Biomedicine in museums

Hvis du tilfældgvis er i Lund om eftermiddagen torsdag den 13. marts, er du meget velkommen til mit seminar på Institutionen för Kulturvetenskaper vid Lunds Universitet.

Jeg skal tala om de biopolitiske implikationer af at fokusere på ‘tingen i sig’. Her er abstractet:

Vetenskapsmuseer och den materiella vändningen i humaniora – biopolitisk abdikation eller medborgarengagemang?

 

Medicinsk Museion vid Köpenhamns Universitet är en nytt slags ’hybrid’-museum, som kombinerar forskning i medicinsk humaniora med utställningar, kulturarvsgenerering, konstinstallationer, events och en stark närvaro på sociala medier. Även om materiella ting varken kan tala eller handla, så har de huvudrollen i verksamheten: ledstjärnan för Medicinsk Museions teoretiska och praktiska arbete är en radikal tolkning av den ’materiella vändningen’ inom humaniora. Vilka är de biopolitiska implikationerna av ett sådant fokus på tingen ’i sig’? Kan museet bidra till ett medborgarengagement i medicinsk vetenskap och teknologi?

Seminaret foregår i samarrangement med Hans Larsson-samfundet.

Sted: Anatomen: Sal 202. Tid: 15.15-17. Efterfølgende reception. Læs mere her.

Her er min tale (på svensk) ved åbningen af MEDICOTEKNIK, onsdag den 27. november:

Goddag allesamman, jag heter Thomas Söderqvist, jag är professor i medicinhistoria på SUND-fakulteten vid Köpenhamns Universitet, och museumschef härinne på Medicinsk Museion.

Jag tänkte jag skulle säga några ord om bakgrunden till den här utställningen. Som nu säkert har redan gissat, så har utställningen kommit till stånd genom ett mycket nära samarbete med Dansk Medicoteknisk Selskab – inte bara ekonomiskt, utan också i hög grad med hänsyn till innehållet.

Och det är ett innehållssamarbete som på många sätt är förebildligt för hur jag föreställer mig att ett medicinsk museum borde fungera.

En av mina mångåriga drömmar för Medicinsk Museion har varit att museet ska kunna fungera som en mötesplats mellan sundhetssektorn och resten av befolkningen. Den dialogiska, kulturell interfacen, så att säga.

Så liksom sjöfarten har sitt eget Museum Søfart, och designvärlden har Danmarks Designmuseum, så har sundhedssektorn sitt eget kulturmuseum.

Ett museum där vi kan visa hur dagens medicinska forskning och teknologi och behandlingsformer har sina historiska rötter, och där vi kan ta den viktiga diskussionen om hur framtidens vetenskap och kultur kan tänkas se ut – en diskussion som försiggår i ett hus som är fyllt med medicinska föremål och bilder och dokument från 1700-talet fram till idag. En kulturskatt som visar att vetenskap och teknologi kanske är den allra viktigaste form för kultur vi har i nutidens samhälle.

Det är min dröm. Och den är inte alltid så lätt att realisera. För medicinsk forskning och teknologi är en rätt komplicerad form för kultur. Så när man vill berätta om vetenskap och teknologi på ett kulturmuseum måste man ha ett intimt samarbete mellan museets in-house-expertis på historia, design, kommunikation å ena sidan, och å andra sidan medicinsk och teknologisk expertis, som förstår hur molekyler, organ och maskiner fungerar.

Här på Medicinsk Museion har vi under de senaste 6-7 åren experimenterat med olika former för samarbete med medicinsk och teknisk expertis i en rad utställningar. Ta t.ex. den utställning om bypass-kirurgi som står här inne vid siden av hörsalen (och som ni snart ska passera för att komma in till Medicoteknik-utställningen) — den gjordes i ett mycket nära samarbete med gastrokirurger på Hvidovre Hospital och diabetesforskare vid Köpenhamns Universitet.

Och den utställning som vi öppnar här idag – Medicoteknik – den har alltså föregåtts av samråd med Dansk Medicoteknisk Selskabs jubileumsgrupp och med interviews och goda råd från ingenjörer i de tolv medicotekniska företag som har levererat föremål och annat material till utställningen.

Den här typen av samarbete har gett oss blod på tanden – och vi ser redan nu en rad intressanta samarbetsmöjligheter.

För det första när det gäller insamling. Det är ju så, att för museerna är samlingarna alfa och omega. Utan samlingar kan vi inte göra särskilt mycket. Och det räcker inte med saker och ting från gamla goda dagar – vi behöver också ting från dagens medicinska vetenskap och teknologi.

Men tyvärr är det så, att en stor del av det nutida medicinska vetenskapliga och tekniska kulturarvet håller på att försvinna. Ingenjörer och läkare tänker inte alltid på att deras saker faktisk är en väsentlig del av vårt samlade kulturarv. Och Nationalmuseet och andra kulturmuseer förstår överhuvudtaget inte att vetenskap och teknologi är en integrerad del av vårt gemensamma kulturarv.

Så därför vill vi enormt gärna fördjupa samarbetet med Dansk Medicoteknisk Selskab, med branchföreningen Medicoindustrien och med de medicotekniska företagen för att få räddat denna centrala del av kulturarvet.

Den andra samarbetsmöjligheten är naturligtvis att bygga vidare i kölvattnet på den här utställningen. Dvs. vi skulle vilja göra stora, breda utställningar – och events – och andra typer av aktiviter – på teman som t.ex. hörsel och hörselsteknologi, om medicinsk imaging, om digitaliseringen av sundhetsväsenet o.s.v.

Och det behöver inte nödvändigtvis vara i anslutning till jubileer. Möjligheterna är oändliga och även om huset här är litet, så kan vi alltid hitta lösningar.

