Medical Museion posts

"Så tæt på hinanden som ordene Leber og Leben"

På torsdag d. 6. marts kl. 20  kommer den tyske forfatter David Wagner til Medicinsk Museion og fortæller om sin prisbelønnede roman Leben — en intens beretning om tiden før og efter en levertransplantation. Den udkommer på dansk senere i år.

I forbindelse med Goethe-Instituttets program til støtte af oversættelser kommer den tyske forfatter David Wagner til København for at præsentere sin prisbelønnede bog Leben. Arrangementet sker i samarbejde med litteraturfestivalen København Læser og Det anatomiske Teater på Medicinsk Museion. David Wagners roman udkommer på dansk hos Gyldendal i efteråret 2014.

David Wagner fik i 2013 tildelt litteraturprisen på Leipziger Buchmesse. Juryens begrundelse lød: „Lakonisk og med et snert af humor fortæller David Wagner i Leben historien om en levertransplantation. Den normale sygehushverdag og de eksistentielle spørgsmål ligger i denne fortælling lige så tæt på hinanden som ordene Leber og Leben.“

Foto: David Wagner © Susanne Schleyer

David Wagner er født i 1971. Han debuterede i 2000 med romanen Meine nachtblaue Hose og har siden da udgivet en række fortællinger, essays og romaner. Han bor i Berlin.

Foto: København læser

Litteraturfestivalen København Læser har i 2014 valgt kroppen som tema. Kroppen er et af de mest diskuterede begreber i den aktuelle europæiske litteratur – det gælder både inden for skøn- og faglitteraturen. „Forfattere skriver om kærlighed, sex og vold, sundhed, operationer og mange andre spændende emner – og det har de altid gjort.“ (Annette Matthiesen)

Foto: Medicinisk Museion

Efter en kort introduktion af Medicinsk Museions samlingsleder Ion Meyer, taler adjunkt Anna Lena Sandberg med David Wagner om krop og litteratur, om levere og liv. Samtalen foregår på tysk, men vil undervejs blive kommenteret på dansk. Der læses korte tekststykker op fra bogen på både tysk og dansk.

På grund af et begrænset antal pladser kræves der billet til arrangementet. Billetterne kan afhentes gratis fra 15. februar på Goethe-Instituttet eller på Medicinisk Museion ved kassen.

Se nærmere på: www.goethe.de/krop og http://www.goethe.de/ins/dk/kop/ver/da12280132v.htm

Thomas Söderqvist

Author Thomas Söderqvist

More posts by Thomas Söderqvist