Jag har lige mailet lidt frem og tilbage med en af de inviterede gæster ved åbningen af Design4Science i tirsdags. Mogens Engelhardt er uddannet biokemiker og specialist i hvordan kromatinet (dvs. den komplekse blandning af DNA og protein som danner kromosomerne) er organiseret i cellekernen. Eftersom det kun er ansatte ved Medicinsk Museion som har skriverettigheder på den her blog, gav Mogens mig lov til at gengive vores mailkorrespondence om design og videnskab:
Mogens til Thomas (20. januar, kl. 22.46):
Tak for idag – det var rigtigt morsomt at se den fine udstilling med mange interessante og smukke bidrag. Når man taler om design i forbindelse med videnskab kan det af og til være lidt svært at se hvor videnskaben holder op og hvor designet begynder. Sådan som jeg forstår udstillingen og de indledende taler, så tales der om design dels i form af afbildinger i 2D eller 3D, som kan bane vejen for videnskabelig erkendelse og forståelse – og design forstået som kunst med inspiration fra videnskaben. Jeg synes nu selv at man kun kan tale om design i sidstnævnte tilfælde, men det kan jo blive en strid om ord.
I den forbindelse fik jeg lyst til at sende dig et eksempel på hvad fysiske modeller kan føre til (jvf. denne artikel). Jeg havde i elektronmikroskopet set nogle mønstre i kromatinet, som ikke kunne svare til 2D projektioner af eksisterende kromatinmodeller. For at undersøge om de teoretisk ville kunne forklares ud fra andre mulige, men ukendte konformationer af det nukleosomale filament, var jeg derfor nødt til at bygge modeller og se om de kunne antage former, der kunne gøre rede for observationerne. Da fortolkning af billeder i 2D ved hjælp af modeller kræver fantasi og forestillingsevne, kunne jeg ikke bruge computermodeller, men måtte lave fysiske modeller. Det nukleosomale filament indeholder to vinkler, der kan varieres fra hhv. 0-180 og 0-360 grader uafhængigt af hinanden, og derfor var det afgørende at kunne sidde med modellerne i hånden, variere vinklerne og bl.a. prøve hvordan de muligvis kunne flette ind i hinanden. Jeg havde i øvrigt modellerne med til en poster ved et møde i Cold Spring Harbor i 2006:
(modellerne er lavet med plasticbetrukken kobbertråd, som jeg købte i det nærmeste byggemarked
Thomas til Mogens (21. januar, kl. 08:15)
Hej Mogens, selv tak! Jeg håber du vil donere dine fysiske modeller til vores samling på et tidspunkt! Gerne sammen med posteren (vi har en ret stor samling af scientific posters, fra 1970-erne og fremover, indsamlet på Panum og Rigshospitalet).
Mogens til Thomas (21. januar, kl. 12:54)
Det vil jeg meget gerne, men foreløbig vil jeg gerne beholde dem lidt endnu, da de har stor affektionsværdi for mig. Det var de fem bedste måneder i hele mit forskningsliv da jeg i foråret og sommeren 2006 opdagede fibrenes geometri. Alt arbejdet foregik hjemme hos mig selv og hele hjemmet var overstrøet med modeller plus en stor opstilling til fotografering af modellerne. Jeg var helt alene og fuldstændig opslugt af det døgnet rundt.
Nu skal jeg nok lade være med at fylde din postkasse mere i fremtiden, men da nu forbindelsen mellem videnskab og design er på dagsordenen, så vil jeg nu alligevel vise dig hvad jeg forstår ved kunst (og ikke design) med inspiration fra videnskaben. Jeg holdt op på Panum i efteråret og forærede i den anledning min afdeling de to billeder, som er vedhæftet. Det blå er lavet på computeren ud fra et sort-hvid EM-foto af cellekernen (plus lidt cytoplasma i nederste venstre hjørne):
Det røde er det samme, blot i komplementærfarver:
Jeg fik dem lavet som canvas-billeder i størrelsen 70 x 70 cm, dvs. billedfilen bliver overført til lærred og spændt op på en blændramme ligesom et maleri. De hænger nu i frokoststuen på 18.2 på Panum Instituttet;
Thomas til Mogens (21. januar, kl. 15:41)
Flotte billeder – ja, det er vel den måde mange tænker sig at videnskabelige billeder bliver omsat i design. Men er det ikke sådan, at hver eneste modellering er et designarbejde? Når en proteinforsker bygger en molekylemodel, så har han jo kun primærdata i form af røntgenkristallografiske punktmønster, massepektrometriske data, aminosyresekvensdata, etc. Og den fysiske model er et stykke designarbejde på grundlag af disse data. Modellen er jo et gæt, kvalificeret men alligevel et gæt. Så du i udstillingen John Kendrew’s myoglobin-modell udført af en akvarelmaler?