Det var mitt budskap till församlingen i dag. Jag vill avslutningsvist rikta ett varmt tack till alla som har möjliggjort den här utställningen. Först og främst till styrelsen for Dansk Medicoteknisk Selskab, som har finansierat den, och till Selskabets Jubileumsgrupp som har hjälpt oss med kontakterna till de industrier och företag som ingår. Och så till de medverkande tolv företagen.

Och tack till branchföreningen Medicoindustrin och till Cand. Pharm. Povl M. Assens Fond, som har stött museets arbete med medicoteknik, och som därigenom bidragit till utställningen.

Och tack till vår egen personal här på museet – till museumsinspektör Bente Vinge Pedersen som har lett en utställningsgrupp bestående af inspektör Niels Christian Vilstrup Møller, akademiska medarbetare Malthe Boye Bjerregaard och Anne-Kathrine Baastrup, designer Ane Pilegaard Sørensen, konservator Nanna Gerdes och studentmedhjälpare Anders Stein.

Tusen tack till er allesamman.

Så vill jag lämna över ordet till Bente Vinge Pedersen, som vill säga några ord om utställningens innehåll.

(Och så här såg det ut 10 minuter senare:)

Her følger den tale som prodekan Birthe Høgh, Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, Københavns Universitet, holdt i forbindelse med åbningen af udstillingen MEDICOTEKNIK onsdag den 27. november 2013:

Først mange tak til formand Kim Dremstrup for invitationen – og et stort tillykke til Dansk Medicoteknisk Selskab med 40-årsjubilæet – som fejres med åbningen af Medicinsk Museions udstilling MEDICOTEKNIK.

Forskning, uddannelse og formidling er universitetets kerneaktiviteter. I universitetsloven står at universitetets forsknings- og uddannelsesresultater skal bidrage til at fremme vækst, velfærd og udvikling i samfundet.

På forskningssiden har vores fakultet, der udgør en tredjedel af Københavns Universitet ansvaret for de humanmedicinske, veterinærmedicinske og farmaceutiske fagområder.

Og inden for dette spektrum af fagområder spiller medicoteknik en afgørende og vigtig rolle både i form af laboratorieinstrumenter i forskningen og i form af diagnostisk udstyr og behandlingsmetoder i klinikken, hvad enten det gælder sygdom hos mennesker eller dyr.

Medicoteknik er en integreret og uundværlig del af vores forsknings- og uddannelseshverdag.

I alt har fakultetet 18 kandidatuddannelser og i denne forbindelse vil jeg især fremhæve kandidatuddannelsen civilingeniør i medicin og teknologi, som vi udbyder i samarbejde med Danmarks Tekniske Universitet (DTU). Vi uddanner bl.a. læger, tandlæger, dyrlæger, farmaceuter og ikke mindst øvrige kandidater bl.a. indenfor folkesundhedsvidenskab.

Udover bachelor og kandidatuddannelser udbyder vi forskeruddannelse, hvor ph.d.-graden kan opnås. Vi har landets største ph.d.-skole med 1.500 ph.d.-studerende. Mange af de ph.d.-studerende anvender medicinske teknologier i forbindelse med deres forskning, der spænder vidt fra molekyle- til samfundsforskning.

Ud over forskning og uddannelse har universitetet, som jeg indledningsvis nævnte, også forpligtigelse til forskningsformidling.
Formidling af forskningsresultater i videnskabelige miljøer er en naturlig del af forskningen, men vi lægger også stor vægt på at resultaterne af forskningen formidles så samfundet ud fra de resultater, der er opnået kan løse de udfordringer, vi står overfor.

• Vi oplyser politikere og andre beslutningstagere om hvor vigtigt det er med forskning og udvikling også på det medicotekniske område.
• Vi samarbejder med industrien og etablerer medicotekniske forsknings- og udviklingsprojekter.
• Og vi vil at befolkningen i sin helhed skal blive klogere og mere velinformerede, om hvad der foregår indenfor sundhedsforskningen, herunder inden for den medicotekniske forskning.
• Mange vil møde medicoteknik i klinikken i form af diagnostisk udstyr, eller som hjemmeteknologiske hjælpemidler.

At nå ud til en bredere befolkning er ikke mindst vigtig. For hvis borgerne får mere indsigt i de nye muligheder, vil den enkelte borger blive bedre i stand til at tage ansvar for egen sundhed i samarbejde med eksperterne, fx på det velfærdsteknologiske område. Der ligger også en grundlæggende forpligtelse til at inddrage borgerne i forskningen og udviklingen af ny teknologi.

Man kan formidle forskning til samfundet på mange måder. På Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet satser vi på tre områder:

1) For det første satser vi fortsat på forskningsformidling i form af websider, pressemeddelelser og formidling via journalister i trykte og elektroniske medier.

Det er vigtigt for mange mennesker læser stadigvæk aviser og ser fjernsyn. Hvis vi kan få fem minutter til at præsentere et nyt forskningsprojekt i DR’s Deadline kan det fange mange menneskers opmærksomhed.

2) For det andet skal vi ikke glemme den kendsgerning at ca 50% af den danske befolkning mellem 15 og 60 år er på Facebook. De nye sociale medier fylder mere og mere i menneskers liv – også politiker og beslutningstagere og industrifolk er på sociale medier.

Så det er vigtigt at udvikle forskningsformidling via sociale medier som kommunikationsplatforme ikke mindst indenfor velfærdsteknologiområdet.

3) Og for det tredje, så er vi så heldige her på Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet at vi har et af verdens bedste og internationalt mest kendte medicinske museer – Medicinsk Museion.

Museer har jo den styrke, at her handler formidlingen ikke bare om tekster, ord og billeder, som det gør i aviser, fjernsyn eller sociale medier.

På museer knyttes formidlingen til noget meget håndgribeligt. På museer kan man bogstaveligt røre ved ting og sager (eller i hvert fald få lyst til at røre ved dem!). Og som alle ved, har ting og sager en næsten magisk attraktionskraft, når det gælder om at vise hvordan verden hænger sammen.

