskning, fx i form af en fælles bestræbelse på at udarbejde en kanon. Men i praksis betyder det, at den opererer med en lang række af ubekendte. Dens mest fundamentale teoretiske skrøbelighed er, mener jeg, fraværet af en historisk analyse af relationen mellem medicin og kunst. Dette fravær underminerer både traditionens ukritiske distinktion mellem medicin og litteratur og dens ligeså ukritiske antagelse om, at de to discipliner faktisk er heuristisk kommensurable.
Teoretisk underernæring kan man til gengæld ikke beskylde den anden tradition, litteratur og medicin for, som man omkring 1990 kan notere sig den begyndende aftegning af. Denne er i modsætning til medicin og litteratur-traditionen ikke institutionelt forankret i medicinen, men i humaniora – primært i litteraturvidenskaben, men også i historie. Fra især kulturanalytiske, socialkonstruktivistiske og postfeministiske tilgange foretager en række forskere “arkæologis-ke” undersøgelser af, hvordan medicinsk viden dannes i sociale, politiske, teknologiske, videnskabelige og kulturelle kontekster. Traditionens litteraturforståelse kan med den franske tænker Michel Foucault beskrives som “ideologisk”: Den læser ikke tekster som mimetiske repræsentationer af verden, men som “mediationer”, der implicerer anliggender hinsides deres eksplicitte udsagn. Dens forskningsindsats klumper sig sammen i nogle grupperinger historisk og geografisk (den har primært fokuseret på victorianismens England), omkring nogle specifikke sygdomme (fx neurasteni) og specifikke topoi (fx sygeværelset).
Litteratur og medicin-traditionen indskriver sig i humanioras aktuelle interesseforskydning fra analysen af specifikke kunstneriske udtryksformer til kulturanalysen. Problemet med denne forskydning mener jeg er dens “demokratiserende” tendens: Den sideordner alle teksttyper (fx avisartikler, videnskabelige publikationer, romaner, fotografier og spillefilm) for at skabe et helhedssyn på udviklingen af medicinsk viden. Dette helhedssyn er i høj grad efterstræbel-sesværdigt, men spørgsmålet er, om det er litteraturforskningen der skal varetage denne opgave, og mere fundamentalt, hvor godt den egentlig er klædt på til det.
Fra mit synspunkt kan vidensfeltet udvikles i to retninger fra forskellige udgangspunkter. Dels kan man neurologisk forsøge at beskrive hvad litterær oplevelse er. Det er, så vidt jeg kan se dét, neuroæstetikken forsøger ved hjælp af hjernescanninger. Dels kan man, og det er dén ret-ning, jeg vil advokere for, i højere grad forsøge at operationalisere medicinen i forhold til litteraturen ved simpelthen at gå mere konkret til værks end de to omtalte traditioner gør det. Jeg forestiller mig, at man ved at undersøge korrelationerne mellem hvad man kan kalde tekstens biologi og kroppens semiotik kan skabe en uddybet forståelse af hvad den patologiske tekst er.
Denne undersøgelse bør omfatte repræsentation i sin mest omfattende betydning. Den kan rette sig mod det formsproglige, fx i skikkelse af en analyse af metaforen som symptom eller af intertekstualitet som infektion. Den kan rette sig mod det receptionsæstetiske, fx i skikkelse af en analyse af tekst/læser-forholdet som patient/behandler-relation. Eller den kan rette sig mod det litteraturhistoriske, fx i skikkelse af en analyse af forskellige sygdomsopfattelsers indflydelse på konceptionen af forfatteren i forskellige perioder. Det produktive potentiale af sammentænkningen af litteratur og medicin er ubegrænset. I mit oplæg vil jeg forsøge at udpege nogle generelle linier i dette potentiale, som jeg vil demonstrere med konkrete tekstlæsninger.