Det lyder herligt — tænk at gå på pension lige efter de bedste fem måneder i ens forskerliv — for mange er det nok omvendt: de bedste fem måneder var et sted i begyndelsen og så går det langsomt ned ad bakke i 30 år. Så man må nok sige at du har været heldig.
Jeg kan levende sætte mig ind i, at modellerne har stor affektionsværdi for dig, så jeg vil spørge vores indsamlingsansvarlige (Søren Bak-Jensen) om han vil notere at de findes derude et sted, og så kan vi jo rykke for dem (på den milde måde) om – ja, hvor lang tid?
Mogens til Thomas (21 januar, kl. 18:13)
Den traditionelle betydning af ordet designer er vel en formgiver, og vel at mærke én, der giver brugsgenstande en personlig form, ud fra kunstneriske og/eller anvendelsesmæssige overvejelser. Hvis det ikke er en brugsgenstand, kaldes skaberen for en kunstner. Designeren forholder sig til objektet og dets anvendelse som kunstneren forholder sig til virkeligheden, om det så er den, man kan opfatte med sine egne sanser eller den, der fremkaldes gennem videnskabelige data. En designer er ikke én, der forsøger at afbilde virkeligheden så nøjagtigt og objektivt, som muligt i 2D eller 3D. Og design er det modsatte af gætteri – det er resultat af en beslutning om at sådan synes designeren nu altså at genstanden skal se ud efter de inspirationskilder han eller hun nu måtte have. Det meste af det, der vises på den – iøvrigt meget fine – udstilling kaldes vel kun design fordi man ikke har noget bedre ord for det. Meget af det ville jeg kalde videnskabelige illustrationer med større eller mindre kunstnerisk bearbejdelse. I mine øjne husker jeg kun smykkerne som rigtigt design. Den videoinstallation, hvor beskueren blev afbildet via et videokamera mens cellerne delte sig og eksploderede, kunne lige så godt have været vist på U-Turn kvadriennalen for moderne kunst – jeg kan ikke se begrundelsen for at den skulle kaldes design. Og det er dér, hvor jeg ser det rigtigt spændende i at fortolke videnskabelige data på en kunstnerisk måde: at videnskaben træder i baggrunden i selve kunstværket, men giver det en uventet dimension ved at være fortællingen bag det.
Nu var vi inviterede universitetsfolk jo nok heller ikke det mest taknemmelige publikum, da meget af det udstillede kunne minde os en del om illustrationer fra lærebøgerne. Som én udtrykte det efter at have set udstillingen: Jeg føler slet ikke at jeg har fri! Besøgende uden for videnskabens verden vil utvivlsomt se udstillingen med helt andre og friske øjne, og få sig nogle rigtig gode overraskelser og oplevelser. Og så kan det jo være ligegyldigt om man kalder det design eller noget andet. Men design – hm, jeg tror at min slægtning, Knud V. Engelhardt, der jo i øvrigt regnes for Danmarks første designer, ville undre sig en del over nutidens udvandede designbegreb. (Hans livsværk står nu i den danske kulturkanon, har jeg set, og det er jeg jo lidt stolt af)
Med hensyn til modellerne, så kan det vel være det samme om de står i min kælder eller i et depot hos Jer. Jeg forsyner samlingen med en kopi af vores korrespondance og skriver en tydelig besked om at de + poster efter aftale skal tilfalde Medicinsk Museion. Jeg skal nok kontakte Jer på et tidspunkt, og de vil under alle omstændigheder tilfalde Medicinsk Museion efter min død. Så kan det jo være at du ikke længere er direktør, og så vil den nye direktør måske bare sige: Nå, skal vi nu have mere ragelse?
Mogens til Thomas (24. januar, 16:00)
Jeg lovede godt nok ikke at fylde din postkasse med mere kunst/design, men da jeg nu havde vist et eksempel på forsknings-inspireret kunst, synes jeg lige at jeg vil også illustrere med et eksempel på videnskabeligt inspireret design – grafisk design. Her er omslaget til et af Biokemisk Forenings årsmøder, som jeg lavede den gang jeg sad i bestyrelsen:
Du vil sikkert kunne se at det er inspireret af gamle skrifter, så som Book of Kells, hvor den store, slyngede figur minder om et stort begyndelsesbogstav, mens de små bogstaver, som angiver en aminosyrekæde, fører tanken hen på linier i en tekst. Den slyngede figur er inspireret af molekylstrukturen af ribonuklease A (her fra Wikipidia):
Foreningens logo viser forbindelsen mellem celler og kemi: to planteceller af form som et purinringskelet, hver med en cellekerne.
Today, the poster for Design4Science got in place in our external showcases.