Dette med at komme tæt på er vigtigt for læringen, det ved sådan set alle, som har undervist i klinikken eller i laboratoriet, men det gælder såmænd også på museer – har museumschef Thomas Söderqvist fortalt mig.

Det at kunne se rigtige medicinske ting og sager, i stedet for at bare læse om dem, gør formidlingen enormt meget mere levende og engagerende. Og det gælder selvfølgelig ikke mindst inden for et område som medicoteknik, som er et overordentligt bredt fagområde.

I sagens natur handler det i meget høj grad om ting og sager – instrumenter, værktøj, genstande, som anvendes til at undersøge for sygdomme eller til at behandle sygdomme – og nogle gange kan livsvigtige medicotekniske genstande implanteres i kroppen – tænk blot på pacemakere.

Så derfor satser Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet meget på vores museum Medicinsk Museion som det sted, hvor vi kan udvikle medicinsk forskningsformidling.

Vi ser Medicinsk Museion som et forsøgslaboratorium for forskningsformidling for at udvikle nye former for udstillinger og for at afprøve nye former for formidlingssamarbejde med eksterne aktører, fx. patientorganisationer, hospitaler og industrien.

Det nu aktuelle samarbejde med Dansk Medicoteknisk Selskab er et meget fint eksempel på et sådant eksternt samarbejde, og vi håber, at det vil danne model for lignende samarbejdsaftaler omkring forskningsformidling i fremtiden.

Afslutningsvis vil jeg gerne på vegne af Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, Københavns Universitet ønske et stort tillykke med Selskabets første 40 år, og jeg kan fra fakultetets side sige at vi er sikre på at selskabet fremover vil bidrage til, at indfri de store forventninger samfundet har indenfor det medicotekniske område.

Vi glæder os til at fejre jubilæet og til åbningen af jubilæumsudstillingen MEDICOTEKNIK. STORT TILLYKKE!

Tak for opmærksomheden!

Overvejelser med udgangspunkt i Ragnar Granits ”Discovery and Understanding” (1972) — præsenteret ved debatdag “Forskning og livsløb — har kreativiteten en udløbsdato?”, Medicinsk Museion, tirsdag den 8. oktober 2013.

”Bibeholdes kreativiteten og energien til at tænke nyt gennem hele livet?”, spurgte Carsten Hendriksen, Henning Kirk og Jesper Jørgensen i invitationen til den her eftermiddag om forskning, aldring og livsløb.

Det er et besnærende spørgsmål? Selvfølgelig vil jeg prøve at blive ved med at tænke nyt — også efter jeg er gået i pension. Ikke?

Men da jeg tyggede lidt mere på det, indså jeg at spørgsmålet forudsætter at vi både vil og bør blive ved med at være nytænkende. Der ligger altså en implicit værdinorm bag. Men er det så selvfølgeligt positivt? Er det det, der er målet for os aldrende forskere? At vi skal blive ved med at tænke nye tanker? Er nyskabelse en udtømmende forståelse af videnskabelighed og kreativitet?

For at få inspiration til at svare på det spørgsmål kan man med fordel gå til den klassiske filosofi. Det gør fx filosoffen og forfatteren Daniel Klein i en klog lille debatbog (Travels with Epicurus, Penguin 2012). Med støtte i epikuræisk og stoisk filosofi, argumenterer han for, at vi simpelthen skal opgive jagten på ”to keep setting new goals, to charge ahead into new ventures, to design new programs for selv-improvement” og i stedet bruge alderdommen til at tænke igennem det vi allerede har lavet i livet. Endelig få tid til at lave livets syntese.

Hvad siger ældre forskere om sagen? Det er så ikke lige præcis noget supercrowdet område i litteraturen, men efter en del søgning fandt jeg en lille artikel i tidskriftet Annual Review of Physiology med titlen ”Discovery and Understanding”, skrevet tilbage i 1972 af den finlandsvenske neurofysiolog Ragnar Granit da han var 72 år gammel og blikkede tilbage på sit liv.

Ragnar Granit er nok ikke så kendt i dag, ikke en gang blandt neurofysiologer. Men da han stod på toppen af sin karriere var han verdensberømt som en meget kreativ eksperimentalmedicinsk forsker.

Han var født i en velstående finlandssvensk familie i 1900, læste eksperimentel psykologi i Helsinki men gik snart over til medicinstudiet, fordi han mente at de spørgsmål som interesserede ham, kunne løses bedre med fysiologiske metoder. 40 år gammel, under den finsk-russiske vinterkrig, fik han en stilling ved Karolinska Instituttet i Stockholm som professor i neurofysiologi, og her blev han i de næste 30 år. Og i 1967 fik han Nobelprisen i fysiologi eller medicin for sine opdagelser af farvesansens fysiologi.

Så det var en mand som havde haft kreativitet og nytænkning på sit daglige arbejdsprogram igennem næsten 40 år, som blev inviteret til at skrive i Annual Review of Physiology – en kort artikel, den er kun 11 sider, men på de 11 sider når han at udvikle essensen af sin livserfaring om forskellen mellem at være en ung ambitiøs forsker og en aldrende forsker.

Forskellen mellem ung og gammel sammenfatter Granit i en idealtypisk distinktion mellem opdagelse og forståelse (discovery and understanding).

Den typiske unge forsker er drevet af en passion for at hele tiden opdage noget nyt, han eller hun er styres af “an ambition which craves immediate satisfaction”:

”Young people are out for themselves, to make discoveries, to see something that others have not seen … something new and quite unexpected, exciting and important”.

Den ældre forsker, derimod, kan give sig hen til ”feelings of assurance and satisfaction in one’s work”. De ældre er ikke passionerede,, de er drevet mere af ”detachment”, af ”the virtue of those who have to weigh and judge”. Ældre forskere er ikke så interesserade i nye opdagelser, men mere i at opnå dybere forståelse og indsigt (”understanding” og ”insight”): ”the slow development of a world of conceptual understanding”.

