Medical Museion posts

Forskningsformidling via sociale webmedier forenkler ikke budskabet — tværtimod

Her er mit oplæg til seminaret om forskningsformidling, arrangeret af Københavns Universitets Praksisudvalg den 23. marts. Powerpointbillederne ligger her.

Jeg er blevet inviteret til seminaret i dag fordi jeg i slutningen af januar skrev en kritisk blogpost på Museionblog, hvor jeg kommenterede baggrundsmaterialet til seminaret.

Mit formål var at gøre opmærksom på den, i mine øjne, forkerte idé om at formidling nødvendigvis indebærer simplificering (og det er også et af de spørgsmål som Peter Sandøe har bedt os i panelet om at holde os til her i eftermiddag).

I baggrundsmaterialet til mødet så skrev man, at “den diskussion, der føres i medierne, nødvendigvis må være mere enkel end den videnskabelige diskussion, der føres i artikler og på konferencer”, fordi medierne har et krav om “enkle budskaber i one-liner-form”.

Og man skrev også at der ikke er mulighed for “mellemregninger … i det offentlige rum” og at forskningsformidling i medierne derfor indebærer en “nødvendig simplifikation”.

Det var disse påstande jeg reagerede imod. Fordi jeg mente – og mener stadigvæk – at de udtrykker en forståelse af det forskningskommunikative landskab som hurtigt er ved at blive inaktuel.

Der findes godt nok stadigvæk et simplifikationsproblem i forbindelse med forskningsformidling igennem traditionelle trykte og især elektroniske massemedier.

Men fremvæksten af  sociale webmedier er ved at ændre medielandskabet radikalt. Som en af ansøgerne til en webkommunikationsstilling, som vi lige har besat på Medicinsk Museion, sagde: ”der er jo ingen mellem 20 og 35 som læser aviser mere, alle er på webben og især på den sociale web”.

Det var lidt bombastisk udtrykt. Men det er ikke helt forkert. Og én af konsekvenserne af denne forskydning er, mener jeg, at forudsætningerne for hele problemstillingen om den påståede simplificering i forskningsformidling falder væk.

Fordi det er ikke bare unge oprørere i Arabverden som skaber historie ved hjælp af sociale webmedier. Forskere bruger også sociale webmedier i deres daglige forskningskommunikation. Og de gør det altså i hurtigt stigende omfang.

Det er måske ikke en så stor procentdel af forskerverden som bidrager til artikler på Wikipedia. Men det er alligevel så mange der gør det, at der findes artikler inden for stort set alle slags forskningsområder, ikke mindst inden for den naturvidenskabelige, medicinske og tekniske fag. Og vel at mærke, Wikipedia-artiklerne bliver hele tiden løbende opdateret.

Der findes også mange tusinder af forskerblogs, fra helt nørdede fysik- og kemiblogs til brede og populære blogs som blander videnskabelige og politiske diskussioner. Her (PP #7) er en af mine favoriter – kemikeren Derek Lowe, som blogger om drug-discovery og som tit får flere hundrede kommentarer på hver post.

For ikke at tale om alle de yngre forskere som er på Facebook. Vel at mærke ikke bare for at skrive om deres privatliv, men også for at føre intellektuelle diskussioner, give hinanden tips om litteratur, konferenser og seminarer. Nogle af os ældre er også med – som her (#8), hvor kunsteoretikern James Elkins i midten af februar postede sin seneste analyse af begrebet ’færdiggørelse’ på Huffington Post (istedet for at publicere den i en peer-reviewed tidskrift), og som i løbet af få dage gav ophav till 44 mere eller mindre begave kommentarer – både fra kolleger og ’almindelige læsere’.

Detsamme gælder Twitter, som i stigende omfang bruges som en kommentarbaggrund til videnskabelige konferenser og workshops og som, ligesom alle andre sociale webmedier, kan læses af alle og enhver.

Konsekvensen af den her eksplosion i brugen af sociale webmedier er altså, at flere og flere forskere er ved at indse, at man ganske udmærket kan tale om sin forskning med ikke-forskere uden at skulle inddrage massemedier, journalister eller talkshow-værter. Og det medfører også at grænsen mellem peer-to-peer-kommunikation og offentlig formidling er ved at opløses.

Min pointe idag er, at dette får konsekvenser for tesen om at forskningsformidling indebærer en nødvendig simplificering. Den tese gælder altså kun den begrænsede del af det samlede medieunivers som udgøres af traditionelle massemedier.

Med mulig undtagelse af Twitter (i hvert fald hvis man kun ser til den enkelte 140 karakterer lange tweet), så danner de sociale webmedier et mangdimensionelt offentligt rum, som ikke bare tillader, men endda opmunter til diskussion af (som Praksisudvalget udtrykte det i baggrundsmaterialet til mødet i dag) “delikate spørgsmål, der kræver mange mellemregninger”.

Lad mig tage et afsluttende eksempel på det med mellemregninger. Sidste torsdag (#9) publicerede evolutionbiologen Jonathan Eisen (UC Davis) en meget interessant artikel om livets tidlige stadier på jorden sammen med Craig Venter.

For vores diskussionen her i dag er det lige meget hvad den handlede om. Det interessante er, at dagen efter, i fredags, skrev Eisen (#10) en post på sin blog ’The Tree of Life’, hvor han forklarede (i et uteknisk sprog som også jeg kan forstå) hvad artikeln går ud på – med alle mellemregningerne.

Og lørdag morgen kunne jeg (#11) læse en blogpost om sagen skrevet af den flittigt bloggende evolutionsbiolog P. Z. Meyers (Pharyngula), som har hundredetusindevis af læsere – en post som hurtigt gav ophav til 45 aktive kommentarer, 74 tweets og 26 ’likes’ på Facebook.

Nå, men for at sammenfatte, min pointe i dag er altså, at den sociale web – ikke mindst takket være hyperlinkfunktionen – åbner op muligheder for en forskningskommunikation, som slet ikke er underlagt det imperativ om simplificering som traditionelle massemedier er.

Forskningskommunikation på den sociale web fungerer altså ikke som en forsimplingstragt som i massmedier eller på traditionelle webportaler – men som et kommunikationsgenerator, hvor man godt nok kan forenkle tingene, men hvor man – fordi der er så mange aktive aktører involverede – i næste øjeblik kan komplicere diskussionen yderligere og indføre flere og flere mellemregninger.

Så tesen om forskningsformidling som forsimpling holder efter min bedste overbevisning simpelt hen ikke. Det er en forsimplet tese. Og jeg vil påstå, at hvis den tese var blevet lagt ud på Facebook eller Twitter, så ville den være blevet haglet igennem og undergået et kvalificering og komplexificering i den kæmpe generator af mellemregninger som den sociale web er.

Thomas Söderqvist

Author Thomas Söderqvist

More posts by Thomas Söderqvist