Granit skynder sig at påpege at det ikke ligger nogen underkendelse af opdagelser i denne distinktion. (Granit var jo selv en opdager af format):

”It is not my intention to undervalue discoveries, but only to emphasize that it is really understanding that scientists are after, even when they are making discoveries”.

Men hvis alle forskere — både unge og gamle — til syvende og sidst er ude efter forståelse, hvorfor er der så denne forskel mellem den unge nyhedshungrende og den ældre indsigtsorienterede forsker? Der virker umiddelbart ikke som om Granit mener at det er tale om en naturlig udviklingspsykologisk aldringsprocess, fra ungdommelig konkurrence- og nyhedslyst til alderdommens visdom. Derimod henviser han flere gange til at der findes strukturelle (sociale og økonomiske) årsager til at forskeren forhindres i at søge fordybet forståelse. De unge er simpelthen nødt til at producere nye og hurtige resultater for at kunne publicere artikler for at få nye fondspenge: de fylder ”various journals with preliminary notes to obtain minor priorities”.

Men den slags er ældre forskere ikke nødt til. De slipper for at lave små nye opdagelser og kan fokusere på ”the slow ripening of fundamental insight” i stedet. Og det har nogen gode konsekvenser, mener Granit, fx bliver man mere generøs og mindre narcissistisk:

”The pleasure of living to see a synthesis mature after years of labor helps the worker to maintain a more generous attitude to the results of others and also to mention more freely the names of colleagues whose findings have contributed to the understanding ultimately achieved.”

Så langt så godt. Allerede i 1972, for 40 år siden, var Ragnar Granit altså på linje med den voksende kritik imod det artikelproduktionsfokuserende forskningssystem vi ser i dag. Og hans opskrift til ældre forskere på vej til pensionen var enkel:

Nu kan I slappe af, nu behøver I ikke være nyskabende og nytænkende hele tiden. I kan godt lade være med at jagte nye opdagelser, I kan fokusere på at forstå verden i stedet, skabe sammenhæng i den, og være generøse i jeres anerkendelse af de yngre generationer. Kreativitet handler ikke kun om opdagelser og nyheder.

Og med den opfordring kunne jeg stoppe mit oplæg her i dag. Men eftersom jeg har nogle minutter tilbage, vil jeg ikke spare jer for, hvad jeg synes er det mest interessante i Granit’s lille artikel – nemlig den eksistentielle dimension i analysen.

Granit’s ideal om ”the long, narrow and winding road to real knowledge” er, i hans egne ord, tæt forbundet med ”a measure of ’self-contact’”, en kontakt med sit eget selv, som handler om at vedligeholde (preserve) og følge op på (keeping track of) sin egen identitet:

”By ’keeping track of one’s identity’ I mean cultivating the talents of listening to the workings of one’s own mind, separating minor diversions from main lines of thought, and gratefully accepting what the secret process of automatic creation delivers.”

Og han er overbevist om at “if one can take care of one’s identity, it, in turn, will take care of one’s scientific development”, og at det er vigtigt for kreativiteten at lytte til sin indre stemme og ikke følge i slipstrømmen af hvad de andre siger:

“In all creative work there is need for a good deal of time for exercising the talent of listening to oneself, often more profitable than listening to others or, at any rate, an important supplement to the life of symposia and congresses.”

Det er interessante bemærkninger, om ikke andet fordi de er ret usædvanlige for at komme fra en naturvidenskabelig og medicinsk forsker. Jeg har ikke set lignende tanker hos forskere. Det er en tankegang som minder mig om den franske filosofs Pierre Hadot’s fremhævelse af og genfortolkning af den antikke moralfilosofi som selvhjælpsfilosofi i form af såkaldte ‘spirituelle øvelser’, filosofiske praktiker som har til hensigt at forandre det subjekt som praktiserer dem. Det er en moralfilosofisk tankegang man finder for første gang hos Sokrates, men som blev videreudviklet af epikuræer og stoikere og af Plutarch.

Hadot’s genfortolkning blev publiceret i slutningen af 1970’erne og inspirerede senere Michel Foucault til hans skriverier om ’souci de soi’ (care of self, selvomsorg) i Sexualitetens Historie. Men den historie – og min egen fascination af Hadot som inspiration til forståelsen af forskerbiografier og forskerselvbiografier som litterær genre – er noget som jeg vil spare til en anden sammenhæng.

Omslagsfoto:

Et af aldringsforskningens mere komplicerede emner er kompetence og kreativitet set i et livsperspektiv. Hvornår kan man “toppe” – og inden for hvad? Bibeholdes kreativiteten og energien til at tænke nyt gennem hele livet? Og hvad med udviklingen af modenhed og de egenskaber der beskrives med aldringens plusord?

Center for Sund Aldring afholder en debatdag om emnet:

Tirsdag 8. oktober 2013, kl. 9 – 17.
Medicinsk Museion, Bredgade 62, 1260 København K

Formålet med dagen er, at:

• Formidle viden om fremherskende traditioner, opfattelser og holdninger til forskning, kreativitet og livskarriere – set i et kulturhistorisk og videnskabshistorisk perspektiv
• Formidle psykologisk viden, om individuelle forskningspotentialer i livskarrieren, med fokus på krativitet
• Diskutere eksisterende rammer for forskning, kreativitet og livskarriere, og
• Diskutere muligheder for bedre sammenspil mellem unge og ældre forskeres aldersrelaterede kompetencer

Debatdagen er delt i en ’unkonference’ om formiddagen, hvor målgruppen er nuværende og kommende forskere inden og udenfor ældreforskningen, og andre fra Akademia med særlig interessere i forskerens livskarriere. Om eftermiddagen et symposium som er åbent for alle interesserede.

Program
09.00 – 12.00 Unconference
Moderator: Jesper Jørgensen

Formålet med ’unconferencen’ er, at skabe et uformelt møde mellem aktive forskere på tværs af fag med interesse i forskerens livskarriere og forskere med livserfaring fra videnskabeligt arbejde. Dette i et åbent forum hvor ideer og kommende projekter kan præsenteres og diskuteres, nye netværk udenfor den etablerede gerontologiske forskning kan opstå og som en perspektivering af eftermiddagens symposium. Eftermiddagens oplægsholdere inviteres som deltagere i unconferencen. Unconferencen er en open source symposiemodel som organiseres og styres af deltagerne selv, som et alternativ til det konventionelle symposium med forberedte præsentationer og modereret panel debat.

Ved tilmelding til unconferencen får kommende deltagere et link til hjemmeside hvor deltagerne kan uploade dokumenter, billeder, deltage i diskussion og forberede diskussioner på unconferencen.

12.00 – 13.00 Frokost for deltagere i unconferencen

13.00 – 17.00 Symposium
Moderator: Henning Kirk

13.00 – 13.05 Velkomst /Carsten Hendriksen, lektor, overlæge, dr. med. KU
13.05 – 13.30 Forsker- og livskarriere i historisk lys /Henning Kirk, aldringsforsker, dr.med.
13.30 – 13.55 Forskerens livsløb – den eksistentielle dimension. Refleksioner med udgangspunkt i nobelprismodtageren Ragnar Granits selvrefleksioner /Thomas Söderqvist, professor, dr.phil.KU
13.55 – 14.20 Kognition og forsker-livskarriere /Erik Lykke Mortensen, professor KU

14.20 – 14.40 Kaffe

14.40 – 15.05 Niels Bohr, forskning og kompleksitet /Finn Aaserud, Ph.D.,Niels Bohr Arkivet, KU
15.05 – 15.30 Ungdomsdyrkelse og aldersfascisme i Akademia/Jesper Jørgensen, ekstern lektor, RUC
15.30 – 15.55 Akademiske livsforløb: Udfordrede karriereveje i videnssamfundet /Bjarke Oxlund, ph.d., postdoc, KU
15.55 – 16.20 Organisation af forskning og forskere i et livsperspektiv /Christian Nissen, cand.scient. & phil. Adjungeret professor CBS
16.20 – 16.55 Paneldebat med oplægsholdere
16.55 – 17.00 Afslutning /Carsten Hendriksen

Registrering
Deltagelse i unconference og symposium er gratis. Deltagelse i begge afdelinger kræver forudgående tilmelding. Unkonferencen foregår på dansk/engelsk og symposiet på dansk.

Tilmeldingsfristen er 1. oktober kl. 12:00

Tilmeld dig unconference og/eller symposiet her.

Featured image: Ernst Mayr (1904-2005), one of the leading evolutionary biologists in the 20th century, published his last book (What Makes Biology Unique? Cambridge University Press, 2004) at the age of 99!

(courtesy: http://www.mrines.com/Miscellaneous/OdeDay/Lunch/Page1.htm)

This post was originally published on the official blog of the International Congress of the History of Science, Technology and Medicine, held in Manchester 22-28 July, as an appetiser for the paper “Understanding social media in STEM museums: the lessons from establishing a bio-hacking laboratory” that I co-authored with Karin Tybjerg and which Karin presented in the session Using the Web and social media to extend the traditional aims of museums.

There are still lots of skeptical attitudes towards social media among historians and curators of science, technology and medicine. They mainly contain superficial personal conversations and gossip. They may perhaps be useful for public dissemination and institutional branding, but not for serious intellectual exchange. And most importantly, being on social media takes time away from what really matters: research, curatorship, publication, and exhibition making.

These are some of the most common prejudices. However, if you have been immersed in social media for some years, as I have, such opinions are not quite representing what these media can do. In my opinion, it is increasingly difficult to imagine how historians and curators of science, technology and medicine can manage without them.

I started blogging in late 2004 and have produced some 1500 blog posts over the last nine years, on a wide array of themes relating to the representation of contemporary biomedicine in museums (Biomedicine on Display blog and Medical Museion blog).

Since 2010 I have also used Twitter and posted some 4600 tweets under the handle @Museionist, primarily about the historical, philosophical, social (and biographical) aspects of medical science and technology, and about STEM museum exhibitions, collections, and acquisitioning.

Many of these blog posts and tweets have been written in response to postings from other historians/curators and professionals from other relevant fields, and over the years, I have made the same experience as a growing number of people in our field, namely that it is a mistake to think of social media as superficial branding, dissemination or public engagement channels only.

They can of course be used for these purposes. But a sustained presence on social media is, in my experience, first and foremost a very rewarding way of intensifying and widening one’s creative social space, opening up for discussions with a wide range of interlocutors, both inside and outside of one’s narrow professional field.

To illustrate how social media can used for enhancing creative interaction in our field, I will relay my last Twitter exchange with a group of historians of science/medicine and museum curators, on last Saturday.

When I browsed my Twitter stream in the late afternoon (I usually take a quick look three times a day: morning, late afternoon and late evening), I stumbled on this short one by British political cartoonist Adrian Teal (@adeteal), a industrious twitterer with more than 43,000 tweets behind him:

I didn’t know about, even less follow, Adrian Teal, but historian of medicine Jaipreet Virdi — a PhD candidate at the Institute for the History and Philosophy of Science and Technology in Toronto whom I follow (@jaivirdi) — apparently did, because it was she who retweeted it.

Yet, her retweet would probably have passed under my radar if it hadn’t been for the fact that I’m currently quite interested in synaesthetics of museum objects and exhibition museum environments. (PhD student Anette Stenslund, @stenslund, here at Medical Museion works on the phenomenology of smell, particularly how hospital smellscapes can be transferred to / reproduced in museum spaces, and we are also discussing the possibility of an art-science installation on hospital smell.) So Jaipreet’s retweet of Teal’s musing triggered my critical acumen:

Jaipreet retweeted this to her 824 followers (thanks!) and then replied:

The physiology of smell is something I’ve read up in order to be able to supervise Anette, so I rapidly sent off a tweet about the use of gas chromatography and mass spectroscopy (not mass spectrography, as I wrote in haste) for recording smell:

which Jaipreet immediately retweeted (thanks again!), thus further enhancing my reputation as a sometime chemist — which encouraged me to send off yet another tweet about an alleged new Japanese method for smell recording (which I found in the meantime by googling ‘smell recording’):

followed by third tweet, in which I took issue with the vision-centric assumptions behind Adrian Teal’s original, i.e., why does he assume we would use photography instead of odorography?:

A few minutes later another twitterer and historian of science/medicine chimed in. Nathaniel Comfort of the Johns Hopkins’ Institute for the History of Medicine (@nccomfort) told us he had recently visited a new exhibit at the trendy Parisian experimental art and design center Le Laboratoire:

Being a long-time fan (see here) of  Le Laboratoire’s founder and director David Edwards, a Harvard professor in biomedical engineering with an interest in aerosols, molecular gastronomy, and other smell-generating stuff (we’re working together in the Studiolabscience-art consortium), I quickly replied (still with Jaipreet and Adrian in the loop, of course):

As a good historian of science/medicine, Nathanael was a bit skeptical, however:

After a quick glance at the Ophone website, I had to admit Nathaniel’s skepticism was sound: David Edwards tells us the OPHONET “allows you to send olfactory messages instantaneously around the world.” (I would probably call that a teleodoron rather than ophone, but that’s a linguistic detail). If it works, if only with coffee flavours, it would indeed be revolutionary.

In the meantime, our conversation had been put on track by a real museum curator, David Pantalony (@SciTechCurator), who didn’t let himself be carried away by any futuristic scenarios:
A curator of physical sciences and medicine at the Canada Science and Technology Museum in Ottawa, David has 701 followers on Twitter and has produced more than 2400 tweets over the last years covering a wide range of topics relating to collection and exhibition curating. (A retweet by David means you reach some 500 curators in the sci and tech museum world!)

David apparently also thought an odorograph of smell would be more interesting than a photographic image, but qualified the discussion by making an analogy between audography and photography:

And Jaipreet seemed to agree that I had been too harsh on Adrian:

Anyway — there’s where we ended a few minutes after eight in the evening.  And Jaipreet summed up:
And I got the idea to use this Saturday evening chat as an example of how Twitter can be used to enhance the interactions between researchers and curators.

I’m not suggesting that this short exchange of tweets is particularly unique or mindbreaking. We didn’t go deep into the subject and we stopped after short number of turns. But it is typical of how social media can be used for professional purposes. In fact, over the last couple of years, I have had several conversations of this kind each month with a wide range of Twitter users, both researchers and curators and other kinds of professionals — some shorter, some longer. Discussions with Rebekah Higgitt(@beckyfh) sometimes extend over 15-25 turns with up to a handfull of interlocutors.

But even if the chat relayed above is pretty mundane, it illustrates some of the experiences a growing number of users of social media for academic and curatorial purposes have made:

• Social media allow for instant discussion: Within a few minutes Jaipreet, Nathaniel, David and I were engaged in a conversation about a neglected topic (the representation of smell) in the history of STM and STM museums.

• Social media increase the chances of contacts between researchers and curators considerably: The four of us have never met before, and chances are low we would have had this discussion in a coffee break between conference sessions.

• You don’t need to travel to meet: You can discuss at length with many people without any travel costs and minimal carbon footprint.

• It’s informal: You can have a beer or take a bath while discussing serious matters.

• Twitter breaks down hierarchies: It doesn’t matter who’s a senior professor and who’s a PhD candidate –the best argument creates responses, generates discussion, and increases the number of followers. It also makes turn-taking easier, and breaks down the all too common male domination in seminar discussions.

• Social media nivellate cultural and linguistic barriers: It doesn’t matter if you speak with a strong accent or master the intricacies of English grammar.

• Twitter isn’t built for bullshit: The 140 character limit forces you to sharpen and focus your argument.

I don’t suggest Twitter and other social media are substitutes for conference presentations or academic publishing. But they are a most useful complement to these traditional channels for intellectual exchange. That’s the reason why I think Twitter combined with other social media is the best tool we have these days for extending the traditional aims of  science, technology and medical museums.

I’m participating with a paper titled “The material life-course of a scientist” at workshop ‘The Return of Biography: Reassessing Life Stories in Science Studies’ to be held at Science Museum, London, on 18 July.

There are many things I would like to take issue with in this call for papers: Isn’t the notion of ‘return’ of biography long overdue? Does the notion of ‘biographies’ of things and places make sense? Are biography and historiography necessarily narrative (story-telling) genres? Is it really true that the role of the individual in historical writing hasn’t diminished?

But given the restriction of a 20 minutes talk and my need to say something new, I would rather like to engage with the explicit point of departure for this meeting (Science Museum’s Turing-exhibition), and ask: Are biographical museum exhibitions really possible?

I haven’t seen Codebreaker yet (will certainly do so before the workshop), but I have long been thinking about making a biographical exhibition at Medical Museion, because I would like to be able to combine the two major strands of my scholarly life: Writing (about) biography and curating (and reflecting on) the use of material artefacts in science museum exhibitions.

So far, however, I haven’t been able to make one. There are two reasons for this. One is more conceptual, having to do with the uncertain role of material things in the life-courses of scientists as opposed to the role of ideas, concepts, writing, etc. The other reason is more practical: scientists often save their documents and images for archives but rarely donate their material things to museum collections, which makes it difficult to display the material life of an individual scientist.

Thus, the ‘material turn’ in the humanities doesn’t easily translate into an artifact-based museum exhibition about the course of a life in science.

And here’s the programme as a whole:

The Return of Biography: Reassessing Life Stories in Science Studies, 18 July 2013, Science Museum, London (see more here)

10.15 Introductory remarks
10.30 Panel Discussion: The Pleasures and Perils of Biography
– Georgina Ferry, author of Dorothy Hodgkin: A Life (1998) and Max Perutz and the Secret of Life (2007)
– Andrew Nahum, author of Frank Whittle: Invention of the Jet (2005) and Senior Keeper at the
Science Museum
– Henry Hemming, author of In Search of the English Eccentric (2008), and a forthcoming biography of the inventor, educationalist and writer Geoffrey Pyke

(12.00 Lunch)

13.00 Biography Case Studies
– Salim Al-Gailani (University of Cambridge), ‘Domestic Science: Life Writing, Religion and Medical Identity in Edinburgh around 1900’
– Kelly O’Donnell (Yale University), ‘The Muckraker: Science Writing as Radical Critique, 1967–1977’
– Oliver Marsh (University of Cambridge), ‘The Life Cycle of a Star: Media Myths of Feynman and Sagan’
– Peter Collins (Royal Society), ‘Sources for the Biography of an Institution’

14.30 Keynote: Janet Vertesi (Princeton University), ‘Robotic Biographies: Living with/through NASA Spacecraft’

(15.30 Break: tea and refreshments)

16.00 The Biographical Mode
– Geoffrey Cantor (University of Leeds), ‘Do Scientists Have Minds?’
– Sally Horrocks (University of Leicester/National Life Stories), ‘Do Scientists Have Lives? Oral History as a Methodological Tool for Finding Out’
– Thomas Söderqvist (Medical Museion, Copenhagen), ‘The Material Life-Course of a Scientist’
– Commentary by Ludmilla Jordanova (University of Durham)

(17.30 End of workshop: tea and refreshments)

Dinner Event
18.15 Tour of Codebreaker: Alan Turing’s Life and Legacy led by exhibition curator David Rooney
19.15 Drinks reception followed by Dinner in the landmark Who Am I? gallery
22.30 Close

A couple of months ago we closed our psychiatry gallery on the 2nd floor in the museum’s Academy Building. Instead we have created a smaller room — a hybrid between exhibition, open collection, and study room/inspiration venue on the ground floor — which we call The Psychiatry Room

The planning for The Psychiatry Room began half a year ago when we realised we had to move the library, and that the best place to put the books was — right, the psychiatry gallery. Good for the books but bad for the psychiatry exhibit, which was only six years old.

We didn’t want to remove psychiatry from the museum altogether, however. Mental illness is a hot topic and our visitors love the history of psychiatry. We also had the ambition do some museological experiments. For example, we have been talking about open storage — to make much larger parts of our collections accessible for visitors — for almost a decade now. And I, for one, have long been toying with the idea of creating an acquisition room as a way of showing how medical heritage is created and inspire visitors to bring in stuff.

As a result of these considerations we came up with the idea of a hybrid museum room — a public space in the museum that combines several functions in one:

First, it is an open storage room, where you can see all the objects and images in our collections relating to psychiatry, including some archival records from the Danish psychiatry.

Second, it is an acquisition room, where we will exhibit all newly collected artefacts from today’s psychiatry.

We are starting out with a single storage rack, because we don’t expect a flood of artefacts to begin with — but as we acquire more things, we may have to add another rack (and hopefully a whole new room …).

Third, we see it as an inspiration room, where researchers, students , museum curator and members of the public are invited to come and look at objects and images and get inspiration to ideas for research, teaching assignments, exhibitions, art works, etc.

It can also be used as a seminar room, where students, psychiatric staff, officers and members of patient associations, etc. can meet over lunch or a cup of coffee and discuss the past, present and future state of psychiatry — with the stored artefacts and images as a backdrop.

The meeting table in the room is placed close to a wall that is dedicated to possible future directions of psychiatry. In the next of couple of months we will use the white boards to ask questions about the newly discovered association of mental disorders with the gut microbiome. Can this exciting basic research findings be turned into new future psychiatric treatment methods?

The people behind the room are senior curator Niels Christian Vilstrup-Møller (curator) together with student assistants Mads Stender and Anders Stein Knudsen; conservator Nanna Gerdes (conservation work, Twitter documentation); web curator Daniel Noesgaard (metabolism wall); assistant professor Adam Bencard (metabolism wall); cand.mag. Peter Meedom (research); cand.mag.stud. Astrid Mo (web); and myself (idea and conceptual development).

Here are a few images from the opening today (taken from Nanna Gerdes’s twitterstream, @NaGerdes):

 

 

Jeg troede den danske forskningsverden efterhånden var blevet godt og grundigt vaccineret mod at tale om forskning og uddannelse i “verdensklasse”?

Ok, man kan have en dårlig dag indimellem. Være lidt uopmærksom, så ordet “verdensklasse” alligevel sniger sig ind i forskningsansøgningen eller strategitalen. Bagefter får man så lidt dårlig smag i munden. Før alle ved jo, at at det er hype. Og så skammer man sig lidt, og så går livet videre.

Men idag faldt jeg over et tilfælde af ren og skær manglende vaccination. Region Hovedstadens lille pjece DIR Danmarks Internationale Region, som er blevet uddelt vidt og bredt i forbindelse med dir-dagene den 23.-25. maj, indholder noget af den værste “verdensklasse”-retorik jeg har set til dags dato.

Allerede på de første to sider kan vi læse om at “Region Hovedstaden er … en internationalt førende metropol” (fangede I den, London-boere?), hvor der “drives forskning og hospitaler i verdensklassse”. Formålet med dir-dagenes sundhedstema, er at give et konkret indblik i, hvordan der “hver dag arbejdes med forskning og uddannelse på internationalt niveau i hovedstadsregionen”.

På næste side bliver vi så præsenteret for “hospitalsvæsen og folkesundhed i international verdensklasse”. Og på næste side igen får vi at vide at Rigshospitalet er i “international særklasse” — medens Bispebjerg må nøjes med at være i “verdensklasse, når det kommer til idrætsforskning”.

Til gengæld er hele hovedstadsregionen i “verdensklasse, når det gælder talenter og videnskab”, og for sikkerheds skyld bliver læseren fem linjer længere ned mindet om “den verdensklasseforskning, som foregår hver dag på regionens universiteter”.

Og dette bare på de første seks sider i en 16-siders piece i 2/3 A4-format med mange billeder og store overskrifter. På hjemmesiden drukner “verdensklassen” lidt i billederne, så det er mindre slemt der. Men i pjecen er det slemt, rigtigt slemt.

Jeg tror ikke det er tale om en dårlig dag og lidt uopmærksomhed. Jeg tror det handler om at ordet “verdensklasse” efterhånden er blevet så systematisk misbrugt, at pjecens forfattere er blevet tonedøve.

(tak til http://www.verdensklasse.no/om/ for brug af billedet)

Have you heard about Yammer? If not, you are not alone. Many people, who are otherwise familiar with social media like Facebook and Twitter, haven’t.

The reason for the relative obscurity of this social network service, which was launched in 2008 and acquired by Microsoft in 2012, is probably that it is designed for communication within organisations. Users can join a Yammer network only if they have an email address from the organisation’s domain. In that respect, Yammer differs from almost all other social media. Yammer works inside organisations, not in the public domain.

Its relative obscurity shouldn’t be taken as a sign of weakness, however. Described as a “Facebook for business”, Yammer has become a success in the corporate world; it is said to penetrate 85% of the Fortune 500 business, and sales are increasing rapidly. For good reasons — it is actually a pretty well-designed tool and probably well worth the price-tag of $1.2 billion for Microsoft that can now integrate it into its other products and help business customers strengthen their internal communication and culture.

Yammer is also spreading to universities around the world (see examples here). For example, here at the University of Copenhagen, Yammer has recently been introduced as a networking tool for the Faculty of Health and Medical Sciences — and other faculties may follow suit.

But while Yammer may be good for business development it is not necessarily good for universities. This has everything to do with what kind of an organisation a university is supposed to be, and what role its staff and faculty members are thought to have in relation to the university versus to the outside world.

Yammer is probably good for universities to the extent that they define themselves as corporate organisations. Which they increasingly do. As former Harvard University President Derek Bok pointed out a decade ago in Universities in the Marketplace: The Commercialization of Higher Education (Princeton University Press, 2004), the notion of universities as private enterprises has spread throughout the entire university world.

That universities are in the marketplace means not only that they focus on the interaction with the corporate world (commercialisation). It also means that they begin to behave as if they too were companies competing with each other and other knowledge institutions on the global market (corporatisation).

The consequences of this increasing corporatisation of universities is all too well known: it means that students are viewed as customers, that professors and others members of faculty are redefined as ’employees’, and that the results of research and teaching activities are measured in quantifiable productivity units.

Corporatisation also has consequences for the way universities think about communication. Twenty years ago, hardly any university in the world thought about branding itself like business corporations. Now most universities use considerable amounts of money on branding and they strengthen their communication and business relations departments to become more competitive.

I think this is the context in which the implementation of Yammer in universities has to be seen. Designed as a tool for enterprise social networking (its official name is actually ‘Yammer: The Enterprise Social Network’), might help build a stronger internal university organisation. But since it is explicitly designed not to involve actors outside the organisation, it will not enhance interaction and flow of information and knowledge between universities, or between universities and the public. On the contrary, the more we use tools like Yammer, the less time we will spend on outer-directed communication.

And this is, in my view, highly problematic for a university. Because by operating behind closed doors (you cannot find Yammer conversations through search machines), and by prioritising intra-corporate communication over peer-to-peer and public communication, closed enterprise networks in universities are working against one of the most celebrated norm sets for good scientific conduct (scientific ethos), formulated by the American sociologist Robert K. Merton.

The Mertonian norm set includes four basic rules for scientific conduct, viz., communalism, universalism, disinterestedness, and organized skepticism (the ‘cudos’). Merton’s point was that science and scholarship can only thrive if universities and their researchers and scholars operate in full openness, share their knowledge with all interested colleagues, collaborate on a global scale, and criticize each others work in the public sphere. Science and academic scholarship is about collaborating and sharing, not about keeping information restricted to the own organisation.

So even though Yammer and similar closed corporate social network tools may be useful for communicating experiences about the administrative work in universities, they are not particularly appropriate for academic interaction and the promotion of a scientific culture. Yammer’s focus on closed communication at the expense of universal peer-to-peer and public communication is in direct opposition to the Mertonian norm set — which universities otherwise use to celebrate as a fundamental ethos for responsible conduct of research.

In contrast, most other social media are designed as platforms for communal and universal communication, and not least for organised skepticism. And therefore I think academics are better advised to embrace such platforms to create peer-to-peer bonds across universities and research institutions and engage with the public concerns about science and its technological implications.

Yammer is a nicely designed and easy-to-use web tool, but there are good reasons to question its implementation university settings. I suggest researchers and scholars take an organised skeptical attitude to Yammer — unless we want to accelerate the development of the corporate university further.

(image credit: http://plmtwine.com/2012/06/26/will-microsoft-yammer-kill-social-plm-not-yet/)

PS: Another argument against corporate networking tools in academic settings, which my colleague Louise Whiteley has pointed out to me in a conversation, is that many PhDs and postdocs (actually the majority of the research staff in universities these days) are employed temporarily and expect they should be able to take professional communication with them when they move to another institution. So unlike a business, where your project-related communication belong to the company, in universities communication is part of work that you have ownership over, and so you are unlikely to want to situate intellectual discussions on such a platform.